Njaals Saga


                             oversat 
                               af 

                        Karl L. Sommerfelt
                             Adjunkt.


                         ---------------
                          Med to Karter.
                         ---------------

       Utgivet af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme.
       2det Tillægshefte til Folkevennen, 20 Aarg., 1871.

                         ---------------

                           Kristiania.
                   P. T. Mallings Bogtrykkeri.
                            -------
                              1871.




                             Forord.

Naar jeg har indladt mig paa at oversætte Njaals Saga, som allerede for
lang Tid tilbage foreligger i Oversættelse af den danske Professor N. M.
Petersen, da tror jeg derfor at burde anføre mine Grunde.

Ærkjender man, at denne Saga saavel paa Grund af sin ypperlige
Fremstilling som paa Grund af Indholdets Interesse hører til de
fortrinligste af den islandske Sagalitteraturs Frembringelser, og at
den som saadan i høy Grad fortjener at blive almen Læsning, vil mit
Arbeides Berettigelse formentlig ei være vanskelig at paavise. I den
Skikkelse nemlig, hvori Sagaen hidtil har været Almenheden tilgjængelig,
har den været til Hinder for, at den kunde vinde nogen almindelig
Udbredelse. Men hertil føier sig en Omstændighed af større Betydning.
Professor Petersens Oversættelse vil, hvilke Fortjenester den end
uimodsigelig besidder, neppe ret kunne tilfredstille en norsk Læser.
Dette er ikke Oversætterens Feil, men det danske Sprogs. Dansk og Norsk
vise sig, hvor nær de end staa hinanden, dog i visse Henseender at være
to forskjellige Sprog, ligesom de repreæsentere to forskjellige
Nationaliteter. Paa mange Gebeter af Litteraturen kommer dette ikke
synderlig tilsyne. I enhver Gren af Videnskaben kommer det saaledes
omtrent ut paa Et, hvad enten Gjenstanden er fremstillet i det danske
eller norske Sprog; begge ere i Norge og Danmark lige fattelige, og man
vil i Almindelighed ikke stødes ved noget Udtryk. Ganske anderledes
derimod, hvor man kommer ind paa det egentlig nationale Omraade, hvor
det gjælder en Fremstilling af Scener fra vor Natur, vort eller vore
Fædres Folkeliv, Scener, hvori vor eller vore Fædres Folkekarakter,
Sæder, Skikke og Eiendommeligheder gjennem talende og handlende
Personligheder stilles frem for vort Øie; her vil vi og saaledes
nødvendigvis ethvert Folk, for ret at føle os tiltalte, have Emnet
fremstillet i vort eget Maal; Fremstillingen favner ellers det hjemlige
Præg, den rette Naturtroskab. Man tænke sig t. Ex. Asbjørnsens og Moes
Eventyr eller Bjørnsons Fortællinger omstøbte i dansk Form, lad det være
af den mest udmærkede danske Fortæller og Stilist, jeg tør sige at de
vilde tabe uendeligt i enhver norsk Læsers Øine; Fortællingen vilde være
berøvet sin friske Duft, sin naturlighed og derigjennem sin
sympathetiske Magt. Nu er overnævnte Saga vistnok ikke i den Forstand
national, som hine Digtninger, men den har som hele den islandske
Sagalitteratur, for os den dybe nationale Interesse, som altid vil
knytte sig til de Værker, der minde et Folk om dets Fædres Liv og
Bedrifter. Jeg tror derfor, at en norsk Læser i Almindelighed ikke vil
føle sig tilfredsstillet ved at gjøre Bekjendtskab med denne Litteratur
gjennem det danske Sprog. Selv om han ikke kjender Originalen, vil det
let paatrænge sig ham, at det danske Sprog er for vegt til at gjengive
den Kraft, Fynd og Kjernefylde i Udtrykket, den Storslagenhed og
Djærvhed i Karakterer og Scener, som er Sagaen egen; man vil have en
Følelse af, at Fortællingen ei ganske er kommen til sin Ret, har tabt
sin antike Kolorit, sin Friskhed og Kraft. Denne samme Tanke ligger uden
Tvivl til Grund for professor P. A. Munchs Ytring i Fortalen til hans
Oversættelse af Snorre, hvor han, idet han omtaler Grundtvig
Oversættelse af det samme Verk, siger: «Det er muligt at den er national
dansk, men national norsk er den ikke.»

Nu vil uden Tvivl mange finde, at Sagaen gjennem mit Arbeide ikke er
bragt synderlig videre i den af mig paapegede Retning, end gjennem
Petersens, at den med andre Ord ei er national norsk nok, medens paa den
anden Side Andre maaske vil mene, at jeg er gaaet for vidt i at optage
usædvanlige Udtryk. Hertil maa bemerkes, at, saa forskjellig som Smagen
med Hensyn til det Sproglige gestalter sig hos os, vil det neppe paa
nogen Maade være muligt for Tiden at tilfredsstille alle Læsere. 

Hvad Versene i Sagaen angaar, ere alle Viser i drotkveden Form
udeladte, da det kan anses som godtgjort, at ingen af dem er digtet af
den Mand, i hvis Mund de legges, at de heller ikke ere blevne til
samtidig med de i Sagaens foralte Begivenheder, og at mange af dem
endog ere yngre end Sagaens Forfattelsestid og indskudte i dens Tekst
af Afskrivere. Hertil kommer, at de fleste af dem ere uden poetisk
Værd og kun kunstige Omskrivninger af Sagaens Ord. Medens Viserne i
andre Sagaer ofte ere en væsentlig Del af Fortællingen, gjøre de her
undertiden endog Brud paa den sproglige Sammenhæng og vise derved paa
det Tydeligste sin senere Oprindelse.

Inden jeg slutter, skylder jeg at udtale min særdeles Tak til Hr.
Professor Rygh, der som Medlem af Folkeoplysningsselskabets Bestyrelse
har vist mig megen Imødekommen, har havt den Godhed at gjennemgaa mit
Arbeide, og hvem jeg skylder mange Vink, Oplysninger og Bemærkninger,
som have havt en væsentlig Indflydelse saavel paa Oversættelse som paa
de den ledsagende Anmærkninger, hvoraf flere ere forfattede af ham,
ligesom de til Slutning tilføiede kronologiske Forklaringer og den
metriske Forms Gjennemførelse i Darradssangen skyldes hans velvillige
Bistand.

Bergen i Oktober 1871.
						Karl L. Sommerfelt.


			       Njaals Saga.
1) Høskuld og Rut.

Mørd hed en Mand, som blev kaldt Gigja. Han var Søn af Sighvat den
røde og boede paa Vold paa Rangaavoldene. Han var en mægtig Høvding,
meget kløgtig i Rettergang og saa lovstærk, at ingen Dom syntes lovlig,
uden han havde været med i den. Han havde en Datter, som hed Unn; hun
var en væn Kvinde, vel opdragen og gjæv og holdtes for det bedste Gifte
paa Rangaavoldene.

Nu vender Sagaen sig vester til Breidefjordsdalene. En Mand hed Høskuld.
Han var Søn af Dalakoll. Hans Moder hed Thorgerd og var Datter af
Thorstein den røde, Søn af Olav den hvide, Søn af Ingjald Helgessøn,
Ingjalds Moder var Thora, Datter af Sigurd Orm i Øie, Søn af Ragnar
Lodbrok. Thorstein rødes Moder var Unn den dybtænkte, Datter af Ketil
Flatnev (Fladnæse), Søn af Bjørn Bune, Søn af Grim Herse fra Sogn.
Høskuld boede paa Høskuldstad i Laksaadalen. Hans Broder hed Rut og
boede paa Rutstad. Han og Høskuld havde samme Moder men hans Fader var
Herjob. Rut var en vakker Mand, stor og stærk, færdig i Vaabenbrug, snil
og forstandig, strid mod sine Uvenner, men en god Raadgiver i store
Sager. Engang havde Høskuld Gjæstebud for sine Venner, og der var Rut,
hans Broder, og sad nærmest ved ham. Høskuld havde en Datter, som hed
Hallgerd. Hun legede paa Gulvet med de andre Piger. Hun havde et vakkert
Ansigt, var høi af Vækst, og hendes haar var fagert som Silke og saa
stort, at det naaede til Beltet. Høskuld falder paa hende. «Kom hid til
mig, Du,» siger han. Hun gik straks hen til ham, Han tog hende under
Hagen og kyssede hende. Derpaa gik hun bort. Da sagde Høskuld til Rut:
«Hvorledes synes du om den Pige? er hun ikke væn?» Rut taug dertil.
Høskuld talte til ham anden Gang. Da svarede Rut: «Væn nok er den Pige,
og Mange vil komme til at undgjælde for det; men det ved jeg ikke,
hvorfra Tyvsøine ere komne ind i vor Æt.» Da blev Høskuld vred, og det
var koldt mellem Brødrene i noen Tid. Hallgerds Brødre var Thorleif,
Fader til Bolle, Olav, Fader til Kjartan, og Baard. 


2) Rut fæster Unn Mørdsdatter.

Engang red de to Brødre, Høskuld og Rut, til Althinget[1]. Der var en
stor Mængde Folk tilstede. Da sagde Høskuld til Rut: «Det skulde jeg
ønske, Broder, at du vilde tænke paa dit Hus's Bedste og søge dig en
Hustru.» «Længe har jeg havt det i Tanke,» sagde Rut, «men jeg har
havt to Meninger derom. Nu vil jeg alligevel gjøre efter dit Sind. Men
hvor skal vi vende os hen?» Høskuld svarede: «Her er nu mange
Høvdinger paa Thinget, og der er nok at vælge imellom; men etsteds har
jeg især tænkt paa. Der er en Kvinde, som hedder Unn, hun er Datter af
Mørd Gigja, den kløgtigste Mand; han er her paa Thinget og ligesaa
hans Datter, og du kan se hende, om du vil.» Dagen etter, da Folk gik
til Lagretten[2], saa de udenfor ved Rangæingernes Bod nogle
stadseligt klædte Kvinder. Da sagde Høskuld til Rut: «Der er nu Unn,
som jeg talte til dig om. Hvad synes du om hende?» «Godt,» sagde han,
«men ikke ved jeg, om vi vil have Lykke sammen.» Dermed gaa de til
Lagretten. Mørd Sigja førte Sager, som han pleide, og gik siden hjem
til Boden. Høskuld og Rut stod op, gik til Mørds Bod og ind i
Boden. Mørd sad inderst i Boden. De hilsede ham. Han stod op, gik dem
imøde, tog Høskuld i Haanden, og satte sig ned hos ham, men Rut sad
igjen nærmest ved Høskuld. De talte nu om Mangt, og Høskuld endte med
at sige: «Jeg vil foreslaa dig en Handel. Rut vil gjerne blive din
Maag og kjøbe din Datter, og jeg skal Intet spare paa min Side.» Mørd
svarer: «Jeg ved, at du er stor Høvdig, men din Broder kjender jeg
ikke.» «Gjævere Mand er han, end jeg,» sagde Høskuld. «Du kommer til
at give ham meget med,» sagde Mørd, «thi min Datter skal have al Arven
efter mig.» «Du skal ikke behøve længe at vente paa mit Svar,» sagde
Høskuld. «Han skal have Kamnes og Rutstad op til Thraandsgil og et
Kjøbmansskib seilfærdigt.» Rut sagde da til Mørd: «Husk paa bonde, at
min Broder af Kjærlighed har gjort saa meget for mig; dersom du nu vil
tage Sagen under Overveielse, er det bedst, at du fremsætter
Vilkaarene.» «Dem har jeg betænkt,» svarede Mørd. «Hun skal have 60
Hundreder[3], og det skal øges med en Trediedel, naar hun er i din
Gaard. Men dersom I faa Arvinger, da skal I dele ligt.» «Det Vilkaar
gaar jeg ind paa,» sagde Rut; «lad os nu tage Vidner paa det.» Derpaa
stod de op, tog hinanden i Haand, og Mørd fæstede Rut sin Datter Unn.
Gjæstebudet skulde staa hos Mørd en halv Maaned efter Midsommer. Nu
ride baade Mørd og Brødrene hjem fra Thinget, og Brødrene fore vester
forbi Hallbjørnsvarderne. Da kom Thjostolv, Søn af Bjørn Gullbere
(Guldbærer) fra Røykjardal ridende imod dem og sagde dem, at et Skib
var kommet ind til Hvitaaen, og med det var Øssur, Ruts Farbroder,
kommen og vilde, at Rut skulde komme til ham saasnart som muligt. Da
Rut spurgte dette, bad han Høskuld følge sig til Skibet. Høskuld for
med. Da de kom til Skibet, hilsede Rut sin Frænde vel og
venligen. Øssur bød dem ind i Boden at drikke. Der blev nu taget af
deres Heste, og de gik ind og drak. Rut sagde til Øssur: «Nu skal du
ride vesterpaa med mig, Frænde, og være hos mig i Vinter.» «Det gaar
ikke an,» svarede Øssur; «thi jeg skal sige dig, din Broder Eivind er
død. Han gjorde dig til Arving paa Gulathing, og dersom du nu ikke
indfinder dig, vil dine Uvenner tage Arven.» «Hvorledes skal jeg da nu
bære mig ad, Broder,» siger Rut; «dette bliver en vanskelig Sag, siden
jeg allerede har beraadet mig paa Brullup.» Høskuld sagde: «Du skal
ride sydover og træffe Mørd. Bed ham saa at omgjøre Vilkaarene, saa at
hans Datter skal sidde tre Vintre i Fæste. Men jeg vil ride hjem og
flytte dine Varer ombord.» «Da vil jeg, at du skal tage Mel og Tømmer
og hvad andet du vil af Varerne,» sagde Rut. Han lod sine Heste hente
og red sydpaa, men Høskuld red vestover hjem. Tut kom øster paa
Rangaavoldene til Mørd og fik der god Modtagelse. Han forklarede Mørd,
hvorledes hans Sager stod, og bad ham sige sin Mening. «Hvormange
Penge gjælder det?» spurgte Mørd.  Rut sagde at det var 100 Mark[4],
dersom han fik det alt. Mørk svarede da: «Det er mange Penge mod Arven
efter mig. Du skal reise, hvis du vil.» Nu omgjorde de Overenskomsten,
og Unn skulde sidde tre Vintre i Fæste. Rut rider nu til sit Skib og
holder sig ved Skibet om Sommeren, til det var rustet. Høskuld førte
alt Gods, som Rut eiede, ombord. Rut overdrog Høskuld at styre hans
Penge der vester, medens han var i Norge.  Høskuld red hjem til sin
Gaard. Lidt efter fik de Bør og seilede til Havs. De var ude i tre
Uger, kom til Land ved Hernar[5] og seilede østover til Viken.

[1] Althinget kaldtes det for hele Island gjældende almindelige Thing,
    som holdtes een Gang om Aaret, omtrengt ved St. Hans Tid, og varede
    i 14 Dage. Thingstedet var Thingvoldene ved Øraraaen i Sønderlandet.

[2] Lagretten, der samledes ved hvert Althing, havde den lovgivende
    Myndighed og tildels Landsstyrelsen i den islandske Fristat. Den
    dannedes af alle Landets 39 goder (se om disse Anm. til Kap. 46)
    tilligemed 9 tilkaldte Mend, 3 for hver af de 3 Fjerdinger, som blot
    havde 9 Goder. Disse 48 Medlemmer skulde desuden hver nævne med sig
    som Raadgivere, saa at Lagretten ialt talte 144 Medlemmer, 48 med
    besluttende og 96 med raadgivende Stemme. Dens Formand var
    Lovsigemanden, den islandske Stats eneste egentlige Embedtsmand, som
    valgtes af Lagrettens selv. 

[3] Hundreder d. e. Alen Vadmel, hvorefter Værdien af Jordegods og
    Løsøre almindeligst regnedes paa Island. 

[4] d. e. Mark Sølv.

[5] Med Hernar menes udentvivl Henørne, nogle smaa Udøer i Bø Sogn,
    Manger Pgd. ved nordre Indøb til Bergen.

 
3) Rut i Norge hos Gunnhild.

Harald Graafeld raadede da for Norge. Han var Søn af Eirik Blodøks,
Søn af Harald Haarfagre. Hans Moder hed Gunnhild og var Datter af
Øssur Tote. De holdt da til øster i Konghelle. Ny spurgtes det, at et
Skib var kommet der øster til Viken, og staks Gunnhild hører dette,
spørger hun efter, hvad for islandske Mænd der var paa Skibet. Det
blev sagt hende, at der var en Mand, som hed Rut, og som var Brodersøn
af Øssur. «Det er let at forstaa,» sagde hun, «at han vil kreve sin
Arv; en Mand, som heder Sote, sidder inde med den.» Hun kalder
derefter paa sin Skosvend, som hed Øgmund. «Jeg vil sende dig til
Viken til Øssur og Rut,» sagde hun. «Du kan sige, at jeg byder dem
begge til mig i Vinter; jeg vil være deres Ven, og dersom Rut lyder
mine Raad, skal jeg have Øie med hans Pengesag og det Øvrige, som
ligger ham paa hjerte. Jeg skal ogsaa lægge et godt Ord ind for ham
hos Kongen.» Han for nu afsted og traf sammen med dem. Saasnart de
blev vidende om, at han var Gunnhilds Svend, tog de vel imod ham. Han
sagde dem sit Ærende i Stilhed. Siden samtalte de lønlig om, hvad de
skulde gjøre, og Øssur sagde til Rut: «Saa vidt jeg kan se, har vi nu
ikke mere end Et at gjøre; thi jeg kjender Gunnhilds Sind. Fare vi ei
til hende, vil hun straks jage os af Landet og rane alt vort Gods; men
dersom vi fare, vil hun gjøre os slig Ære, som hun har lovet.» Øgmund
for hjem, og da han kom til Gunnhild, sagde han hende Udfaldet af sit
Ærende, og at de vilde komme. «Det var at vente,» sagde hun; «thi Rut
er sagt at være en forstandig og gjæv Mand. Pas du nu paa, naar de
komme til Byen, og sig meg til.» Rut og hans Frænde fore øster til
Konghelle. Da de kom der, gik Frænder og Venner dem imøde og hilsede
dem venlig. De spurgte, om Kongen var i Byen, Det blev sagt dem, at
han var der. Siden mødte de Øgmund. Han bragte dem Gunnhilds Hilsen og
sagde, at hun for Folkesnaks Skyld ikke vilde byde dem til sig, før de
havde talt med Kongen; thi ellers saa det ud, som om hun var altfor
ivrig for at faa fat paa dem; men hun vilde bistaa dem, som hende
syntes, og Rut skulde være djærv i sin Tale til Kongen og bede ham om
en Plads i Hirden. «Her er ogsaa Stadsklæder, som hun sender dig,
Rut», sagde Øgmund; «i dem skal du gaa frem for Kongen,» Derpaa for
han tilbage igjen. Dagen efter sagde Rut: «Lad os gaa til Kongen.»
«Gjerne,» sagde Øssur. De var tolv i Følge; de Andre var alle deres
Frænder og Venner. De kom ind i Hallen, der Kongen sad ved
Drikkebordet; Rut gik først og hilsede Kongen. Han stirrede nøie paa
den velklædte Mand, og spurgte ham etter Navn. Han navngiver sig. «Er
du islandsk Mand?» siger Kongen. Han svarede, at saa var det. «Hva
drev dig hid til os?» «Min Hu til at se din Storhed, Herre, og det
tilmed, at jeg har en stor Arvesag her i Landet og vil trænge til dig,
hvis jeg skal faa Ret paa den.» Kongen siger: «Hver Mand har jeg
tilsagt Lov og Ret her i Landet; men hvilke flere Ærender har du her
hos os?» «Herre, jeg vil bede Eder om Hirdplads og at faa blive Eders
Mand.» Kongen tier til det. «Det synes mig, som den Mand byder dig den
største Ære,» siger Gunnhild; «thi var der mange hans Lige inden
Hirden, vilde det staa vel til med den.» «Er han en forstandig Mand?»
sagde Kongen. «Han er baade forstandig og driftig.» siger hun. Han
svarede: «Det ser mig ud, som min Moder vil at du skal have den
Verdighed, du søger om; men vor Ære og Landsens Skik tilsiger, at du
bier og kommer til os efter en halv Maaneds Frist. Da skal du vorde
min hirdmand; men min Moder faar tage dig i Kost til den Tid.»
Gunnhild sagde til Øgmund: «Følg du dem hjem til min Gaard og sørg
godt for dem.» Øgmund gik og de med ham. Han fulgte dem til en muret
Hal, hvor Væggende var tjeldede med de fagreste Tjeldinger[1]. Der var
ogsaa Gunnhilds Høisæde. Da sagde Øgmund: «Nu vil det santes, som jeg
sagde dig om Gunnhild. Her er hendes Høisæde, og der skal du sætte
dig, og du vil komme til at beholde det Sæde, om hun end selv kommer.»
Siden beværtede han dem. De havde ikke siddet længe, før Gunnhild kom
der. Rut vilde springe op og hilse hende. «Sid du,» sagde hun, «og du
skal have det Sæde, saalenge du er Gjæst hos mig.» Siden satte hun sig
hos Rut, og de drak.

De vare nu en halv Maaned Gjæster hos Gunnhild. Rut gav hende hundrede
Alen almindeligt Vadmel og tolv Vararfelder[2]. Gunnhild takker ham
for Gaven. Derpaa gik Rut bort efter først at have kysset og takket
hende.  Hun bad ham fare vel. Dagen efter gik han frem for Kongen med
tredive Mands Følge og hilsede ham. Kongen sagde: «Nu vil du vel, Rut,
at jeg skal holde det, som jeg lovede dig?» Derefter gjordes han til
Hirdmand.  «Hvor skal jeg sidde?» siger Rut. «Min Moder skal raade for
det,» siger Kongen. Hun gav ham et hæderligt Sæde, og han var hos
Kongen om Vinteren høit i Agt og Ære.

[1] Ved festlige Leiligheder blev Stuens Vegge tjeldede d. e. behængte
    med Tapeter, der som oftest bestod i hjemmevævede, figurerede
    Uldtepper.

[2] Vararseld kaldtes en svær folderig Kappe, af lodent Sauskind og Tøi.
    De gjordes især paa Island og udførtes herfra i Mængde til Norge. 


4) Rut drar til Danmark.

Om Vaaren spurgte han om Sote, at han var faret syd til Danmark med
Arven. Da gik Rut til Gunnhild og fortalte hende om hans Færd.
Gunnhild sagde: «Jeg skal give dig to Langskibe rustede med Mænd og
derimellem den uforfærdede Ulv Utvegin (den Utvættede), Høvdingen for
vore Gjæster[1]; men du maa gaa til Kongen, før du farer.» Rut gjorde
saa, og da han kom for Kongen, fortalte han ham om Sotes Færd, og at
han agtede at sætte efter ham. «Hvad Krigsmagt har min Moder givet dig
med?» sagde Kongen. «To Langskibe og Ulv Utvegin til Høvedsmand,»
siger Rut.  «En vakker Gave er det,» sagde Kongen; «nu vil jeg give
dig to Skibe til, og du vil dog komme til at behøve alt det Mandskab.»
Siden fulgte han Rut til Skibet og sagde ham Farvel. Derefter seilede
Rut sin Vei sydover.

[1] Gjæster kaldtes de Mænd i Kongens Hird, som besørgede det ytre
    Vagthold, og som det paalaa at fare Kongends Ærender omkring i
    Landet, især de mere farefulde og vanskelige.


5) Kamp med Atle i Øresund.

Atle hed en Mand. han var en Søn af Arnvid Jarl fra Østre
Gautland. Han havde forholdt Haakon Adelstens-Fostre Skat, og han og
Faderen havde rømt fra Jæmteland til Gautland. Derfra styrede Atle med
sit Mandskab ut paa Laagen[1] igjennem Stoksund og derpaa til Danmark
og lægger sig ude i Øresund. Han var lyst utlæg[2] baade af Danekongen
og Sveakongen. Rut holdt sydover til Øresund, og da han kom ned i
Sundet, ser han en Mængde Skibe der. «Hvad skal vi nu gjøre,
Islænding?» sagde Ulv. «Holde frem, som vi stevne,» svarede Rut;
«intet duer ufristet. Mit og Øssurs Skib skal fare først, men du kan
lægge dit Skib frem, som du synes.» «Sjelden har jeg brugt Andre til
Skjold for mig,» siger Ulf og lægger sin Skude frem jævnsides med
Ruts, og saaledes holde de frem i Sundet. Nu se de, som ligge i
Sundet, at der kommer Skibe imod dem. De sige det til Atle.  «Da
bliver der Gods at vinde,» svarede han. De gjorde sig nu paa alle
Skibene rede til Strid. «Mit Skib skal ligge midt i Flaaden,» siger
Atle.  Skibende rende nærmere, og faasnart de kom hinanden paa
Maalvidde, stod Atle opp og robte: «I fare uvarlig. Saa I ikke, at her
laa Hærskibe i Sundet? Hvad er Navnet paa Eders Høvding?» Rut
navngiver sig. «Hvis Mand er du?» siger Atle. «Harald Graafelds
Hirdmand.» Atle Mælte: «I lang Tid har vi Frænder været Eders Konger i
Norge mindre kjære.» «Din Ulykke er det.» siger Rut. «Siden vi nu har
truffet sammen,» siger Atle, «saa skal ikke du kunne fortelle Tidender
om det.» Dermed greb han et Spyd og skød det over paa Ruts Skib, og
det blev den Mands Bane, som det rammede. Nu kom Kampen i Gang; men
det gik sent for dem med at søge ind paa Ruts Skib. Ulf gik vel frem,
hug og stak eftersom det traf sig. Aasolv hed Atles Stavnbo. Han løb
op paa Ruts Skib og ble fire Mands Bane, før Rut blev det var. Han
vendte sig da imod ham og, da de mødtes, skjød Aasolv sit Spyd imod
Ruts Skjold og tvertigjennem det; men Rut hug til Aasolv, og det blev
hans Bane. Dette saa Ulf Utvegin og mælte: «Du hugger stort nu, Rut,
men du har og Meget at lønne Gunnhild for.» «Det bæres mig for.» siger
Rut, «som du taler med feig Mund.» Da ser Atle et bart Sted paa Ulv og
skjød sit Spyd igjennem ham. Nu bliver Striden varm. Atle løber op paa
Skibet til Rut og rydder raskt om sig. Øssur vender sig imod ham og
stak efter ham. Rut vender sig nu mod Atle. Han hug staks i Ruts
Skjold, saa det klovnede fra øverst til nederst. I det samme fik Atle
et Stenkast paa Handen, og Sværdet faldt fra ham. Rut greb Sværdet og
hug Foden unda ham. Derpaa gav han ham Banesaar. Her gjorde de nu
stort Bytte. De tog til sig de to bedste Skibe, og blev liggende der
en Stund. De og Sote fore saaledes om hinanden. Sote styrede
imildertid tilbake til Norge og kom ind ved Lungaarssiden[3] og gik
der iland. Der mødte han Øgmund, Gunnhilds Svend. Han kjender ham
straks og spørger: «Hvor længe tenker du at være her?» «Tre Nætter,»
siger Sote. «Hvor agter du dig da hen?» «Da agter jeg at drage vester
til England,» siger Sote, «og aldrig komme til Norge mer, saa længe
Gunnhild har Magten.  Øgmund gik sin Vei og finder Gunnhild, thi hun
og Gudrød, hendes Søn, vare i Nærheden paa Beitsle[4]. Øgmund sagde
Gunnhild, hva Sote havde i Sinde. Hun bad Gudrød tage ham af
Dage. Gudrød for straks afsted, kom uforvarende over Sote og lod ham
lede op paa Land og hænge, men tog hans Gods og førte det til sin
Moder. Hun satte Folk til at flytte Godset til Konghelle; siden for
hun ogsaa selv did. Rut kom tilbake om Høsten og havde lagt sig til
meget Gods. Han søgte straks Kongen og fik hos ham god Modtagelse. Han
bød Kongen at tage saa meget som han vilde af Godset, og han tog
trediedelen. Gunnhild sagde Rut, at hun havde taget Arven og ladet
Sote dræbe. Han takkede hende og gave hnde Hælvten med sig af Alt.

[1] Med dette Navn (det samme, som endnu brukes som Benævnelse for flere
    Elve og Vande i Norge) kaldtes i ældre Tid Vandet Mælaren i Sverige.

[2] d. e. fredløs (udenfor Loven).

[3] Lungaarssiden (ogsaa undertiden skrevet Limgaarssiden) kaldtes
    Kyststrækningen omtrent af det nuværende Nedenæs Amt (efter havnen
    Lundgaard, nu skrevet Lyngør).

[4] Beitsle kaldtes den Underholdning og Beværtning, som Kongen paa sine
    Reiser i Landet havde Ret til at kreve for sig og sit Følge af dem,
    der vare forlenede med kongeligt Gods. 


6) Tilbake til Island.

Rut var hos Kongen om Vinteren, og der vistes ham al Ære. Men da det
vaaredes, blev han meget stille. Gunnhild lægger Mærke til dette og
sagde til ham, da de var to ene: «Er du hysyg?» «Det er, som sagt er,»
svarede han, «at slemt er det for den, som i Uland (usselt Land) er
fostret.» «Vil du til Island?» siger hun. «Ja, dertil staar min hu.»
«Har du dig nogen Kvinde derude?» «Nei,» siger han. «Det har jeg dog
hørt for sandt,» siger hun. Dermed endtes deres Tale. Rut gik for
Kongen og hilsede ham. «Hvad vil du nu, Rut?» sagde Kongen. «Jeg vil
bede dig, Herre, at du vil give mig Orlov til at fare til Island,» «Er
din Ære der større, end her?» siger Kongen. «Det er den ikke,» svarede
Rut, «men Enhver faar gjøre, hvad laget er af Skjebnen.» «Dette er at
drage Reb med stærk Mand,» sagde Gunnhild; «giv du ham Lov til at
fare, som ham tjenligst er.» --- Da var der ussel Aaring i Landet, men
allikevel gav Gunnhild ham saa meget Mel, som han vilde have. Han
ruster sig nu til Udreisen, og Øssur med ham, og da de var
fuldfærdige, gik Rut til Kongen og Gunnhild. Hun tog ham med sig i
Enrum og sagde til ham: «Her er en Guldring, som jeg vil give dig;» og
hun spændte den om hans Arm. «Mangen god Gave har jeg faaet af dig,»
sagde Rut. Hun lagde Armene om hans Hals og kyssede ham og sagde: «Saa
sandt jeg har stor Magt over dig, som jeg mener, saa lægger jeg det
paa dig, at du ikke skal have nogen Glæde med den Kvinde paa Island,
som du tænker paa.» Rut lo til dette og gik. Han gaar nu til Kongen og
takker ham. Kongen talte venlig til ham og ønskede ham Lykke paa
Færden. Rut gik staks til Skibet, og han fik god Bør og tog Land i
Borgarfjorden. Straks Skibet var fortøiet, red Rut vesterpaa hjem, men
Øssur lod Skibet losse. Rut red frem paa Høskuldstad. Høskuld tog vel
imod ham, og Rut forteller ham alt om sine Færder. Siden sendte de Bud
østerover Aaerne til Mørd Gigja, at han skulde gjøre rede til
Brylluppet. Derefter red Brødrene til Skibet, og Høskuld gjorde Rut
Rede for hans Penge; de havde rentet sig godt, medens han var
borte. «Mindre bliver Lønnen, end fortjent kunde være,» siger Rut,
«men jeg vil give dig det Mel, du behøver paa din Gaard i Vinter.»
Siden trak de Skibet op paa Lunner og satte det i Nøst, men førte al
Ladningen vester til Dalene. Rut var hjemme paa Rutstad, til der var
sex Uger igjen til Vindernat; da gjorde Brødrene sig rede og Øssur med
dem til at ride øster til Ruts Bryllup, og de var sexti Mand i
Følge. De red, til de kom øster paa Rangaavoldene. Der var allerede
mange Bryllupsfolk komne. Mændene skikkedes til Sæde paa Langbænkene
og Kvinderne sad paa Pallen[1]. Bruden var temmelig stille. De drak nu
Bryllup, og Alt gik godt og vel. Mørd udreder Medgiften for sin
Datter, og hun rider vesterpaa med sin Husbonde. Rut gav hende
Raadighet over Alt indendørs, og det syntes Alle vel om, men Omgangen
mellem hende og Rut var lidet fortrolig, og saaledes varer det ved alt
til Vaaren. Da det vaaredes, havede Rut en Færd for sig til
Vestfjordene for at kræve ind, hvad han havde udestaaende for sin
Ladning, som han havde solgt. Før han for, talte hans Kone med
ham. «Mener du at komme hjem igjen, før Folk ride til Things?»
«Hvorledes det?» siger Rut. «Jeg vil ride til Things,» siger hun, «og
træffe min Fader.» «Ja, gjør det,» sagde han, «jeg vil ride med dig.»
«Det er ogsaa vel,» sagde hun. Derefter red han hjemmefra vester i
Fjordene, satte alle Pengene ud paa Rente og for saa hjem. Han ruster
sig nu til Althinget og lader alle sine Naboer ride med sig. Hans
Broder Høskuld var ogsaa med. Rut sagde til sin Kone: «Hvis du nu har
saa stor Hu til at fare til Things, som det lod paa dig, da gjør dig
rede og rid med mig.» Hun var straks rede og de ride til Thinget. Unn
gik til sin Faders Bod. Han modtog hende venlig, men Noget laa hande
tungt paa Sinde. Da han mærkede det, sagde han til hende: «Jeg har
seet dig gladere tilmode; hvad er det, du gaar og bærer paa?» Hun
brast i Graad og svarede ikke. Da sagde han til hende: «Hvorfor er du
rede til Things, naar du ikke vil betro dig til mig? Synes det dig
ikke godt der vester?» «Jeg skulde give al min Eie, at jeg aldrig var
kommen der,» svarede hun. «Det skal jeg snart faa Rede paa,» sagde
Mørd. Han sendte Bud efter Høskuld og Rut. De gik straks og, da de kom
til Mørd, stod han op og gik dem imøde; han hilsede dem venlig og bad
dem sidde. De talte længe og var vel forligte. Da sagde Mørd til
Høskuld: «Hvorfor tykkes min Datter saa ilde om sig der vester?» «Lad
hende sige til, om hun har nogen Klage at fremføre mod mig,» sagde
Rut. Men der blev Intet fremført mod Rut af hende. Da lod Rut utspørge
sine Naboer og Husfolk, hvorledes han var mod hende. De gav ham godt
Skudsmaal og sagde, at hun ganske raadede i det, som hun vilde. Da
sagde Mørd: «Hjem skal du fare og være fornøiet med dine Vilkaar; thi
alle Videsbyrd falde bedre for ham end for dig.» Siden red Rut hjem
fra Thinget og hans Kone med ham, og Alt var nu vel mellem dem om
Sommeren. Men da det vaaredes, blev det mindre godt, og det ble værre,
jo længer det led paa Vaaren. Rut havde en Færd for sig vester til
Fjordene og lyste, at han ikke vilde ride til Things. Unn, hans Kone,
sagde Intet til det. Rut for vester i Fjordene.

[1] d. e. Tverbænken, som gik tversover Stuen ligeoverfor
    Hovedindgangen, og paa hvilken Kvinderne almindelig sad. Langs
    Stuens to øvrige Vægge gik Langbænkene; hver af disse havde i
    Midten et Høisæde (Øndvege). Høisædet paa den nordre Langbænk var
    det fornemste Sæde. 


7) Rut og Unn.

Nu lider det frem til Thingtiden. Unn talte med Sigmund Øssurssøn og
spurgte, om han vilde ride til Things med hende. Han sagde, at han
ikke vilde reise dersom det var hans Frænde Rut imod. «Jeg vendte mig
til dig,» sagde hun «fordi jeg venter mig mest Venskab af dig.» «Jeg
skal gjøre det paa det Vilkaar,» svarede han, «at du skal ride tilbage
vestover med mig og ikke bruge nogen Underfundighed mot Rut eller
mig.» Hun lovede det. De ride da til Thinget. Mørd, hendes Fader, var
der. Han tog mod hende meget venlig og bad hende holde til i hans Bod,
medens Thinget stod paa. Hun gjorde saa. Mørd sagde: «Hvad har du at
sige mig om din Husbonde Rut?» Hun kvad nu en Vise, hvori hun gav Rut
et godt Skudsmaal i Alt, hvori han kunde raade sig selv, men paastod,
at han var bleven forhekset. Mørd ble stille ved dette og sagde: «Det
ligger dig nu paa Sinde, Datter, som du ikke vil, at nogen Anden end
jeg skal vide, og mig tror du vist bedst til at raade dig i denne
Sag.» De gik nu til Samtale etsteds, hvor Ingen hørte deres Ord. «Sig
mig nu Alt,» sagde Mørd, «som er Eder imellem og lad det ikke gjøre
dig forsagt.» «Lad saa ske,» siger hun og kvad to Viser, hvori hun
aabenbarer sin Grund til Klage over Rut og siger, at hun ønsker
Skilsmisse med ham. «Det gjorde du vel i, at du sagde mig dette,»
svarede Mørd. «Jeg skal nu give dig Raad, som vil hjælpe dig, dersom
du kan følge det og ikke afviger i Noget. Nu skal du først ride hjem
af Thinget; din Husbonde vil da være hjemkommen og tage vel imod
dig. Du skal være blid og føielig mod ham; han vil da synes, at det
har taget en god Vending med dig. Du skal ikke lade se nogen
Uvenlighed. Men naar det vaares, skal du gjøre dig syg og blive
liggende til Sengs. Rut vil ikke gjøre dig noen Gisning om din
Tilstand og ikke lade dig høre ilde for Noget; heller vil han bede
Alle pleie dig paa bedste Maade. Derefter vil han fare vester i
Fjordene og Sigmund med ham, og han vil flytte alle sine Penge fra
Fjordene vester og være borte længe om Sommeren. Men naar Folk ride
til Things, og Alle ere afsted, som agte at ride, da skal du staa op
og stevne Mænd til Færd med dig, og naar du er reisefærdig, skal du
gaa til din Husbondes Seng, og de Mænd med dig, som ere i dit
Følge. Du skal opnævne Vidner ved din Mands Seng og sige dig skilt fra
ham med lovlig Skilsmisse, saaledes som det rettest sker efter
Althings Vedtægt og almen Lov. Ligeens Vidnesopnævnelse skal du holde
foran Hoveddøren. Rid saa afsted og rid Laksaadalsheien og saa til
Holtevardeheien (thi der vil blive ledt efter dig bortover mod
Borgarfjorden) og rid, til du kommer hjem til mig. Jeg skal da se til
Sagen, og du skal aldri siden komme i hans Hænder.» Hun rider nu hjem
af Thinget. Rut var hjemkommen og modtog hende venlig; hun svarede vel
paa hans Tale og var blid mod ham. Samlivet mellem dem var godt den
Vinter. Men da det led paa Vaaren, blev hun syg og lagde sig til
Sengs. Rut for vester i Fjordene, men bad dem pleie hende vel, før han
for. Da det nu lider til Thingtid, gjorde hun sig rede til sin Færd og
for i Alt frem, som før blev sagt, og rider siden til Thinget. Mændene
i Heredet ledte efter hende, men fandt hende ikke. Mørd tog venlig mod
sin Datter og spurgte hende, hvorledes hun havde fulgt det Raad, hun
havde faaet. «Jeg har fulgt det i alle Dele,» siger hun. Hun gik til
Lovberget[1] og sagde sig skilt fra Rut. Dette tyktes Folk underlige
Tidender. Hun for hjem med sin Fader og kom aldrig der vester siden.

[1] Lovberget var en lang, smal og flad Fjeldknat paa Althingspladsen,
    paa de tre Sider omgivet af dybe og steile Kløfter. Paa den havde
    Lagretten sit Sæde, og derfra Lystes alle Kundgjørelser. 


8) Unns Skilsmisse fra Rut.

Rut kom hjem og blev meget overrasket, da hans Hustru var borte, men
han gik dog stille med det og var hjemme hele den Vinter og raadførte
sig ikke med Nogen om sin Sag. Sommeren efter red han til Althinget og
Høskuld, hans Broder, med ham, og de samlede mange Folk om sig. Da han
kom paa Thinget, spurgte han, om Mørd var der. Ham blev sagt, at saa
var. Alle mente nu, at de vilde tales ved om sin Sag, men det blev
ikke af. En Dag, da de og andre Thingmænd gik til Lovberget, nævnte
Mørd sig Vidner og lyste Pengesag imod Rut paa sin Datters Vegne, og
opgav Udbetaling og Udredelse under Straf af tre Marks Bod for
Rut. Han lyste Sagen til den Fjerdingsret[1], hvor den skulde komme
fore efter Loven. Han lyste lovlig Lysning under almen Stilhed paa
Lovberget. Men da han havde talt ud, svarede Rut: «Denne Sag, som
hører din Datter til, søger du mere af Pengegjerrighed og Stridslyst,
end med godvilje og Hæderlighed, og desuden har jeg Noget at fremføre
imod. Thi du har ikke endnu de Penge ihænde, som jeg farer med. Jeg
kundgjør nu høit og tydeligt, saa at de ere hørende Vidner, Alle som
paa Lovberget ere, at jeg stevner dig paa Holm. Der skal det gjælde
hele din Datters Fordring; jeg sætter ligesaa mange Penge imod, og den
af os, som vinder, skal have Begges Penge. Men dersom du ikke vil
slaaes med mig, skal du frafalde alt Krav paa Pengene.» Da taug Mørd
og raadførte sig med sine Venner og Frænder om Holmgangen. Jørund Gode
svarede ham: «Du behøver ikke at søge Raad hos os i denne Sag, thi du
ved, at, dersom du slaaes med Rut, vil du miste baade Livet og
Pengene. Han er vel faren; han er en stor kjæmpe og en uforfærdet
Mand.» Da kundgjorde Mørd, at han ikke vilde slaaes med Rut. Ved denne
Tidende blev der stort Raab og Ulyd paa Lovberget, og Mørd havde megen
Spot og Skam af det. Siden ride Folk hjem af Thinget. Høskuld og Rut
ride vestover til Røykjardal. De tok herberge paa Lund; der boede da
Thjostolv, Søn af Bjørn Gullbere. Det havde styrtregnet om Dagen, og
Folk var blevne vaade. Der blev nu gjort op store Baal mellem
langbænkene. Thjostolv Bonde sad imellem Høskuld og Rut; to Gutter som
vare paa Lægd hos Thjostolv, legede paa Gulvet, og en Gjentunge legede
med dem. De for med meget Fjas, thi de var uvittige. Den Ene af dem
sagde: «Jeg skal være Mørd og stevne dig til at miste din Kone og have
det til Klagemaal, at du ikke har gjort din Skyldighed mod hende.» Den
Anden svarede: «Jeg skal være Rut og forbyder dig alt Krav paa
Pengene, dersom du ikke tør slaaes med mig.» Dette sagde de nogle
Gange. Da blev der stor Latter paa Husfolket. Høskuld blev vred; han
slog til Gutten, ham som nævnte sig Mørd, med en Kjep, og Kjeppen traf
ham i Ansigtet, saa at det blødte. «Gaa ud med dig,» sagde han, «og
driv ikke Spot med os!» Rut sagde: «Kom hid til mig!» Gutten gjorde
saa. Rut drog en Guldring af sin Finger og gav ham den og sagde: «Gaa
nu, og vælt dig aldrig oftere ind paa Nogen.» Gutten gik og sagde:
«Alle mine Dage skal jeg mindes din Godhed.» Af dette fik Rut godt
Ord. Siden for de vestover hjem; og det var forbi med Trætten mellom
Rut og Mørd.

[1] Fjerdingsretterne var fire, een for hver af Landets Fjerdinger, og
    sammentraadete kun een Gang aarlig paa Althinget. De var paa den
    Tid, hvorom her tales, endnu Islands øverste Domstole. hver
    Fjerdingsret bestod af 36 (tre Tylvter) Dommere, opnævnte af
    Fjerdingens Goder. Den Fjerdingsret som menes her, er
    Vestfjerdingens (Vestfjordingernes); thi denne havde Rut hjemme, og
    enhver Sag skulde efter Loven dømmes af den Fjerdings Ret, som den
    Sagsøgte tilhørte Jvfr. Anm. til Kap 45.


9) Hallgerd Langbrog.

Nu er det at fortælle, at Hallgerd, Høskulds Datter, voxede op. Hun
var den væneste at se til af Kvinder og stor af Vækst; hun blev derfor
kaldet Langbrog. Hun havde fagert Haar og saa stort, at hun kunde
hylle sig med det; hun var ødsel og haard til Sinds. Thjostolv hed
hendes Fosterfader. Han var en Suderøing af Æt. Han var stærk og
vaabenfærdig og havde dræbt mange Mænd, men ikke bødt for nogen. Det
blev sagt, at han ikke bedrede Hallgerds Sind. En Mand hed
Thorvald. Han var Søn af Usviv og boede ude paa Medalfjeldsstrand paa
en Gaard, som kaldtes under Fjeld. Han var en rig Mand. Han eiede de
Øer, som kaldes Bjørnøerne; de ligge ude paa Breidefjorden. Derfra
havde han Skrei og Mel. Thorvald var en stærk Mand og høvisk i Omgang,
men noget hastig til Sinds. Det var en Gang, at han og hans Fader
talte om, hvor han skulde søge sig Gifte. Det var let at mærke, at han
syntes sig ikke at have Mange at vælge mellem. Da sagde Usviv: «Vil du
have Hallgerd Langbrog, Høskulds Datter?» «Ja, hende vil jeg have,»
siger han. «det høver lidet sammen,» sagde Usviv; «hun er strid, og du
er haardsindet og umedgjørlig.» «Der vil jeg dog friste,» siger han,
«og det er faafængt at tale mig fra det.» «Du har ogsaa Mest at vove,»
siger Usviv. Siden for de Frierfærd og kom frem paa Høskuldstad. De
fik god Modtagelse. De bar straks frem sit Ærende for Høskuld og
bragte Frieriet paa Bane. Han svarede: «Eders Kaar kjender jeg, men
jeg vil ikke svige Eder: min Datter er haard til Sinds, men om hendes
Udseende og Færd kan I selv se til.» «Sæt du Vilkaarene,» sagde
Thorvald; «thi ikke skal hendes Sind være til hinder for Kjøbet.»
Siden samtale de om Sagen, og Høskuld spurgte ikke sin Datter, thi han
saa hende gjerne gift. De blev forligte om hele Kjøbet. Thorvald
fæstede Hallgerd og red saa hjem.


10) Hallgerd gift med Thorvald.

Høskuld sagde Hallgerd Aftalen. Hun sagde «Nu har jeg faaet Syn for,
hvad længe har baarets mig fore, at du ikke holder saa meget af mig,
som du jævnlig sagde, siden du ikke fandt det værdt, at dette blev
omtalt for mig; desuden synes mig dette gifte ikke saa gjævt, som det,
du lovede mig.» Og det var let at mærke paa Alt, at hun syntes sig
bortkastet. «Jeg lægger ikke saa stor Vækt paa din Storagtighed,»
sagde Høskuld, «at den skulde staa i Veien for min Aftale; det skal
blive mig, som skal raade, og ikke dig, ifald Noget kommer os
imellem.» «Storagtige nok er I Frænder,» sagde hun, «og ikke er det
underligt, om jeg har noget af det.» Dermed gik hun sin Vei. Hun tyede
til sin Fosterfader, Thjostolv, fortalte ham, hvad der havdes fore, og
var tungsindet. «Vær du trøstig.» sagde Thjostolv; «du bliver nok gift
en Gang til, og da skal du blive spurgt; thi allesteds skal jeg gjøre
efter dit Sind, saanærsom hvor din Fader eller Rut er med.» Dermed var
deres Tale forbi. Høskuld gjorde sig rede til Gjæstebudet og red ud
for at indbyde Folk. Han kom til Rutstad og kaldte Rut ud til
Samtale. Høskuld sagde ham hele Aftalen og bød ha til Gjæstebuds. «Du
fortryder vel ikke paa, at jeg ikke budsendte dig, dengang Sagen
afgjordes?» sagde han. «Bedst syntes det mig, om jeg blev udenfor det
Hele,» sagde Rut; «thi ingen af Parterne vil blive lykkeligere af
dette; men dog vil jeg fare til Gildet, dersom det tykkes dig, at der
sker dig nogen Ære ved det.» «Vist tykkes mig det,» svarede Høskuld og
red derpaa hjem. Asviv og Thorvald bød ogsaa Folk sammen, og der blev
ikke budne Færre end Hundrede. En Mand hed Svan. Han boede i
Bjørnefjorden, nord for Steingrimsfjord. Svan var meget
troldkynding. Han var Hallgerds Morbroder. Han var trættekjær og slem
at have med at gjøre. Ham bød Hallgerd til Gjæstebudet og sendte
Thjostolv til ham. Svan for hjemmefra, og han og Thjostolv bleve gode
Venner. Nu komme Folk til Laget. Hallgerd sad paa Pallen og var i det
lystigste Lune. Thjostolv var alt som tiest i Samtale med hende, men
stundom talte han med Svan, og Folk undrede sig meget over deres
bestandige Samtale. Ved Gjæstebudet gik Alt, som det skulde. Høskuld
udredede Hallgerds Medgift paa Skillingen. Siden sagde han til Rut:
«Skal jeg fremlægge nogen Gaver?» «Du faar tidsnok Anledning til at
øde dine Penge for Hallgerd,» sagde Rut; «lad det være nok med det,
som er.»


11) Thorvalds Drab.

Thorvald red hjem fra Gjæstebudet, og hans Kone med ham, og Thjolstolv
var ogsaa med. Han fulgte hendes Hest, og de talte igjen sagte med
hinanden. Usviv vendte sig til sin Søn og sagde: «Nu, er du fornøiet
med Giftermaalet? Hvorledes faldt Talen mellem Eder?» «Vel,» sagde
han; «hun kunde ikke blidere være; du kan se det ogsaa; hun ler ved
hvert Ord.» «Jeg agter ikke hendes Latter saa god, som du lader til,»
siger Usviv; «men det vil nok senere sandes.» De ride, til de komme
hjem. Om Aftenen sad hun hos sin Husbonde og bænkede Thjostolv nærmest
indenfor sig. Thojstolv og Thorvald gav sig lidet ad med hinanden og
vekslede ikke mange Ord om Vinteren, og saaledes led det
fremover. Hallgerd var driftig, men ingen god Husholder; hun tog ogsaa
til Hjælp Alt hvad der var at faa i Naboskabet, men bortsumlede
Altsammen. Og da det led paa Vaarsiden, var Maden sluppet op, og det
skortede baade paa Mel og Skrei. Hallgerd gik da til Thorvald og
sagde: «Det gaar ikke an, at du sidder saaledes med Hænderne i
Skjødet; der mangler baade Mel og Skrei i Huset.» «Ikke Mindre har jeg
skaffet til Gaards i Aar, end jeg har været vant til,» sagde Thorvald,
«og det pleier at række lige frem paa Sommeren.» «Det kommer ikke mig
ved, om du har sultet dig og din Fader for at skrabe Penge sammen,»
svarede Hallgerd. Da blev Thorvald vred og slog til hende i Andsigtet,
saa at det blødte, gik saa sin Vei og kaldte Huskarlene med sig. De
stødte ud en Skude; i den kastede de sig, sex Mand, og roede ud til
Bjørnøerne efter Skrei og Mel.

Nu siges det om Hallgerd, at hun sad inde og var tung til
Sinds. Thojstolv kom hen til hende og saa, at hun havde en Skramme i
Ansigtet, og sagde: «Hvorledes er du bleven saa ilde tilredt?»
«Thorvald, min Husbonde, er det, som har voldt det,» sagde hun; «ikke
stor Hjælp havde jeg af dig den Gang, om du ellers bryder dig noget om
mig.» «Jeg viste af Ingenting,» sagde Thjostolv; «men jeg skal hevne
dette.» Dermed gik han sin Vei og ned til Fjæren og stødte ut en
Sexæring. I Haanden havde han en stor Øks, som han eiede, med
jernbeslaaet Skaft. han gaar i Baaden og roer ud til Bjørnøerne. Da
han kom der, havde alle Folk roet sin Vei undtagen Thorvald og hans
Følge. Han var i Færd med at stuve Varerne i Skuden, og hans Karle bar
ud paa. Under dette kom Thjostolv. Han hoppede over i Skuden, tog i
med ham og sagde: «Du duer ikke til sligt Arbeide; der er for liden
Magt i dig.» «Mener kanske du, du gjør det bedre?» sagde
Thorvald. «Der er ikke den Ting, vi to kan tage os for, som ikke jeg
gjør bedre end du,» sagde Thjostolv. «Den Kone er ilde gift, som du
eier, og Eders Samfærd burde ikke blive lang.» Thorvald greb en
Agnkniv, som laa ved Siden af ham, og stak efter Tjostolv; men han
havde kastet Øksen over Akselen og hug med den imod. Den traf Thorvald
i Armen og knuste Benet, saa Kniven faldt fra ham. Thostolv løftede
Øksen en Gang til og hug Thorvald i Hovedet; han havde straks Bane. 


12) Thjostolvs Flugt.

Da var Thorvalds Karle paa Nedveien med hver sin Børd. Thjostolv var
ikke raadløs. Han hug med begge Hænder i Baadsiden, saa at Bordene
klovnede to Tofterum over, og hoppede derefter over i sin egen
Baad. Men paa Skuden fossede Sjøen ind, og den sank med hele
Ladningen. Thorvalds Lig sank ogsaa, saa de ikke kunde se, hvorledes
han var medfaren, men det viste de, at han var død. Thjostolv roede
indover Fjorden; men de bad ham ilde fare og ønskede, han aldrig
maatte trives. Han svarede dem ikke og roede, til han kom hjem. Her
drog han Baaden op, gik op til Gaarden og holdt Øksen i Veiret; den
var ganske blodig. Hallgerd var ude og sagde: «Din Øks er blodig; hvad
har du øvet?» «Nu har jeg gjort saa meget, at du kan blive gift en
Gang til,» sagde Thjostolv. «Død siger du Thorvald da,» sagde
hun. «Saa er det,» sagde han, «og nu faar du finde paa et Raad for
mig.» «Det skal jeg,» siger hun; «jeg vil sende dig nord til
Bjørnefjorden til Svanshol. Svan, min Morbroder, vil tage imod dig med
begge Hænder, og han er saa kløgtig, at Ingen naar dig der.» Han
sadlede derefter en Hest, hun eiede, steg op og red nord til
Bjørnefjorden til Svanshol, hvor Svan tog imod ham med begge
Hænder. Svan sagde: «Slige kalder jeg Mænd, som ikke lade sig skræmme
af Alting; og jeg skal love dig, at dersom de lede efter dig her, da
skal de faa stor Skam af det.

Nu er at fortælle om Hallgerd, at hun bad sin Frænde, Ljot den svarte,
at følge sig og sadle Heste til dem, thi hun vilde hjem til sin
Fader. Han gjorde alt rede til deres Færd. Hun gik til sine Kister og
lukkede dem op. Derpaa kaldte hun for sig alt Husfolket og gav hver af
dem en Gave; de sørgede alle over hende. Nu rider hun hjem til sin
Fader, og han tog venlig mod hende, thi han havde ikke spurgt
Tidenden. «Hvorfor blev ikke Thorvald med dig?» spurgte Rut. «Han er
død,» svarede hun. «Det har Thjostolv voldt,» sagde Høskuld. Hun
svarede, at saa var det. «Det sandes altfor vel,» sagde Høskuld, «hvad
Rut sagde til mig, at der vilde komme stor Ulykke af dette Giftermaal;
men det nytter lidet at anke paa gjort Gjerning.»

Nu er at fortælle om Thorvalds Karle, at de bad sig laant en Baad ind
til Lands. De fik den straks og roede til Land ved Røykjanæs. Her fik
de fat paa Usviv og fortalte ham Tidenden. Han sagde: «Ilde ligger
den, som ilde har redet; nu bagefter ser jeg Alt, saaledes som det er
tilgaaet. Hallgerd har sendt Thjostolv til Bjørnefjorden, men hun er
reden hjem til sin Fader. Nu skal vi samle Folk og ride der nord efter
ham.» De gjorde saa, for ud for at bede med sig Folk, og de havde ikke
ondt for at faa Mandskab. De red til Steingrimsfjorden, derfra til
Ljotaadalen, derfra til Selaadalen og saa til Bjørnefjorden.

Paa Svanshol sad Svan og Thjostolv. Svan gispede stærkt og sagde: «Nu
er Usvivs Fylgjer paa Farten.» Da for Thjostolv op. «Følg med mig ud»,
sagde Svan; «det er ikke Meget, som behøves.» De gik ud begge. Svan
tog nu et Gjedeskind, svang det over sit Hoved og sagde: «Taage og
alskens Styghed og store Vidundere komme dem iveien, som søge efter
dig!»

Nu er at fortælle, at Usviv og hans Følge red op paa Halsen. Da kom en
tæt Skodde imod dem. «Det volder ingen Anden end Svan,» sider Usviv,
«og godt vilde det være, om ikke mere Slemt fulgte efter.» Lidt efter
lægger der sig et tykt Mørke for Øinene paa dem, saa at de Ingenting
saa. De faldt af Hesteryggen, mistede sine Heste og kom selv ud i
Myrer eller ind i Skogen, saa at de var nær ved at sætte til; de tabte
ogsaa sine Vaaben. Da sagde Usviv: «hvis jeg kunde finde mine Heste og
Vaaben, vilde jeg vende om,» og ikke før havde han sagt det, før de
kunde se lidt igjen og fandt Hestene og Vaabnene. Mange eggede endnu
til, at man skulde friste paany, og det blev gjort, men de samme
Undere kom dem i Veien, og saaledes gik det tre Gange. Da sagde Usviv:
Vi har ikke havt Lykken med os paa den Færd, men alligevel vil vi
vende om nu. Vi faa hitte paa et andet Raad; jeg tænker, det bliver
bedst at fare til Høskuld og bede ham om Bod for min Søn; der er Ret
at vente, hvor Nok er.» De ride nu til Breidefjordsdalene, og der er
Ingenting at fortælle om dem, før de kom frem paa Høskuldstad. Rut var
da der. Usviv kaldte Rut og Høskuld ud. De gik ud begge og hilsede paa
Usviv. Derefter begyndte de at samtale. Høskuld spurgte Usviv, hvor
han kom fra. Han sagde, at han havde været ude for at lede efter
Thjostolv, men havde ikke fundet ham. «Han er vist kommen nord til
Svanshol,» sagde Høskuld, «og det er ikke Alle givet at naa ham der.»
«Jeg er kommen her for at bede dig om Sønnebod,» sagde Ufviv. Høskuld
svarede: «Ikke har jeg dræbt din Søn, og ikke har jeg voldt ham Bane;
men jeg kan ikke fortænke dig i, at du vil friste at faa Bod heller.»
«Næsen er nær Øinene, Broder,» sagde Rut, «og der bliver ikke andet
Raad end at stille onde Tunger og bøde ham hans Søn, for saaledes at
bedre Sagen for din Datter. Det er den eneste Maade at undgaa
Folkesnak paa, og jo mindre det bliver talt om, des bedre.» «Vil du
være Opmand i Sagen,» sagde Høskuld. «Det skal jeg,» siger Rut, «og
jeg skal ikke spare dig i Dommen; thi, sandt at sige, saa har din
Datter voldt hans Bane.» Høskuld sad en Stund taus; derpaa stod han op
og sagde til Usviv: «Vil du da tage mig i Haand paa, at du vil lade
Sagen falde?» Usviv stod op og sagde til Høskuld: «Ikke er det jævnt
Forlig, at din Broder dømmer, men sandt at sige, har du talt saa
hæderligt i denne Sag, Rut, at jeg tror dig vel til at dømme i den.»
Dermed tog han Høskuld i Haand, og de forligtes saaledes, at Rut
skuldes være Opmand og afsige Dommen, før Usviv for hjem. Rut afsagde
nu dommen saaledes: «For Thorvalds Drab sætter jeg to[1] hundreder i
Sølv (det holdtes i den Tid for god Mandebod); du skal give Pengene
straks, Broder, og ærlig udrede det Hele.» Høskuld gjorde saa. Da
sagde Rut til Usviv: «Jeg vil give dig en god Kappe, som jeg havde med
mig udenlandsfra.» Han takkede ham for Gaven, og var nu vel fornøiet
med hvad han havde opnaaet og for hjem. Rut og Høskuld mødte siden hos
ham for at skifte efter den Døde. De og Usviv forligtes vel derom, og
de for hjem med Godset. Usviv er siden ude af Sagaen. Hallgerd bad
Høskuld om at faa Lov til at flytte hjem til ham; han føiede hende
deri, og der var længe meget Snak om Thorvalds Drab. Hallgerds Penge
forrentede sig til en stor Sum.

[1] Et Hundrede i Sølv antages at svare til 20 Ører Sølv eller 2½
    Mark Sølv (Marken deltes i 8 Ører og Øren igjen i 3 Ørtuger). 


13) Hallgerd gift med Glum.

Tre Brødre ere nævnte i Sagaen. Den Ene hed Thorarin, den Anden Rage,
og den Tredie Glum. De var Sønner af Olav den halte, meget gjæve Mænd
og velstaaende. Thorarin kaldtes med Kjendingsnavnet Ragebroder. Han
var bleven Lovsigemand[1] efter Ravn Høingssøn. Han var en sjelden
forstandig Mand. Han boede paa Varmaløk, og han og Glum holdt Hus
sammen. Glum havde længe været paa Udenlandsfærd; han var stor og
stærk og vakker at se til. Rage, deres Broder, var en stor
Drabsmand. Brødrene eiede Engø og Laugarnæs sydpaa. Glum og Thorarin
var engang i Samtale, og Thorarin spurgte Glum, om han agtede sig
udenlands, som han pleiede. «Jeg havde heller tænkt at slutte med
Kjøbmandsfærd nu,» svarede han. «Hvad har du da i Tanke? Vil du bede
dig en Kone?» «Det vilde jeg,» sider han, «dersom jeg kunde finde et
Gifte, jeg kunde være tjent med.» Thorarin regnede nu op de ugifte
Kvinder, som var i Borgarfjorden, og spurgte, om han vilde have nogen
af dem; han var i saa Tilfælde villig til at ride med ham. Han vilde
ikke have nogen af disse, svarede han. «Nævn da den, du vil have,»
sagde Thorarin. «Vil du vide det, saa heder hun Hallgerd og er Datter
af Høskuld vester i Dalene.» «Det bliver ikke med dig da, som sagt er,
at af Andres Skade skal En lære at tage sig i Vare; hun var gift med
En, og ham voldte hun Bane.» «Det er ikke rimeligt, at slig Ulykke
skal hænde en Gang til,» sagde Glum, «og det ved jeg nu vist, at mig
volder hun ikke Bane. Men vil du gjøre mig nogen Tjeneste, da rid med
mig paa Frierfærden.» «Ja, der er ikke Noget at gjøre ved det,» sagde
Thorarin; «det maa gaa sin Gang, som er saa laget.» Ofte førte Glum
dette paa Tale for Thorarin; han undslog sig længe, men omsider blev
det til, at de samlede sig Folk og red ti Mand i Følge vester til
Dalene og kom frem paa Høskuldstad. Høskuld tog venlig mod dem, og de
var der om Natten. Tidlig om Morgenen sender Høskuld Bud efter
Rut. Han kom. Høskuld stod ude, da han red ind paa Tunet. Han sagde
ham, hvad for Mænd der var komne. «Hvad mon de ville?» sagde Rut. «De
har ikke baaret frem noget Ærende for mig,» svarede Høskuld. «Dig er
det dog, deres Ærende gjælder,» siger Rut; «de vil bede om din Datter
Hallgerd, hvad vil du svare dem?» «Hvad tykkes dig raadeligst?»
spurgte Høskuld. «Godt og vel skal du svare, og tale ligeud baade om
det, som er vel og ilde hos hende.» Imedens Brødrene staa og tale
saaledes, komme Gjæsterne til. Høskuld tog venlig imod dem; Rut
hilsede paa begge Brødrene, baade Thorarin og Glum. Derefter gav de
sig i Tale, og Thorarin sagde: «Jeg er kommen hid med min Broder Glum,
i det Ærende at bede om din Datter, Hallgerd, til ham. Jeg kan sige
dig, at han er en brav Mand i alle Maader.» «Det ved jeg,» svarede
Høskuld, «at I er gjæve Mænd begge To; men alligevel faar jeg sige
det, som sandt er. Jeg har giftet hende bort en Gang før, og det blev
os til stor Ulykke.» «Det skal ikke være nogen Hindring,» sagde
Thorarin; «thi ikke skal Et gaa over Alle. Dette kan nok blive godt og
vel om hint gik ilde; til og med var det Thjostolv, som mest voldte
Skaden dengang.» Da sagde Rut: «Ja, det Raad maa jeg give Eder, dersom
I ikke vil tage Skræk af, hvorledes det før er gaaet med Hallgerds
Giftermaal, at Thostolv ikke faar blive med hende sydover, om det
bliver af; at han aldrig faar holde til der mere end tre Nætter ad
Gangen, medmindre Glum giver Lov dertil, og at han skal falde ubødt
for Glum Haands, om han er længer. Frit skal det staa Glum at give ham
Lov til det, men ikke er det mit Raad. Vi skal nu heller ikke fare ad
som sidst og holde det dulgt for Hallgerd; hun skal nu faa vide al
denne Underhandling og se Glum, og selv raade, om hun vil have ham
eller ikke; saa kan hun ikke give Andre Skylden, om det ikke gaar
vel. Alt skal her gaa aabent til.» «Det er nu, som altid,» sagde
Thorarin, «at det bliver bedst at følge dine Raad.» Der blev nu sendt
Bud efter Hallgerd, og hun kom tilstede; to andre Kvinder var med
hende. Hun havde over sig en blaa Silkekaabe, og under den havde hun
en Skarlagenskjortel og et Sølvbælte om Livet. Haaret naaede hende ned
til Brystet paa begge Sider, og hun havde slynget det under sit
Bælte. Hun satte sig ned mellem Rut og sin Fader. Hun hilsede Alle med
venlige Ord, talte vel og djærvt for sig og spurgte om Nyt. Derefter
var hun taus. Glum sagde: «Thorarin, min Broder, og jeg har talt med
din Fader, om vi kunde komme overens saaledes, at jeg kunde faa dig,
Hallgerd, saafremt det er din Vilje, som deres. Du faar nu sige fra,
som det sømmer sig en brav Kvinde, om det er efter dit Sind. Dersom du
har Noget imod at indlade dig med os, vil vi ikke tale mere om det.»
Hallgerd svarede: «Jeg ved, at I Brødre er gjæve Mænd, og at jeg nu
vil blive meget bedre gift end forrige Gang; men jeg vil vide, hvad I
har aftalt, og hvor langt I er komne i Eders Tale om Sagen. Du ser mig
ellers ud til, at jeg nok kan komme til at holde af dig, dersom vi
passe sammen.» Glum sagde hende selv hele deres Aftale Ord til andet
og spurgte Høskuld og Rut, om han havde sagt Alt saaledes, som det
var. Høskuld svarede Ja dertil. Hallgerd sagde da: «Saa vel som I har
laget denne Sag for mig, du, min Fader, og du Rut, saa vil jeg nu
gjøre efter Eders Raad, og denne Aftale skal staa, som I har gjort
den.» «Da bliver det bedst,» sagde Rut, «at Høskuld og jeg opnævne
Vidner, og at Hallgerd fæster sig selv, ifald Lovsigemanden finder det
ret.» «Ret er det,» siger Thorarin. Siden blev der holdt Skjøn over
Hallgerds Eiendom, og Glum skulde lægge til ligesaa Meget, og de
skulde eie Boet i Fællig. Siden fæstede Glum sig Hallgerd, og Brødrene
red sydover hjem. Høskuld skulde have Gjæstebudet hos sig. Det er nu
stille, til Folk ride til Gjestebuds.

[1] Lovsigemanden (jvfr. Anm. til Kap. 2) havde det Hverv at bevare
    loven, som i denne Tid endnu ikke var skriftlig optegnet, og
    fortolke den. Han var forpligtet til at besvare alle Spørgsmaal,
    som hvad der var gjældende Lov, som henvendtes til ham enten paa
    Thinget eller i hans Hjem, og han skulde hvert Aar paa Althinget
    «sige op Loven» for Thingalmuen, minst en Trediedel af den hvert
    Aar. Han var saaledes at betragte som «Landets levende Lovbog.»
    Desuden ledede han Lagrettens Forhandlinger. Han valgtes paa tre
    Aar af Lagretten.


14) Hallgerd og Glum.

Brødrene samlede mange Folk og havde et udvalgt Følge. De red til
Vest-Dalene[1] og kom til Høskuldstad. Der var folksomt i
Forveien. Høskuld og Rut optog den ene Langbænk, Brudgommen den anden;
Hallgerd sad paa Pallen og tede sig vel i alle Maader. Thjostolv gik
med Øksen i Haanden, men Ingen lod, som han saa det. Gjestebudet gik
sin Gang, godt og vel. Da det var forbi, for Hallgerd sydpaa med
dem. Da de kom syd til Varmaløk, spurgte Thorarin Hallgerd, om hun
vilde tage Husstellet. Hun vilde ikke det, sagde hun. Hun lagde
adskillig Baand paa sig om Vinteren, og Alle syntes nok saa godt om
hende. Om Vaaren talte Brødrene om sine Eiendomme, og Thorarin sagde:
«Jeg vil overdrage Eder Gaarden her paa Varmaløk, thi det ligger bedst
for Haanden for Eder. Men jeg vil fare syd til Laugarnæs og slaa mig
ned der. Engø skal vi have i Sameie.» Glum var fornøiet med
det. Thoraring flyttede nu sydpaa; de Andre blev boende, hvor de
var. Hallgerd fæstede sine Tjenestefolk. Hun var meget om sig, men
sløsede ogsaa meget. Om Sommeren fødte hun et Pigebarn. Glum spurgte
hende, hvad Barnet skulde hede. Hun svarede, at det skulde kaldes op
efter hendes Farmor og hede Thorgerd; thi hun stammede paa Faderssiden
Led for Led fra Sigurd Faavedsbane[2]. Barnet blev overøst med Vand og
fik dette Navn. Hun voksede op der og blev lig sin Moder af
Udseende. Glum og Hallgerd kom vel ud af det med hinanden, og det gik
saaledes fremover en Tid. Nordenfra Bjørnefjorden spurgtes det, at
Svan havde roet ud paa Fiske om Vaaren, og at der var kommet over ham
et fælt Østenveir, saa at han havde drevet i Land ved Veidilausa[3] og
der sat Livet til. Men Fiskere, som var paa Kallbak, tyktes sig at se
Svan gaa ind i Fjeldet Kallbakshorn og blive vel modtagen der. Somme
modsagde dette og mente, at det var bare Snak, men det var vist, at
Svan fandtes ingensteds hverken levende eller død. Da Hallgerd spurgte
dette, syntes det hende stor Skade, at hendes Morbroder var død. Glum
tilbød Thorarin at bytte Gaarde, men han vilde ikke det, «men hvis
jeg lever længer end du,» sagde han, «saa vil jeg have Varmaløk.» Glum
sagde Hallgerd dette. Hun svarede: «Det er ikke mere, end Thorarin har
Ret til at vente sig af os.»

[1] d. e. de Dale, som gaa op fra Breidefjorden i Vestfjerdingen. 

[2] Jvfr. Slægtregistret i 1ste Kapitel, hvoraf det sees, at Høskuld
    regnede sin Æt fra Ragnar Lodbrok; Ragnar var efter Sagnet gift
    med Sigurd Faavnesbanes Datter Aslaug.

[3] «Fiskeløs»


15) Thjostolv drar til Varmaløk

Thjostolv havde slaaet en af Høskulds Huskarle. Han jog derfor
Thjostolv bort. Han tog sin Hest og sine Vaaben og sagde til Høskuld:
«Nu farer jeg bort og kommer aldrig igjen.» «Det vil Ingen sørge
over,» siger Høskuld. Thjostolv red, til han kom til Varmaløk. Han
blev der vel modtagen af Hallgerd og ikke ilde af Glum. Han fortalte
Hallgerd, at hendes Fader havde jaget ham, og bad hende hjælpe sig.
Hun svarede ham, at hun ikke kunde give ham noget Løfte om at blive
der, før hun fik talt med Glum. «Er det godt mellem Eder?» siger han.
«Ja, vi er glade i hinanden,» sagde hun. Siden talte hun til Glum,
lagde Armene om hans Hals og sagde: «Du maa ikke sige Nei til det, jeg
vil bede dig om.» «Det skal jeg ikke,» sagde han, «dersom jeg gjør dig
nogen Tjeneste derved; hvad er det, du vil?» «Thjostolv er jaget bort
der vester,» sagde hun; «jeg vilde nu gjerne, du skulde give ham Lov
til at være her, men jeg skal ikke heller tage det haardt, om du ikke
synes om det.» Han sagde: «Efterdi du er saa snil, skal jeg føie dig,
men det siger jeg dig, at dersom han tager sig til Noget, som er ilde,
skal han fra Gaarden paa Øieblikket.» Hun gik til Thjostolv og
fortalte ham dette. Han svarede: «Du er snil, som du pleier at være.»
Siden var han der og var noksaa folkelig en Stund, men det blev snart
saaledes, at han syntes at forstyrre Altsammen. Han ænsede ikke, hvem
han lagde sig ud med, uden det var Hallgerd; men hun tog ham aldrig i
Forsvar, naar han var Uvenner med Nogen. Thorarin, Glums Broder, gik i
Rette med Glum, fordi han lod Thjostolv faa være der, og mente, at det
vilde ende ilde og gaa denne Gang, som den forrige, dersom han blev
der. Glum sagde ikke Noget derimod, men lod dog Alt gaa sin Gang. 


16) Glum slaar Hallgerd.

Det var en Gang om Høsten, at det gik smaat med at faa hjem Sauerne,
og mange Sauer var borte for Glum. Da sagde Glum til Thjostolv: «Bliv
med mine Karle op paa Fjeldet og se til, om I kan finde nogen af
Sauerne.» «Jeg er ikke nogen Fæleder,» svarede Thjostolv, «og om ikke
andet, er det mig nok, at jeg ikke vil gaa i dine Træles Hæle. Far
selv, saa skal jeg blive med dig.» Herom blev der et hvast Ordskifte
mellem dem. Hallgerd sad ude paa Gaarden; det var vakkert Veir. Glum
kom hen til hende og sagde: «Thjostolv og jeg har havt et slemt
Kjævleri med hinanden, og vi skal ikke blive længe sammen herefter.»
Han fortalte Alt, de havde sagt hinanden. Hallgerd tog Thjostolv i
Forsvar; det ene Ord tog det andet, og tilsidst slog Glum til hende og
sagde: «Jeg vil ikke trætte længer med dig.» Dermed gik han. Hun holdt
meget af ham og kunde ikke bjerge sig, men græd høilydt. Thjostolv kom
hen til hende og sagde: «Ilde er du medfaren; Sligt skulde ikke ofte
ske.» «Du skal ikke hevne dette,» sagde hun, «og ikke blande dig op i
det, hvorledes det saa ender mellem os.» Han gik bort med et lumsk
Grin.


17) Glums og Thjostolvs Drab.

Glum samlede Folk til at være med sig og lede efter Sauer, og Thostolv
lagede sig til og for med hem. De for opefter den søndre Røykjardal og
derefter op forbi Baugagil og saa sydover til Tverfell. Nogle sendte
Glum afsted til Sulufjeldene, og alle fandt de Sauer i Mængde. Andre
fore ned i Skorradal for at lede, og tilsidst var Glum og Thostolv to
ene. De gik sydover fra Tverfell og traf der en Flok Sauer, men var
skye; de drev dem nordover mod Fjeldet, men Sauerne kom sig op paa
Fjeldet for dem. Da skjældte de hinanden ud, og Thjostolv sagde til
Glum, at han ikke duede til Andet end at prygle Kjærringer. «Ondt
Følgeskab er en fri for, naar en ikke har det med hjemmefra.» sagde
Glum; «skal jeg tage imod Haansord af dig, Træl og Landstryger, som du
er!» «Det skal du komme til at vedgaa, at jeg ingen Træl er,» svarede
Tjostolv, «thi jeg skal ikke give mig for dig i nogen Ting.» Da blev
Glum vred og hug til ham med sin Haandøks. Han kastede sin Øks imod og
Glums Øks traf den ved Øiet og bed ind i skaftet to Fingre dybt. I
samme Øieblik hug Thjostolv igjen med sin Øks og traf Glum i Akselen,
saa at Akselbenet og Kravebenet knustes og Blødningen gik gik
indefter. Glum greb Tjostolv saa hardt med den ene Haand, at han faldt
overende ved det, men Glum kunde ikke holde Taget, thi Døden for paa
ham. Thjostolv dækkede Liget til med Sten og tog af ham en
Guldring. Han gik nu, til han kom til Varmaløk. Hallgerd stod ude og
saa, at Øksen var blodig. «Jeg ved ikke, hvad du vil synes nu,» sagde
han, «jeg har at melde dig, at Glum er dræbt.» «Det har du voldt,»
siger hun. «Saa er det,» sagde han. Hun lo koldt ved det og sagde: «Du
er ikke at spøge med, du.» «Hvad Raad har du nu for mig?» sagde
han. «Du faar fare til min Farbroder, Rut, han tager sig nok af dig.»
«Jeg ved ikke, om det er det bedste Raad,» siger han, «men alligevel
skal jeg lyde dig denne Gang,» og red vestover til Rutstad om
Natten. Han binder sin Hest bagom Husene, gaar derefter bort til Døren
og slaar et Slag paa den, saa at det dundrede. Derefter gaar han
nordom Husene. Rut havde ligget vaagen. Han for raskt op, rev paa sig
en Kofte, kippede Skoene paa Fødderne og greb sit Sværd. Han viklede
en Kappe om sin venste Haand og opover Armen. Folkene vaagnede, da han
gik ud. Han saa en stor Mand bag Husvæggen og kjendte Thjostolv. «Hvad
er paa Færde?» spurgte Rut. «Jeg har at melde dig Glums Drab,» svarede
Thjostolv. «Hvem har voldt det?» siger Rut. «Jeg bræbte ham,» svarer
Thjostolv. «Hvorfor red du hid?» «Hallgerd sendte mig til dig.» «Da er
det ikke hende, som har voldt dette,» sagde Rut og drog Sværdet. Det
saa Thjostolv og vilde ikke være den sidste og hug straks til Rut. Men
Rut gjorde et Kast paa sig, saa at han undgik Hugget, og stødte med
venstre Haand til Thjostolv Økseblad udvendig saa tvert, at Øksen drev
ud af Haanden paa ham. I samme Øieblik hug han med høire Haand
Thjostolv i Benet ovenfor Knæet, saa at Stumpen hang og dinglede,
sprang mod ham og stødte haardt til ham; endelig hug han ham i Hovedet
og gav ham Banesaar. Thjostolv faldt bagover paa Ryggen. I det samme
kom Ruts Huskarle ud og saa nu, hvad der var skeet. Rut lod Thjostolvs
Lig føre bort og grave ned. Derefter for han afsted til Høskuld og
sagde ham Glums Drab og ligesaa Thjostolvs. Han syntes, det var stor
Skade med Glum, men takkede ham for Drabet paa Thjostolv. Lidt efter
faar Thorarin Ragebroder spurgt, at Glum, hans Broder, var dræbt. Han
rider selv femtende vestover til Høskuldstad. Høskuld tog imod ham med
begge Hænder, og han blev der om Natten. Høskuld sendte straks Bud
efter Rut, at han maatte komme did. Han for staks, og Dagen efter
talte de mangt og meget om Glums Drab. «Vil du give mig nogen Bod for
min Broder?» sagde Thorarin; «jeg har mistet meget.» «Ikke har jeg
dræbt din Broder,» svarede Høskuld, «og ikke har min Datter voldt hans
Bane, men saasnart Rut fik det at vide, dræbte han Thjostolv.» Da taug
Thorarin og syntes, at der var mørke Udsigter for ham. «Lad os gjøre
hans Færd god,» sagde Rut; «det er vist, at han har mistet meget, og
det vil Alle prise os for. Lad os give ham Gaver og lad ham være vor
Ven bestandig herefter.» Og det blev saa, at Brødrene gav ham Gaver,
og han red sydover igjen. Han og Hallgerd skiftede Bosted om Vaaren;
hun for syd til Laugarnæs og han til Varmaløk, og Thorarin er ude af
Sagaen. 


18) Mørd Sigjas Død.

Nu er det at fortælle, at Mørd Sigja blev syg og døde. Dette blev
holdt for stor Skade. Unn, hans Datter, tog al Arven efter ham. Hun
var da ugift anden Gang. Hun sløsede meget og stelte sig uvittigt, saa
at hun maatte skille sig ved sit Løsord, og ikke eiede Andet end
Jordvei og Bøling. 


19) Gunnar paa Lidarende.

En Mand hed Gunnar; han var Unns Frænde. Hans Moder hed Rannveig og
har Datter af Sigfus, Søn af Sighvat den røde, som blev dræbt ved
Sandholefærge. Gunnars Fader hed Haamund og var Søn af Gunnar
Baugssøn, som Gunnarsholt er opkaldt efter. Haamunds Moder hed
Ravnhild; hun var Datter af Storolv Høingssøn. Storolv var Broder til
Ravn Lovsigemand og havde en Søn, som hed Orm den stærke. Gunnar
Haamundssøn boede paa Lidar-Ende i Fljotsliden. Han var stor af Vækst
og stærk og en Mester i alle Idrætter. Han hug og skjød med begge
Hænder, naar han vilde, og han svang Sværdet saa raskt, at det saa ud
som tre i Luften. Han skjøde bedst af Alle med Bud og traf Alt, som
han sigtede paa. Han sprang høiere end sin egen Høide i fulde
Hærklæder og ligesaa langt bagfor som fremfor sig. Han svømmede som en
Sæl. Der var ikke den Leg; hvori Nogen turde byde sig mod ham, og saa
har været sagt, at hans Lige ikke fandtes. Han var væn at se til, lys
af Hud og rød i Kinderne; hans Næse var ret og lidt opstaaende foran,
Øinene blaa og livlige, Haaret stort med vakkert Fald og Farve. Han
var høvisk og velopdragen, mandig og uforfærdet, gavmild og sagtmodig,
tro mod Venner, men vanskelig i Valg af dem. Han sad i Velstand. Hans
Broder hed Kolskjæg; han var stor og stærk, en brav Mand og paalidelig
i alle Dele. En anden Broder hed Hjort; han var da Smaagut. Orm
Skogarnev var Gunnars Frillebroder, han kommer ikke denne Saga
ved. Arngunn var Gunnars Søster; hun var gift med Roar Tungegode, Søn
af Une den ubaarne, Søn af Gardar, som fandt Island. Arngunns Søn var
Haamund Halte, som boede paa Haamundstad.


20) Njaal Thorgeirssøn.

Njaal hed en Mand. Han var Søn af Thorgeir Golner, Søn af
Thorolv. Njaals Moder hed Asgerd og var Datter af Askel Herse den
faamælte. Hun var reist herud til Island og havde taget sig Land
vestenfor Markarfljot mellem Øldustein og Seljalandsmule. Hendes Søn
var Holte-Thore, Fader til Thorleiv Kraak, som Skogværingerne er komne
fra, og til Thorgrim den store og Thorgeir Skorargeir. Njaal boede paa
Bergthorskvaal i Landøerne. En Gaard til havde han i
Thorolvsfell. Njaal sad i stor Velstand. Han var en vakker mand, men
havde ikke Skjæg. Han var saa lovstærk, at hans Mage ikke
fandtes. Dybtænkt var han og fremsynt, gav gjerne Raad og gav godt
Raad, saa at Alt slog til, som han raadede; han var sagtmodig og
veltænkende og løste hver Mands Vanskelighed, som tyede til
ham. Bergthora hed hans Kone. Hun var Skarphedins Datter. Det var en
dygtig Kone med godt Hjertelag, men noget strid af sig. De havde seks
Børn, tre Sønner og tre Døttre, og de komme alle frem i denne Saga
siden. 


21) Unn bæder Gunnar om Hjælp.

Nu er det at fortælle, at Unn havde mistet alt sit Løsøre. Hun for da
til Lidarende, og Gunnar tog venlig mod sin Frænke. Hun var der om
Natten. Dagen efter sad de ude og talte. Hun kom omsider frem med hvor
ondt hun havde for Penge. «Det er slemt,» sagde Gunnar. «Hvad Raad har
du at give mig?» sagde hun. «Du kan faa saa Meget, du behøver, af det,
jeg har ude paa Rente,» svarede han. «Jeg vil ikke øde dine Penge,»
siger hun. «Hvad vil du da gjøre?» «Jeg vil at du skal kræve mine
Penge hos Rut,» sagde hun. «Dertil er ikke Udsigt for mig,» sagde han;
«din Fader fik jo ikke de Penge ind, og han var en stor Lovmand, men
jeg kjender lidet til Loven.» «Rut drev den Sag mere med Trusler end
med Lov og Ret,» sagde hun; «min Fader var gammel, og Folk syntes, at
det var raadeligst for ham at give sig. Desuden har jeg ingen Frænde,
som kan paatage sig denne Sag, dersom ikke du trøster dig til det.»
«Jeg tør nok kræve disse Penge,» siger han, «men jeg ved ikke
hvorledes jeg skal tage Sagen op igjen.» «Reis og tal med Njaal paa
Bergthorskvaal[,]» sagde hun; [«]han har vist Raad at give dig; han er
ogsaa din gode Ven.» «Det tænker jeg nok, at han giver mig et godt
Raad, som alle Andre,» svarede Gunnar. Enden blev, at Gunnar paatog
sig Sagen. Han skaffede hende de Penge til hendes Hushold, som hun
behøvde, og hun for hjem. Gunnar rider nu til Njaal. Han tog vel imod
ham, og de begyndte straks at samtale. Gunnar sagde: «Jeg er kommen
for at faa et godt Raad hos dig.» «Mange af mine venner har Ret til at
vente det,» svarede Njaal, «men Ingen under jeg det bedre end dig.»
«Jeg vil sige dig,» sagde Gunnar, «at jeg har paataget mig for Unn at
kræve hendes Penge hos Rut.» «Det var en vanskelig Sag,» sagde Njaal,
«og det er stort Spørgsmaal om, hvorledes det gaar. Men alligevel skal
jeg give dig det Raad, som synes mig rimeligst; og dersom du følger
det i alle Maader, vil det slaa til; men dit Liv staar paa Spil, gjør
du ikke det.» siger Gunnar. Njaal sad nu en Stund taus, derefter sagde
han: «Nu har jeg tænkt over Sagen, og dette bliver det bedste.»


22) Njaals Raad til Gunnar.

«Du skal ride hjemmefra selvtredie. Du skal have en Uveirskappe yderst
og under den en brunstribet Kofte af simpelt Vadmel; derunder skal du
have dine gode Klæder, og en liden Øks i Haanden. To Heste skal I have
hver, en god og en mager, og du skal reise med Jernkram. I skal ride ud
straks om Morgenen, og naar I komme vester over Hvitaaen, skal du
sætte Hatten dybt ned i Panden. Da vil Folk spørge, hvad det er for en
sværvoksen Mand. Dine Følgesvende skal sige, at det er store Hedin
Kræmmer fra Øyjafjorden, som farer om med Jernkram. Han er en lei
Mand; Munden staar aldrig stille paa ham, og han tror sig at vide
Alt. Han slaar ofte op igjen fine Handeler og farer straks paa Folk
naar ikke Alt bliver, som han vil. Du skal ride vestover til
Borgerfjorden og allesteds byde dine Smedevarer og ofte gjøre dine
Handeler om igjen. Det Ord vil da komme ud, at Ingen er værre at have
med at gjøre, end Hedin Kræmmer, og at der slet ikke er løiet paa
ham. Du skal ride til Nordaadalen og saa til Rutafjord og til
Laksaadal, lige til du kommer til Høskuldstad. Der skal du holde til
om Natten og sidde nede ved Døren og lude med Hovedet. Høskuld vil da
sige, at Hedin Kræmmer er et Trold, og at Ingen maa give sig af med
ham. Morgenen efter skal du reise din Vei og fare indom Nabogaarden
til Rutstad. Der skal du byde ud dine Varer, komme frem med alt det,
som er daarligt, og skryde af det. Manden paa Gaarden vil se sig for,
og han vil finde Feilene. Du skal da rykke det fra ham og bruge grov
Mund mod ham. Han vil da sige, at det var ikke at vente, at du skulde
te dig anderledes mod ham, end mod alle Andre. Da skal du fare paa
ham, hvor lidet det end er din Vane, men vær ikke for haardhændt, at
du ikke skal blive kjendt.  Der vil da blive sendt en Mand til Rutstad
for at sige det til Rut, og at det var bedst at faa Eder skilt ad. Han
vil straks komme og bede dig med sig. Du skal tage derimod og hilse
paa Rut. Han vil gjengjælde din Hilsen. Du kommer til at blive bænket
paa den ringere Bænk lige imod Ruts Høisæde. Han vil spørge dig, om du
er fra Nordlandet. Du skal sige, at du er fra Øyjafjorden. Han vil da
spørge, om der er mange gjæve Mænd der. «Usseldom er der nok af,» skal
du sige. «Er du kjendt i Røykjardal?» vil han sige. «Jeg er kjendt
over hele Island,» svarer du. «Er der tapre Karle i Røykjardal?» vil
han sige. «Tyve og Kjeltringer er der,» skal du svare. Da vil Rut le
og synes, at det er Gammen. Talen vil ogsa komme paa Folk i
Østfjordingernes Fjerdig; ogsaa paa dem skal du have Noget at sige. I
vil komme til at tale om Rangaavoldene. Da skal du sige, at der er
mindst at spørge efter Mænd nu, siden Mørd Gigja er død; kvæd saa med
det samme en Vise, som Rut kan more sig ved, thi jeg ved du er
Skald. Rut vil spørge, hvorfor du saa vist tror at Ingen vil kunne
fylde Pladsen efter Mørd. Du skal svare, at han var saa kløgtig en
Mand og slig en Mester til at føre Sager, at han aldrig gjorde noget
Mistag. Han spørger da, om du kjender noget til, hvorledes det gik
mellem dem. «Det ved jeg,» skal du sige, «at han tok Konen fra dig og
du gjorde Intet ved det.» Da vil Rut svare: «Synes du ikke, at det
glap for ham, da han ikke fik Tag i Pengene og havde dog lagt an Sag?»
«Ja,» skal du svare, «du stevnede ham til Holmgang, men han var en
gammel Mand, og hans Venner raadede ham fra at slaaes med dig og
gjorde saaledes Ende paa Sagen.» «Det er sandt, at jeg gjorde det,»
vil Rut svare, «men ikke Andre end Hjemfødninger kunde mene, at det
var Lov; han kunde have taget Sagen op igjen paa andet Thing, hvis han
havde troet sig til det.» «Jeg ved det,» skal du sige. «Er du noget
kjendt med Loven?» vil han spørge. «Saa mente de dernord,» skal du
sige, «men alligevel vilde jeg gjerne høre, hvorledes En skulde tage
Sagen op.» «Hvad for en Sag mener du?» siger Rut. «Den, som egentlig
ikke angaar mig,» skal du sige, «hvorledes Unns Pengekrav skulde tages
op igjen.» «Stevnes maatte Sagen i mit Paahør eller paa mit lovlige
Hjemsted,» vil Rut sige. «Stevn nu da,» siger du; «saa vil jeg prøve
at gjøre det efter.» Rut stevner da, og du skal lægge nøie Mærke til
hvert Ord, han bruger. Derefter vil Rut sige, at du skal stevne. Du
skal gjøre det, men stevne vrangt, saa at ikke mere end andethvert Ord
er ret. Da vil Rut le og ikke tage nogen Mistanke, men dog sige, at
der ikke var meget i det, som var ret. Du skal skylde paa dine
Følgesvende og sige, at de har forstyrret dig; saa skal du bede Rut
sige det frem for dig og give dig Lov til at sige det efter. Han vil
ikke nægte dig det og igjen stevne Sagen. Du skal straks stevne efter
og da stevne ret og derefter spørge, om Stevningen var rigtig. Han vil
svare, at den kan ikke gjøres ugyldig. Da skal du sige høit, saa dine
Følgesvende høre det: «Jeg stevner Unn Mørdsdatters mig overdragne
Sag.» Naar saa Folk sovnede, skal I tage Eders Bidsler og Sadelredskab
og fare stille, gaa ud og bære Sadlerne op i Havnehagen til de fede
Heste og ride paa dem, men lade de andre gaa igjen. I skal ride opover
fra Fæhagen og holde Eder deroppe i tre Nætter. Saa længe omtrent vil
de fare omkring og lede efter Eder. Siden skal du ride sydover hjem,
men for det meste ride om Nætterne og ligge stille om Dagen. Vi skal
da ride til Things til Sommeren og støtte din Sag.» Gunnar takkede ham
og red hjem først. 


23) Gunnar stevner Rut.

Gunnar red hjemmefra to Nætter efter og to Mand med ham. De red, til
de kom paa Blaaskogheien; da mødte de Nogle, som spurgte, hvad det var
for en stor Mand, som havde dækket Ansigtet saa vel. Hans Følge sagde,
at det var Hedin Kræmmer. De sagde, at da var der ikke Fare for nogen
Værre efter, naar slig En for foran. Hedin lod straks, som han vilde
fare paa dem, men det blev dog saa, at de for hver sin Vei. Gunnar for
frem i alle Dele, som ham var foresagt, var paa Høskuldstad Natten
over og for derfra nedefter Dalen og kom til nabogaarden til
Rutstad. Der bød han frem Smedevarerne. Hedin for straks paa
Husbonden. Det blev sagt Rut. Han sendte Bud efter Hedin, som straks
for afsted og fik god modtagelse. Rut bænkede ham ligeimod sig. Deres
Ord faldt for det meste, som Njaal havde ment. Da Talen kom paa
Rangaavoldene, og Rut spurgte efter Mændene der, kvad han en Vise,
hvori han sagde, at paa Rangaavoldene var der mindst dygtige Folk
tilbage, men Mørd Gigja var stor i Kløgt og Magt og havde overstaaet
mangen navnkundig Dyst. «Du er Skald, hører jeg,» sagde Rut, «men har
du hørt, hvorledes det gik mellem mig og Mørd?» Hedin kvad da nok en
Vise; i den sagde han, at han vel vidste, at Mørd havde røvet Rut hans
Kone, og at Mørds Venner raadede ham fra at slaaes. Rut forklarede ham
nu, hvorledes det gik an at tage Sagen op igjen, og fremsagde
Stevningen først. Hedin sagde den efter og stevnede vrangt. Da smaalo
Rut og tog ingen Mistanke. Hedin bad da, at Rut skulde stevne en Gang
til; det gjorde han. Hedin stevnede nu paany, stevnede denne Gang ret
og tog sine Følgesvende til Vidne paa, at han stevnede Unn
Mørdsdatters ham overdragne Sag. Han lagde sig som de Andre om
Kvelden. Men straks Rut var sovnet, tog de sine Klæder og Vaaben, gik
ud og for til sine Heste, red over Elven og videre opover Laksaadalen
paa Hjardarholtsiden, saa langt Dalen rak; de holdt sig oppe i
Fjeldene mellem denne Dal og Haukadal og slog sig ned paa et Sted,
hvor Ingen kunde finde dem, medmindre han traf til at ride lige paa
dem. 

Høskuld vaagnede samme Nat paa Høskuldstad, vakte alt sit Husfolk og
sagde: «Jeg vil fortælle Eder en Drøm, jeg havde. Jeg syntes mig se en
stor Bjørn gaa ud af Gaarden her, og jeg var sikker paa, at jeg ikke
havde seet det Dyrs Mage. To Unger fulgte den og var i Samlag med
den. Den stevnede til Rutstad og gik ind paa Gaarden der. Siden
vaagnede jeg. Ny har jeg Lyst til at spørge Eder, hvad I saa af den
store Mand, som for her.» En svarede: «jeg saa, at der stak frem under
hans Ærme en Guldbord og rødt Klæde, og paa høire Arm havde han
Guldring.» «dette er ingen Andens Fylgje, end Gunnars fra Lidarende,»
sagde Høskuld. «Nu bagefter ser jeg det altsammen; vi skal ride bort
til Rutstad.» De gjorde saa. Rut laa i en lukket Seng og spurgte, hvem
de var, som var komne ind. Høskuld navngiver sig og spørger, om der er
Fremmedfolk. «Ja, Hedin Kræmmer er her.» «Det er nok større Karl, end
saa,» siger Høskuld; «jeg gjætter paa, at det har været Gunnar fra
Lidarende.» «Da har han været kløgtigere, end jeg,» siger Rut. «Hvad
er her gaaet for sig?» «Jeg sagde ham, hvorledes Unns Sag skulde tages
op igjen, og stevnede mig selv og han stevnede efter; han har nu faaet
Sagen i Gang og det paa ret og lovlig Maade.» «Det var det listigste
Paafund, En skulde have hørt,» sagde Høskuld, «og Gunnar har ikke
været alene om det. Njaal har nok været Mesteren for dette, thi Mage
til kløgtig Mand findes ikke.» De lede nu efter Hedin, men han er
forsvunden. Siden samlede de Folk og ledte efter dem i tre Dage, men
fandt dem ikke. Gunnar red ned fra Fjeldet sydover til Haukadal, tog
Veien østenfor Skard nord til Holtevardeheien og videre, til han kom
hjem. 


24) Gunnar og Rut paa Althinget

Gunnar red til Althinget. Rut og Høskuld red ogsa til Things og havde
mange Folk. Gunnar søgte denne Sag paa Thinget. Han opnævnte
Kvidmænd[1] i den. Rut og hans Følge havde tænkt at bruke Magten mod
ham, men de trøstede sig ikke til det. Gunnar gik nu hen til
Breidfjordingernes Ret. Han bød Rut lytte til sin Ed og Fremsigelse af
Sagen og alle Beviserne. Derefter aflagde han Ed og fremsagde
Sagen. Siden lod han fremføre Vidner paa, at Sagen var ordentlig
stevnet, og saa Vidner paa, at Sagen var ham overdraget. Njaal var
ikke tilstede i Retten. Tilslut bød Gunnar Modparten op til at
forsvare sig. Rut opnævnte Vidner og paastod Sagen ugyldig, fordi
Gunnar havde glemt tre Vidnesbyrd, som maatte fremkomme i Retten, det
første var det, som opnævntes foran Sengekarmen, det andet foran
Stuedøren, det tredie paa Lovberget[2].  Njaal var da kommen til
Retten og sagde, at han skulde faa bjerget Sagen og Søgsmaalet, hvis
de vilde forfølge den videre. «Nei, det vil jeg ikke,» sagde Gunnar;
«jeg giver Rut samme Vilkaar, som han gav Mørd, min Frænde. Er I
Brødre, Rut og Høskuld, saa nær, at I kan høre det, jeg siger?» «Ja,
vi høre,» sagde Rut; «hvad vil du?» Gunnar sagde: «Alle, som her er
tilstede, ere hørende Vidner paa, at jeg stevner dig, Rut, til
Holmgang; vi skal slaaes idag paa den Holme, som er i Øxaraaen. Men
vil du ikke slaaes med mig, saa udred alle Pengene idag.» Siden gik
Gunnar med hele sig Følge. Høskuld og Rut gik ogsaa hjem, og Sagen
blev hverken fremmet eller forsvaret videre. 

Rut sagde, da han kom ind i Boden: «Det har aldrig hændt mig før, at
nogen Mand har budt mig Holmgang og jeg har gaaet unda.» «Du akter nok
at slaaes,» sagde Høskuld, «men ikke skal det ske, dersom jeg raader,
thi du kan ikke mere maale dig med Gunnar, end Mørd kunde med dig; vi
skal heller begge hjælpes ad at udrede Pengene til Gunnar.» Siden
spurgte de Bønderne, hvad de vilde lægge til. De sagde alle, at de
vilde skyde til saameget, som Rut vilde. «Lad os da gaa til Gunnars
Bod,» sagde Høskuld, «og gjøre det af.» Dette blev sagt Gunnar. Han
gik ud i Boddøren. «Her er Pengene,» sagde Høskuld. «Utred dem,» De
udbetalte Pengene til sidste Skilling. «Nyd som du har høstet,» sagde
Høskuld. «Ilde vil du blive lønnet,» sagde Rut. «Det faar gaa, som det
kan,» svarede Gunnar. 

Høskuld og hans Følge gik hjem til hans Bod. Han var ilde tilmode og
sagde til Rut: «Mon Gunnar aldri skal komme til at lide for denne
Uret?» «Vist vil han det,» svarede Rut; «han vil nok komme til at lide
for det, men vi vil hverken have nogen Hevn eller Ære ved det; dog
skulde det ikke undre mig, om han kommer til at vende sig til vor Æt
for at søge Venner.» Her endte de sin Tale. Gunnar viste Njaal
Pengene. «Det er gaaet godt,» sagde Njaal. «Æren er din,» sagde
Gunnar. Folk ride nu hjem af Thinget, og Gunnar havde stor Ære af
Sagen. Han førte alle Pengene til Unn og vilde ikke have en Skilling
deraf, men sagde, at han nu syntes sig at have mere at vente af hende
og hendes Frænder, end af andre Folk. Hun sagde, at saa var.

[1] Saaledes har jeg tilladt mig at benævne Medlemmerne af den
    saakaldte Kvid d. e. et Slags Vidnesbyrd eller Sandsagn, der meget
    brugtes i den islandske Rettergang. «Ordet Kvid brukes baade om
    samtlige de Mænd, der aflagde Vidnesbyrdet eller afgave
    Sandsagnet, og om deres Vidnesbyrd selv. De Mænd, der udgjorde
    Kviden, behøvde ikke at være Øiesvidner i den Sag, hvorom de
    afgave Udsagn; det maatte kun være saadanne Mænd, som kunde
    antages for upartiske i Sagen, og som ifølge sin Stilling maatte
    have bedst Kjendskab til alle med den forbundne Omstændigheder. De
    havde at afgive sin Ærklæring under Ed. Kviderne anvendtes
    fornemmelig til at oplyse Hovedspørgsmaalet; egentlige Vidner
    brugtes for det meste kun til at bevise Formaliteterne.
    Kvidmændenes Antal var forskjelligt (12, 9, 5) efter Sagens
    Beskaffenhed og Vigtighed. Ved Drab, større Saar o. besl. brugtes
    der saakaldte Buakvid (Nabokvid) af 9 Medlemmer.» (Efter Keyser og
    Munch).

[2] Her menes, at Gunnar ikke i Retten havde fremført Videnesbyrd om,
    at Unn paa den foreskrevne Maade havde sagt sig skilt fra Rut paa
    disse tre Steder (se Kap. 7), og at der følgelig manglede Bevis
    for, at lovlig Skilsmisse havde fundet Sted.


25) Njaals Sønner.

En Mand hed Valgard den graa[1]. Han boede paa Hov ved Rangaa. Han var
Søn af Jørund Gode, Søn af Randve den taabelige, Søn af Valgard, Søn
af Ævar, Søn af Bemund Ordlokar, Søn af Thorolv Vogunev, Søn af
Thraand den gamle, Søn af Harald Hildetand, Søn af Rørek
Slønganbauge. Harald Hildetands Moder var Aud, Datter af Ivar
Vidsadme, Søn af Halvdan snjalle[sic]. Valgard den graa var Broder af
Ulv Aurgode, som Oddværingerne er komne fra. Ulv Aurgode var Fader til
Svart, Fader til Lodmund, Fader til Sigfus, Fader til Sæmund
Frode. Fra Valgard stammer Kolbein den unge. Brødrene Ulv Aurgode og
Valgard den graa for Frierfærd til Unn, og hun giftede sig med Valgard
uden at raadføre sig med nogen af sine Frænder. Det syntes Gunnar og
Njaal og mange Andre ilde, thi han var lumsk og ilde likt af Alle. De
fik sig en Søn, som hed Mørd; han kommer jævnlig frem i denne Saga. Da
han blev fuldvoxen, fattede han Had til alle sine Frænder, men
allermest til Gunnar. Han var ful og ondskabsfuld. Nu skal Njaals
Sønner nævnes. Skarphedin hed den ældste. Han var stor af Vækst og
stærk, god til at føre Vaaben, svømmede som en Sæl og var rappere paa
Foden end nogen anden Mand; rask og paalidelig var han, hans Ord havde
Fynd og Klem, men han var noget uorren i Munden; dog var han for det
meste rolig af sig. Han var en god Skald, Han havde brunt krøllet Haar
og vakre Øine, bleg Hudfarve og skarpe Ansigtstræk. Han havde en Bugt
paa Næsen, og Tandgarden laa høit paa ham, saa at Munden var meget
styg. Han havde et ægte Hærmandsudseende. Grim hed Njaals anden
Søn. Han var vakker at se til, vakrere end Skarphedin, med fagert
Haar, mørkt af Farve, stor og stærk. Helge hed den tredie Søn af
Njaal. Han var en vakker Mand med fager Haarvekst, en stærk Mand og
god Kjæmpe. Han var forstandig og fredsommelig af sig. Alle Njaals
Sønner var ugifte. Høskulds hed Njaals fjerde Søn; han var
Frillesøn. Hans Moder var Rodny, Datter af Høskuld og Søster til
Ingjald fra Kjelde. Njaal spurgte en Dag Skarphedin, om han vilde
gifte sig. Han bad sin Fader raade for det. Njaal veilede da for ham
til Thorhild, Datter af Randve fra Thorolvsfell; derfor eiede han
siden ogsaa denne Gaard. Skarphedin fik Thorhild, men holdt alligevel
til hos sin Fader til Enden. Grim friede til Astrid fra
Djupaabakke. Hun var Enke og meget rig. Grim fik hende, men blev dog
hos Njaal.  

[1] den lumske.


26) Asgrim Ellidagrimssøn.

Asgrim hed en Mand. Han var Søn af Ellidagrim, Søn af Asgrim, Søn af
Øndott Kraake. Hans Moder hed Jorunn og var Datter af Teit, Søn af
Ketilbjørn den gamle fra Mosfell. Teits Moder var Helga, Datter af
Thord, søn af Skegge, Søn af Rapp, Sun af Bjørn Bune, Søn af Grim
Herse fra Sogn. Jorunns Moder var Olov Aarbot, Datter af Bødvar Herse,
Søn af Vikingekaare. Asgrim Ellidagrimssøns Broder hed Sigfus. Hans
Datter var Thorgerd, Moder til Sigfus, Sæmund Frodes Fader. Asgrims
Fostbroder var Gauk Trandilssøn; han var den væneste Mand at se til og
ypperlig i alle Dele. Mellem de To gik det ilde, thi Asgrim dræbte
Gauk. Asgrim havde to Sønner, som begge to hed Thorhall. De vare begge
lovende Mænd. Grim hed ogsaa en Søn af Asgrim, og hans Datter
Thorhalla. Hun var den væneste Kvinde, En kunde se, og gjæv i alle
Maader. Njaal sagde en Dag til sin Søn Helge: «Jeg har tænkt ud en
Kone til dig, dersom du vil følge mit Raad.» «Vist vil jeg det,» sagde
han; «jeg vet, at du har baade Viljen og Evnen. Hvor tænker du dig
hen?» «Vi skal bede om Asgrim Ellidagrimssøns Datter; det er det
bedste Valg, vi kan gjøre.»


27) Helge gifter Thorhalla.

Lidt efter red de udover Thorsaa og for, til de kom til Tunge. Asgrim
var hjemme og tog vel mod dem, og de blev der om Natten. Om Dagen
talte de sammen; Njaal bar da frem Frieriet og bad om Thorhalla til
sin Søn Helge. Asgrim svarede vel til det og sagde, at der ikke
fandtes de Mænd, han heller vilde gjøre en slig Aftale med, end med
dem. De talte nu om Sagen, og det blev saa, at Asgrim fæstede sin
Datter til Helge, og Bryllupsstevne blev aftalt. Gunnar var med i
dette Gjæstebud og mange andre af de bedste Mænd. Da Laget var
tilende, bød Njaal Thorhall, Asgrims Søn, hjem til sig til Opfostring,
og han var hos Njaal længe siden efter. Han holdt mere af Njaal, end
af sin egen Fader. Njaal lærte ham Loven, saa at han blev den største
Lovmand paa Island i de Dage. 


28) Hallvard Hvide kommer til Island. 

Der kom et Skib fra Norge ind i Arnarbølsosen. Styresmanden hed
Hallvard Hvide og var fra Viken. Han tog Ophold paa Lidarende og var
hos Gunnar om Vinteren. Han bad Gunnar tidt og jævnt, at han skulde
gjøre en Reise udenlands; Gunnar svarede lidet paa det, men sagde ikke
heller rent ud Nei. Om Vaaren for han til Bergthorskvaal for at spørge
Njaal, om han syntes, det kunde være raadeligt for ham at gjøre en
slig Reise. «Vist synes det mig raadeligt,» svarede Njaal; «du vil
holdes for en Hædersmand, hvor du saa kommer.» «Vil du da paatage dig
at se til min Eiendom, medens jeg er borte, thi jeg vil, at Kolskjæg
skal fare med mig; jeg vilde gjerne, at du skulde hjælpe min Moder med
Gaardsdriften imens.» «Det skal ikke staa i Veien for din Reise.»
sagde Njaal; «jeg skal hjælpe til der saameget, du vil.» «Du er snil,
som du pleier,» sagde Gunnar. Han rider nu hjem. Nordmanden gav sig
paany i Færd med ham, at han maatte reise til Norge. Gunnar spørger,
om han havde gjort nogen Reise til andre Lande. Han sagde sig at have
seilet til alle dem, som laa mellem Norge og Gardarike «og saa har jeg
seilet til Bjarmeland.» «Vil du drage med mig i Østerveg[2]?» siger
Gunnar. «Ja, det vil jeg gjerne,» svarede han. Siden aftalte Gunnar
sin Færd med ham. Njaal tog Tilsynet med al Gunnars Eiendom. 

[1] D. e. til Østersø-Landene. 


29) Gunnar drar til Norge.

Gunnar for udenlands og Kolskjæg med ham. De seilede til Tunsberg og
var der om Vinteren. Da havde der været Høvdingeskifte i Norge. Harald
Graafeld og Gunnhild var døde, og Haakon Jarl den onde, Søn af Sigurd,
Søn af Haakon Grjotgardssøn, raadede nu for Riget. Haakons Moder var
Bergliot, Datter af Thore Jarl; hendes Moder var Olov Aarbot, som var
Harald Haarfagres Datter. Hallvard spørger Gunnar, om han agtede sig
til Haakon Jarl. «Nei, det gjør jeg ikke,» svarede Gunnar; «har du
noget Langskib?» «Jeg har to,» siger han. «Da vilde jeg helst, at vi
skulde fare paa Hærtog,» sagde Gunnar; «lad os tinge Mænd med os.»
«Jeg vil, som du,» svarede Hallvard. Nu for de til Viken og tog der de
to Skibe og rustede dem til Færden. De havde ikke vanskeligt for Folk;
thi der gik stort Ord om Gunnar. «Hvor vil du hen?» siger Gunnar. «Jeg
vil Østover til Hisingen[1],» svarer Hallvard, «til min Frænde Ølve.»
«Hvad vil du ham?» spurgte Gunnar. «Han er en gild Mand, og han vil
øge vor Styrke til Reisen.» «Lad os fare til ham da,» sagde
Gunnar. Straks de var færdige, holdt de øster til Hisingen og blev der
vel modtagne. Gunnar havde ikke været der længe, før Ølve lagde stor
Elsk paa ham. Han spurgte om Meningen med deres Færd. Hallvard siger,
at Gunnar agter sig paa Hærtog for at samle sig Gods. «Det er der
ingen Mening i,» sagde Ølve, «saa lidet Mandskab som I har.» «Du kan
jo hjælpe til,» siger Hallvard. «ja, det er ogsaa min Agt at hjælpe
Gunnar med Noget,» siger Ølve, «og hvorvel du har Frændskab at regne
paa hos mig, gjør jeg dog endnu Mere for Gunnars Skyld.» «Hvad vil du
lægge til da?» spurgte Hallvard. «To Langskibe, det ene en
Tyvesesse[2], det andet en Tredivesesse.» «Hvor skal vi faa Mandskab
fra?» sagde Hallvard. «Jeg skal bemande det ene med mine Huskarle, det
andet med Bønder; men jeg har spurgt, at der er kommen Ufred i
Elven[3], og jeg ved ikke om I kan komme ud; thi de ligge i Elven.»
«Hvem?» siger Hallvard. «Det er to Brødre,» sagde Ølve; «den ene heder
Vandil, den anden Karle; de er Sønner af Snjolv den gamle fra
Øster-Gautland.» Hallvard fortalte Gunnar, at Ølve havde givet dem to
Skibe. Gunnar blev glad derover. De rustede sig nu, til de var
fuldfærdige, og Gunnar og Hallvard gik derefter til Ølve og takkede
ham. Han bad dem vogte sig for Brødrene.

[1] Øen, som dannes af Gøta-Elvens Arme ved dens Udløb.

[2] Et Fartøi med tyve Sæder for Rorsfolkene eller tyve Par Aarer. 

[3] Gøta-Elven.


30) Gunnar paa Hærtog.

Gunnar holdt nu ud efter Elven; han og Kolskjæg var begge paa det ene
Skib, og Hallvard paa det andet. De se snart Skibene foran sig. Da
sagde Gunnar: «Det er bedst, at vi er færdige, om de skulde fare paa
os; men vi vil ikke have Noget med dem at gjøre ellers.» De gjorde saa
og gjorde Alt klart paa sine Skibe. De Andre skilte Skibene ad, saa at
der blev en Aabning mellem dem. Gunnar for frem mellem Skibene. Vandil
greb da en Stavnljaa og kastede den fra sit Skib bort paa Gunnars og
trak det straks til sig. Ølve havde givet Gunnar et godt Sværd. Han
havde ikke faaet Hjelmen sat paa sig endnu, men han sprang over paa
Forstavnen af Vandils Skib, svang Sværdet og hug øieblikkelig en Mand
Bane. Karle lagde til med sit Skib paa den anden Side og skjød et Spyd
tværsover Gunnars Skib, og det stevnede mod ham midt paa Livet. Gunnar
ser dette og vender sig saa raskt, at man ikke kunde følge ham med
Øinene, greb Spydet med den venstre Haand og skjød det over paa Skibet
til Karle; det ble Mands Bane. Kolskjæg tog et Anker og slyngede det
over i Karles Skib, og Kloen gik tversigjennem Skibsvæggen, saa at
sjøen fossede ind. Alle Folkene sprang da over paa de andre
Skibe. Gunnar hoppede nu tilbage paa sit eget Skib; da kom Hallvard
til, og der blev en hvas Strid. Mandskabet saa, at de havde en
Høvedsmand, de kunde lide paa, og Hver gjorde hvad han magtede. Gunnar
snart hug snart skjød, og mangen Mand fik Bane for ham. Kolskjæg
fulgte ham vel. Karle løb op paa Skibet til sin Broder Vandil, og
derfra kjæmpede de begge om Dagen. Kolskjæg tog sig en liden Hvile paa
Gunnars Skib. Gunnar ser det og kvæder en Vise, hvori han siger, at
Kolskjæg havde været bedre mod Ørn og Ravn, som han havde mættet med
Blod, end mod sig selv, saa tørst som han var bleven under
Striden. Kolskjæg tog da en Bolle fuld af Mjød, drak og sloges saa
paany. Tilslut sprang begge Brødrene over paa Vandils Skib, og
Kolskjæg fulgte den ene Skibsside, Gunnar den anden. Mod Gunnar gik
Vandil, hug straks til ham og traf i Skjoldet. Gunnar gjorde et Ryk i
Skjoldet, just som Sværdet stod fast i det, saa at Klingen brast under
Hjaltet. Gunnar hug nu igjen, og det syntes som tre Sværd i Luften, saa
at Vandil ikke saa hvorledes han skulde dække sig. Gunnar hug da
begge Benene unda ham. Kolskjæg rendte Spydet igjennem Karle. Derefter
tog de stort Hærfang. De holdt derfra sydover til Danmark og saa
østover til Smaaland og havde altid Seier. De styrede ikke hjem igjen
om Høsten. Sommeren efter holdt de østover til Reval; der mødte de
Vikinger, sloges straks og fik Seier. Siden styrede de til Øsel og laa
der en stund under et Næs. De saa en Mand komme ned af Næsset. Gunnar
gik op paa Land for at tale med Manden. Gunnar spørger ham efter Navn;
han kaldte sig Tove. Gunnar spørger, hvad han vilde. «Det er dig, jeg
søger,» sagde han; «der ligger Hærskibe paa den anden Side under
Næsset, og jeg skal sige dig, hvem Høvedsmændene er. Det er to Brødre;
den ene heder Hallgrim, den anden Kolskjæg. Det er de drabeligste
Hærmænd, jeg ved, og dertilmed har de saa ypperlige Vaaben, at Magen
ikke findes. Hallgrim har en Atgeir[1], som han har faaet forhekset,
saa at ikke andet Vaaben skal blive hans Bane, end den. Den har ogsaa
det ved sig, at En straks kan vide, naar den er brukt til Drab; thi
det synger i den forud, saa at det kan høres langt borte. Kolskjæg har
et Saks[2]; det er ogsaa et ypperlig Vaaben. Desuden har de en halv
Gang til saa mange Folk som I. Gods har de i Mangfoldighed, og det har
de gjemt oppe paa Land; jeg ved vel, hvor det er. De har sendt et Skib
paa Udkig frem om Næsset og vide allerede af Eder. De ruste sig nu af
al Magt og agte at lægge imod Eder, straks de er rede. I har nu Et af
To at gjøre, enten holde unda straks eller gjøre Eder rede til Kamp
paa Øieblikket. Ifall I faa Seier, skal jeg vise dig Vei, saa du
finder alt Godset,» Gunnar gav ham en Fingerring af Guld, gik derefter
tilbage til sin Folk og sagde dem, at der laa Hærskibe paa hin Side
Næsset. «De vide alt af os; lad os tage vore Vaaben og lage os vel
til; thi nu er der Noget at vinde.» De gjorde sig nu rede, og da de
var rustede, saa de, at Skibe kom farende imod dem. Kampen var nu
snart i Gang; de sloges længe, og der blev stort Mandefald. Gunnar
fældte mangen Mand. Hallgrim og hans Broder løb paa Skibet til
Gunnar. Gunnar vendte sig imod ham. Hallgrim stak efter ham med
Atgeiren. Der gik en Bom tvertover Skibet, og Gunnar sprang tilbage
over den baglænds, men sit Skjold holdt han foran Bommen; Hallgrim
traf i dette, saa at Atgeiren gik tvertigjennem det og ind i
Bommen. Gunnar hug nu til ham over Armen, saa at den blev skamslaaet,
men Eggen bed ikke. Atgeiren faldt da fra ham. Gunnar tog Atgeiren og
rendte den gjennem Hallgrim, og kvad saa en Vise, hvori han roste sig
af at have fældet Hallgrim trods den Trolddom, som fulgte hans Vaaben,
og lovede at bære Atgeiren til sit Livs Ende, og det holdt Gunnar, at
han bar den, saa længe han levede. De to Navner Kolskjæg havde truffet
sammen, og de var næsten jævngode. Gunnar kom til og hug Kolskjæg
Banehug. Vikingerne bad da om Grid[3]. Gunnar tilsagde dem det. Han
lod nu Valen ransage og tog det Gods, som de døde Mænd havde eiet; men
dem, som han havde givet Grid, lod han beholde sine Vaaben og Klæder
og bad dem fare til sin Fosterjord. De styrede bort; men Gunnar tog
alt det Gods, som var efter. Tove kom til Gunnar efter Slaget og bød
sig til at følge ham til det Gods, som Vikingerne havde gjemt, og
sagde, at det baade var mere og bedre, end det, de alt havde
taget. Gunnar vilde gjerne det. Han gik da i Land; Tove gik foran til
Skoven og Gunnar efter. De kom til et Sted, hvor der var lagt opp en
stor Tømmerhob. Tove sagde, at derunder laa Godset. De kastede da
Tømmeret af og fandt baade Guld og Sølv, Klæder og gode Vaaben. De
bære det altsammen til Skibene. Gunnar spørger Tove, hvad han vilde
have til Løn. Tove svarede: «Jeg er en dansk Mand af Æt og vilde
gjerne, at du skulde fragte mig hjem igjen til mine Frænder.» Gunnar
spørger, hvorfor han var i Østerveg. «Jeg blev hærtagen af Vikinger,»
svarede Tove, «og kastet i Land her paa Øsel; og her har jeg været
siden. 

[1] Et Slags svært Spyd, som brugtes til Hug og Stik.

[2] Et enegget Sværd. 

[3] Fred og Sikkerhed.


31) Gunnar hos Harald Gormssøn og Haakon Jarl.

Gunnar tog ham med og sagde til Kolskjæg og Hallvard: «Nu skal vi
holde nordover.» De var vel fornøiede med det og bad ham raade. Gunnar
seilede fra Østerveg med meget Gods; han havde to Skibe og styrede til
Heideby[1] i Danmark. Kong Harald Gormssøn var oppe i Landet der. Han
hørte tale om Gunnar og tilmed, at hans Mage ikke fandtes paa
Island. Han sendte en Mand til ham for at byde ham til sig. Gunnar for
straks til Kongen. Han tog vel mod ham og bænkede ham nærmest ved
sig. Der var Gunnar en halv Maaned. Kongen havde Gammen af at lade
Gunnar prøve forskjellige Idrætter med sine Mænd; der var Ingen, som
kunde maale sig med ham i nogen af dem. Kongen sagde til Gunnar: «Det
ser mig ud, som det vilde være vanskeligt at finde din Jævnlige.»
Kongen tilbød sig at skaffe Gunnar Gifte og stor Magt, dersom han
vilde slaa sig ned der. Gunnar takkede Kongen for Tilbudet og sagde:
«Jeg vil først fare til Island til mine Frænder og Venner.» «Da kommer
du aldrig igjen til os.» sagde Kongen. «Det faar Skjæbnen raade for,
Herre!» svarede Gunnar. Han gav Kongen et godt Langskib og desuden
meget Gods. Kongen gav ham af sine gildeste Klæder, guldsyede
Handsker, et Hovedbaand med Guldknap paa og en Hat fra
Gardarike. Gunnar for nord til Hisingen. Ølve tog mod ham med begge
Hænder. Han gav Ølve sine Skibe igjen og sagde, at det, som i dem var
skulde være hans lod. Ølve tog imod Godset, sagde, at Gunnar var en
Hædersmand, og bad ham være der i nogen Tid. Hallvard spurgte Gunnar,
om han vilde til Haakon Jarl. Gunnar svarede, at det havde han tænkt;
«thi nu er jeg prøvet i noget af Hvert,» sagde han, «men dengang havde
jeg lidet seet af Verden, da du før spurgte mig om dette.» Siden for
de nord til Throndhjem til Haakon Jarl; han tog vel imod Gunnar og bad
ham at være hos sig om Vinteren. Han modtog Tilbudet og blev holdt
høit i Agt og Ære af Alle der. I Julen gav Haakon Jarl ham en
Guldring. Gunnar kom til at synes godt om Bergljot, Jarlens Frænke, og
det var ofte at mærke paa Jarlen, at han vilde have givet ham hende,
dersom Gunnar havde gjort Noget derfor.

[1] Det ældre danske Navn paa Byen Slesvig ved Bunden af Slien Fjord. 


32) Gunnar kommer Hjem til Island. 

Om Vaaren spørger Jarlen Gunnar, hvad han agtede at foretage sig. Han
sagde, at han vilde til Island. Jarlen sagde: «Det er ilde med
Aarveien her i Landet, og der bliver ikke mange, som komme til at
seile ud til Island i Aar; men du skal dog faa Mel og Tømmer paa dit
Skib.» Tidlig paa Vaaren rustede Gunnar sit Skib. Hallvard og Kolskjæg
blev i Følge med ham. De kom frem tidlig paa Sommeren og lagde ind i
Arnarbølsosen før Althinget. Gunnar satte Folk til at losse Ladningen
og red hjem fra Skibet. Da de kom hjem, blev der stor Glæde paa
Husfolket. De var venlige mod sine Gaardsfolk og var ikke blevne store
paa det. Gunnar spørger, om Njaal var hjemme. Det blev sagt ham, at
saa var. Han lod da sin Hest lede frem, og Brødrene red til
Bergthorkvaal. Njaal blev glad, da de kom, og bad, at de maatte blive
der om Natten; og Gunnar fortalte om sine Reiser. Njaal sagde: «Du er
bleven den største Helt og har staaet mangen en Prøve; men alligevel
har du endnu mere igjen; thi mangen En vil komme til at misunde dig.»
«Jeg vilde gjerne være vel forligt med Alle,» siger Gunnar. «Mangt og
Meget vil træffe,» sagde Njaal, «og ofte vil du være nødt til at øve
Nødværge.» «Det gjælder da,» sagde Gunnar, «at jeg har en god Sag.»
«Det vil du ogsaa have,» sagde Njaal, «naar du bare ikke kommer til at
undgjælde for Andre.» Njaal spurgte Gunnar, om han vilde ride til
Things. Gunnar sagde at han agtede det, og spurgte, om Njaal vilde
afsted; men han sagde, at han vilde blive hjemme, «og det skulde jeg
helst se, at du ogsaa gjorde,» sagde han. Gunnar gav Njaal gode Gaver,
takkede ham, fordi han havde styret hans Pengesager, og red siden
hjem. Kolskjæg drev meget paa ham, at han skulde ride til Things. «Du
vil vokse i Ære ved det, thi mangen Mand vil søge dig der.» «Jeg har
været lidet for at gjøre mig til,» sagde Gunnar, «men godt synes det
mig at træffe gode Mænd.» Hallvard var ogsaa kommen did og bød sig
til at ride til Things med dem. 


33) Gunnar drar til Things.

De red da af Gaarde alle med Gunnar. Da de kom paa Thinget, vare de
saa gilde, at Ingen der havde slig Stads, og Folk for ud af hver en
Bod for at stirre paa dem. Gunnar red til Rangæingernes Bod og holdt
til der med sine Frænder. Mange Mænd kom for at træffe Gunnar og
spørge ham efter Nyt. Han var godslig og munter mod Alle og gav Enhver
Rede paa, hvad han vilde vide. En Dag, da Gunnar gik fra Lovberget og
kom forbi Mosfellingernes Bod, saa han en Kvinde komme sig i Møde. Hun
var gildt klædt. Da de traf hinanden, hilsede hun straks paa
Gunnar. Han hilsede hende igjen og spurgte, hvad hun var for en
Kvinde. Hun nævnte sig Hallgerd og sagde, at hun var en Datter af
Høskuld Dalakollssøn. Hun var djærv paa det og bad ham fortælle om
sine Reiser. Han sagde, at han ikke vilde nægte hende det. De satte
sig da ned og talte. Hun var saaledes klædt, at hun havde rødt Skjørt,
og udenpaa havde hun en Skarlagenskaabe, som var udsyet med Guldstads
lige til Skjødet. Haaret naaede hende ned paa Brystet og var baade
stort og fagert. Gunnar havde de Skarlagensklæder, som Kong Harald
Gormssøn havde givet ham. Han havde ogsaa den Guldring om Armen, som
han havde faaet af Haakon Jarl. De talte længe høit sammen. Tilslut
spurgte han, om hun var ugift. Hun sagde, at det var hun, og det
nyttede ikke Mange at forsøge sig hos hende. «Synes dig da Ingen god
nok?» spurgte Gunnar. «Det just ikke,» sagde hun, «men den Første den
Bedste tager jeg ikke.» «Hvad vilde du svare,» sagde han, «dersom jeg
bad om dig?» «Det er ikke dig Alvor,» sagde hun.  «Jo, det er,»
svarede han. «Mener du noget med det,» sagde hun, «saa faar du gaa til
min Fader.» Dermed skiltes de. Gunnar gik til Dalemændenes Bod; han
traf en Mand udenfor Boden og spurgte, om Høskuld var inde. Manden
svarede, at han var det. Gunnar gik da ind. Høskuld og Rut tog vel
imod Gunnar. Han satte sig ned imellem dem, og det var ikke at mærke
paa deres Tale, at der havde været noget Uvenskab dem imellem. Da de
havde talt om Forskjelligt, kom Gunnar frem med Spørgsmaal om, hvad de
vilde svare, om han bad om Hallgerd. «Godt og vel,» sagde Høskuld,
«dersom du har betænkt dig vel paa det.» Gunnar sagde, at det var hans
Alvor; «rigtignok skiltes vi saaledes sidst,» lagde han til, «at de
Fleste maatte finde det lidet rimeligt, at der imellem os skulde blive
noget Svogerskab.» «Hvad synes du, Frænde Rut?» sagde Høskuld. «Dette
synes mig ingenlunde at passe sammen,» svarede Rut. «Hvad har du imod
det?» siger Gunnar. Rut sagde: «Det skal jeg svare dig i denne Sag, som
sandt er. Du er en brav Mand og gjæv i alle Maader, men hun er ikke at
lide paa; jeg vil ikke svige dig i Noget.» «Du er en Hædersmand,»
sagde Gunnar, «men alligevel maa jeg tro, at I mindes det gamle
Uvenskab, dersom I ikke føie mig.» «Det er langt fra,» sagde Rut, «men
jeg ser nu, at det er saa laget, og at du ikke kan gjøre Noget ved
det. Men om vi ogsaa sagde Nei, vilde vi dog være dine Venner derfor.»
«Jeg har talt med hende,» sagde Gunnar, «og hun er ikke imod det.» Rut
sagde: «Det ved jeg, at Begges Hu staar til dette; I vove ogsaa mest
ved, hvorledes det gaar.» Rut sagde Gunnar uspurgt ren Besked om
Hallgerds Sind, og Gunnar syntes i Førstningen, at der var mange
Lyder, men det blev dog omsider dertil, at Kjøbet blev sluttet. Der
blev sendt Bud efter Hallgerd, og der blev handlet om Sagen, mendens
hun var tilstede; de lod hende nu, som sidst, fæste sig selv.
Gjæstebudet skulde denne Gang staa paa Lidarende. Det skulde holdes
skjult i Førstningen, men det varede dog ikke længe, før Alle vidste
det. Gunnar red hjem af Thinget, kom til Bergthorskvaal og fortalte
Njaal om sin Aftale. Han blev ilde ved. Gunnar spørger, hvorfor Njaal
fandt dette saa uraadeligt. «Jo, hun vil volde alt Ondt, naar hun
kommer her øster,» sagde Njaal. «Aldrig skal hun forstyrre vort
Venskab,» sagde Gunnar. «Det vil dog saa nær ske,» mente Njaal, «men
du vil altid komme til at rette paa hendes Feil.» Gunnar bød Njaal og
alle dem derfra, som han vilde tage med sig, til Gjæstebuds. Njaal
lovede at komme. Siden red Gunnar sin Vei og red omkring i Heredet for
at bede sammen Folk. 


34) Gunnar og Hallgerds Bryllup.

En Mand hed Traain; han var Søn af Sigfus, Søn af Sighvat den
røde. Han boede paa Grjotaa i Fljostliden. Han var Gunnars Frænde og
en meget anseet Mand. Han var gift med Thorhild Skaldkone. Hun var
slem i Munden og vilde gjerne have Folk til Bedste. Thraain var ikke
meget glad i hende. Han og hans Kone blev budne til Gjæstebudet. Hun
og Bergthora Skarphedinsdatter, Njaals kone, stod for
Værtskabet. Ketil hed en anden Søn af Sigfus; han boede paa Mørk
østenfor Markarfljot. Han var gift med Thorgerd Njaalsdatter. Thorkel
hed den tredie Søn af Sigfus, den fjerde hed Mørd, den femte Lambe,
den sjette Sigmund, den syvende Sigurd. Disse var alle Gunnars Frænder
og var store Kjæmper. Gunnar havde budt dem alle til Laget. Han havde
ogsaa budt Valgard den gaar og Ulv Aurgode og deres Sønner, Mørd og
Runolv. Høskuld og Rut mødte frem mandstærke. I deres Følge var
Høskuld Sønner, Thorleik og Olav; med dem kom ogsaa Bruden og hendes
Datter Thorgerd. Hun var da fjorten Vintre gammel og ualmindelig
vakker. Mange andre Kvinder var i Følge med dem. Deriblandt var ogsaa
Thorhalla, Datter af Asgrim Ellidagrimssøn, og to af Njaals Døtre,
Thorgerd og Helga. Der var allerede mange Gjæster samlede hos Gunnar,
og han bænkede Mændene saaledes: Selv sad han midt paa den ene
langbænk, nærmest ham indenfor sad Thraain Sigfussøn, saa Ulv Aurgode,
saa Valgard den graa, saa Mørd og Runolv; derefter Sigfussønnerne;
Lambe sad yderst. Nærmest udenfor Gunnar sad Njaal, saa Skarphedin,
saa Helge, saa Grim, saa Høskuld, saa Havr den spake, saa Ingjald fra
Kjelde, saa Thores Sønner østen fra Holt. Thore selv vilde sidde yderst
af Stormændene; thi da vilde Enhver være tilfreds med den Plads, han
havde faaet. Paa den anden Langbænk sad Høskuld i Midten og hans
Sønner indenfor ham. Rut sad nærmest udenfor Høskuld; men hvorledes de
Andre var bænkede, siges der intet om. Bruden sad midt paa Pallen; paa
sin ene Side havde hun sin Datter Thorgerd, paa den anden Thorhalla,
Datter af Asgrim Ellidagrimssøn. Thorhild gik og hjalp til ved Bordet,
og hun og Bergthora bar Maden frem. Thraain Sigfussøn sad og
nidstirrede paa Thorgerd Glumsdatter. Dette saa Thorhild hans
Kone. Hun blev vred og gjorde et Stev til ham omtrent saaledes: «Skam
faa dig, som du sidder og gaber! tag dine falske Øine til dig!» Han
steg frem foran bordet og sagde sig skilt ved Thorhild. «jeg vil ikke
have hendes grove Mund og giftige Ord over mig,» sagde han. Og saa
hidsig var han paa dette, at han ikke vilde blive i Laget, medmindre
hun blev vist bort, og Enden blev, at hun for sin Vei. Nu sad hver
Mand i sit Rum, og de drak og var glade. Da tog Thraain til Orde: «Jeg
skjøtter ikke om at lægge Dølgsmaal paa det, som staar mig for Hu. Jeg
vil spørge dig, Høskuld Dalakollssøn, om du vil give mig Thorgerd, din
datterdatter.» «Det ved jeg ikke saa lige,» svarede Høskuld; «du synes
mig ilde skilt ved den, du havde før. Hvad slags Mand er han, Gunnar?»
«Jeg vil ikke dømme om Manden,» sagde Gunnar; «thi han er i Slægt med
mig; men sig fra du Njaal; dig vil Alle tro.» Njaal sagde: «Det er at
sige om Manden, at han er rig, en gjæv Mand i alle Dele og en stor
Høvding; for den Sags Skyld kan I vel unde ham dette Giftermaal.» Da
sagde Høskuld: «Hvad synes du frænde Rut?» «Du kan nok sige Ja, han er
hende jævngod,» sagde Rut. De talte nu videre om Kjøbet og blev
forligte om Alt. Gunnar og Thraain staa da op og gaa hen til Pallen, og
Gunnar spørger Moder og Datter, om de vilde vedtage denne Aftale. De
svarede, at Intet var i Veien fra deres Side; og Hallgerd fæstede sin
Datter. Nu blev Kvinderne bænkede om igjen, saa at Thorhalla kom til
at sidde imellom Brudene. Laget gik nu sin Gang og, da det var forbi,
red Høskuld og hans Følge vestover og Rangæingerne hver til sit
Hjem. Gunnar gav mange Mænd Gaver, og det blev vel optagne. Hallgerd
paatog sig Husstellet og var dygtig i Huset, men Myndig. Thorgerd tog
Husholdet paa Grjotaa og blev en god Husmoder. 


35) Første Vinteren.

Det var Gunnars og Njaals Skik, at de gjæstede hinanden hver sin
Vinter for Venskabs Skyld. Denne Gang skulde Gunnar være Gjæst hos
Njaal, og han og Hallgerd for til Bergthorskvaal. Da var Helge og hans
Kone ikke hjemme. Njaal tog vel imod dem. Da de havde været der en
Tid, kom Helge og Thorhalla, hans Kone, hjem. De gik Bergthora hen til
Pallen og Thorhalla med hende, og Bergthora sagde til Hallgerd: «Du
faar flytte dig for denne Kone.» «Ingensteds flytter jeg mig,» svarede
hun; «jeg vil ikke være noget Skumpelskud.» «Jeg skal raade her,»
sagde Bergthora. Siden satte Thorhalla sig. Bergthora gik hen til
bordet med Haandtvæt. Hallgerd tog hende ved Haanden og sagde: «Du og
Njaal har da Intet at sige paa hinanden; du har Kartnegl paa hver en
Finger, og han er skjægløs.» «Det er sandt,» svarede Bergthora, «men
Ingen af os kaster den Anden det i Næsen; Thorvald, din Husbonde, var
ikke skægløs, men alligevel voldte du hans Bane.» Da sagde Hallgerd:
«Lidet nytter det mig at have den gjæveste Helt paa Island til Mand,
hvis du ikke hævner dette, Gunnar!» Han for op, sted frem foran Bordet
og sagde: «Hjem vil jeg fare; det er bedst, at du trætter med dine
Gaardsfolk og ikke i anden Mands Hus; desuden har jeg mangen en
Villighed at lønne Njaal for, og jeg vil ikke være nogen Nar for dit
Sinne.» Dermed for de hjem. «Kom det i Hu, Bergthora,» sagde Hallgerd,
«at vi ikke er skilte med dette.» «Det bliver værst for dig,» svarede
Bergthora. Gunnar sagde ikke et Ord til dette, men for hjem til
Lidarende og var hjemme hele Vinteren. Det lider nu udover Sommeren
til Althinget.


36) Kol dræber Svart.

Gunnar red til Things; men før han red hjemmefra, sagde han til
Hallgerd: «Vær nu snil, medens jeg er borte, og lad ikke Folk se nogen
Hadskhed af dig mod mine Venner.» «Trold tage dine Venner!» svarede
hun. Gunnar saa, at det ikke nyttede at tale til hende og red af
Gaarde. Njaal red ogsaa til Things med alle sine Sønner. Nu er at
fortælle, hvad der gik for sig hjemme. Njaal og Gunnar havde Skog
sammen i Raudeskredene. De havde ikke skiftet Skogen, men begge var
vante til at hugge det, de behøvde, og de tog det ikke nøie med
hinanden. Kol hed Hallgerds Husbondskarl. Han havde været længe i
hendes Tjeneste og var en meget slem Mand. En Mand hed Svart; han var
Njaals og Bergthoras Huskarl, og de syntes godt om ham. Bergthora
sagde til ham, at han skulde gaa op i Raudeskredene og hugge i Skogen;
han svarede, at han skulde gjøre det, hun satte ham til. Han for op
til Raudeskredene og skulde være der en Uge. Imidlertid kom der
Fattigfolk til Lidarende østenfra Markarfljot og fortalte, at Svart
var oppe i Raudeskredene og hug i Skogen og drev dygtigt
paa. «Bergthora tænker nok at gjøre mig stor Skade,» sagde Hallgerd,
«men jeg skal sørge for, at han ikke skal hugge oftere.» Dette hørte
Rannveig, Gunnars Moder, og sagde: «En kan være god Husmoder uden at
raade Mænd Bane.» Natten led, og om Morgenen talte Hallgerd til Kol:
«Jeg har tiltænkt dig et Arbeide,» sagde hun og gav ham Vaaben; «du
skal gaa op i Raudeskredene; der finder du Svart.» «Hvad skal jeg
gjøre med ham?» «Spørger du om det, du, som er sligt et
Ufredsmenneske? Dræbe ham skal du.» «Det kan jeg altid gjøre,» sagde
han, «men det kommer nok til at koste mig Livet.» «Der skal ikke stort
til for at skræmme dig,» sagde hun; «det er stor Skam af dig, saaledes
som jeg har føiet dig i hver en Ting. Jeg skal vel faa en anden Mand
til at gjøre dette, dersom du ikke tør.» Nu havde hun faaet ham vred;
han greb Øksen og tog en Hest, som hørte Gunnar til, og rider nu, til
han kommer øst til Markarfljot. Det stod han af og lagde sig fore i
Skogen, til Folkene havde baaret ned Veden og Svart var alene
igjen. Da sprang Kol paa ham og sagde: «Det er Flere, som kan hugge
stort, end du,» og satte Øksen i Hovedet paa ham og hug ham
Banehug. Derefter red han hjem og fortalte Hallgerd Drabet. Hun sagde:
«Ja, jeg skal passe dig, saa at Ingen skal gjøre dig Noget derfor.»
«Det kan være,» sagde han, «men jeg drømte noget Andet, før jeg
gjorde Gjerningen.» Det varede ikke længe, før Folk kom op i Skogen
og fandt Svart dræbt; de førte ham hjem.

Hallgerd sendte en Mand til Thinget til Gunnar for at melde ham
Drabet. Gunnar sagde ikke et ondt Ord om Hallgerd, saa Sendemanden
hørte det, og Folk vidste i Førstningen ikke, enten han syntes det var
vel eller ilde. Lidt efter stod han op og bad sine Mænd gaa med
sig. De gjorde saa og for til Njaals Bod. Gunnar sendte en Mand ind
efter Njaal og bad ham komme ud. Han gik straks ud og de begyndte at
tales ved. Gunnar sagde: «Jeg har et Drab at sige dig; og det er min
Kone og min Husbondskarl, som har voldt det, men den, som det er gaaet
ud over, er din Huskarl Svart.» Njaal var taus, medens han fortalte
ham Altsammen. Da sagde han: «Det bliver nødvendigt, at du holder
igjen med hende.» Gunnar sagde: «Selv skal du dømme.» «Det bliver
stridt Arbeide for dig,» sagde Njaal, «skal du bøde al den Skade,
Hallgerd gjør; det vil nok til andre Tider drage Mere efter sig end
nu, da det gjælder os; men selv denne Gang mangler der meget paa, at
det er godt; vi kan nok behøve at mindes, at vi har lovet hinanden
Venskab. Jeg venter mig, at du vil komme hæderlig fra det, men du vil
dog blive haardt prøvet.» Njaal modtog Selvdommen af Gunnar, og sagde:
«Det er ikke min Mening at gjøre nogen Vanskeligheder ved dette; du
skal udrede tolv Ører Sølv, men det vil jeg betinge mig, at dersom der
kommer Noget paa fra vor Gaard, som du har at afgjøre, du da ikke
sætter Dommen høiere.» Gunnar udbetalte Pengene og red siden hjem. 

Njaal og hans Sønner kom hjem fra Thinget. Bergthora saa Pengene og
sagde: «Saare vel og lempeligt er dette afgjort; men lige saa mange
Penge skal blive betalt for Kol, naar Tiden lider.» Gunnar kom hjem
fra Thinget og tog fat paa Hallgerd. Hun mente, at bedre Mænd laa
ubødte mangesteds. Gunnar sagde, at hun fik raade for, hvad hun tog
sig til, men han skulde raade for, hvad Enden blev paa det. Hallgerd
gjorde sig ofte til af Drabet paa Svart; det harmede Bergthora
meget. Njaal og hans Sønner for op til Thorolvsfell for at se til
Driften der. Samme Dag traf det sig, som Bergthora stod ude paa
Gaarden, at hun saa en Mand ride frem til Gaards paa en sort Hest. Hun
blev staaende og gik ikke ind. Hun kjendte ikke Manden; han havde Spyd
i Haanden og Saks ved Bæltet. Hun spurgte denne Mand efter Navn. «Jeg
heder Atle,» sagde han. Hun spurgte, hvorfra han var. Han sagde, at
han var fra Østfjordene. «Hvorhen agter du dig?» sagde Bergthora. Han
svarede: «Jeg har intet fast Tilhold og havde derfor tænkt at tale med
Njaal og Skarphedin for at høre, om de vilde tage mig i Tjeneste.»
«Hvad er da dit Arbeide?» sagde Bergthora. «Jeg er Agerbryder,» sagde
han; «ellers er jeg hændig til at gjøre noget af Hvert. Men det vil
jeg ikke dølge, at jeg er haard af Sind, og mangen En har af mig faaet
Saar at binde for.» «Det skal jeg ikke laste dig for,» sagde hun, «at
du ikke er nogen Kryster.» «Raader du noget her?» spurgte Atle.  «Jeg
er Njaals Kone,» sagde hun, «og steder Tjenestefolk lige saa vel som
han.» «Vil du antage mig?» sagde han. «Jeg skal gjøre det paa det
Vilkaar,» svarede hun, «at du gjør det, jeg forelægger dig, om jeg
ogsaa skulde falde paa at sende dig ud paa Manddrab.» «Du er saa vel
forsynet med Mænd,» sagde han, «at du ikke behøver mig til Sligt.»
«Jeg sætter de Vilkaar, jeg vil,» svarede hun. «Lad det da blive saa,»
sagde han. Hun tog ham da i Tjeneste. Da Njaal og hans Sønner kom
hjem, spurgte han Bergthora, hvad det var for en Mand. «Han er din
Tjenestekarl,» sagde hun; «jeg har fæstet ham, og han siger, at han
ikke er den som lægger sig paa Ladsiden.» «Storværk ser han mig nok ud
til at være Mand for,» sagde Njaal, «men om det bliver Godværk, ved
jeg ikke saa ligetil.» Skarphedin syntes godt om Atle. Njaal rider til
Things om Sommeren med sine Sønner; Gunnar var paa Thinget. Njaal tog
op en Pengepung. «Hvad er det for Penge, Fader?» spurgte
Skarphedin. «Det er de Penge, som Gunnar betalte for vor Huskarl ifjor
Sommer.» «De kan komme dig til Nytte,» sagde Skarphedin og lo ved sig
selv.


37) Atle dræber Kol.

Nu er det at fortælle, at Alte spurgte Bergthora, hvad han skulde
gjøre om Dagen. «Du skal drage i Vei og lede efter Kol, til du finder
ham,» sagde hun; «thi nu idag skal du dræbe ham, hvis du vil gjøre min
Vilje.» «Det passer ikke ilde,» sagde Atle, «thi vi er Ufredsmennesker
begge To; jeg skal nok indrette mig saaledes med ham, at En af os skal
blive paa Stedet.» «Du er en brav Karl,» sagde hun, «og du skal ikke
have gjort det for Intet.» Han tog sine Vaaben og sin Hest og red op
mod Fljotsliden. Der mødte han Folk, som kom nedover fra Lidarende. De
havde hjemme øster paa Mørk. De spurgte, hvor Atle agtede sig hen. Han
sagde, at han skulde ut at lede efter en gammel Hest. De mente, at det
var lidet Ærende for slig en Karl; men ellers var det bedst, sagde de,
at han spurgte sig for hos dem, som havde været ude og faret om
Natten. «Hvem er det?» spurgte han. «Drabs-Kol, Hallgerds Huskarl, for
nys fra Stølen,» sagde de, «og han har været oppe hele Natten.» Jeg
ved ikke, om jeg tør vove mig til at spørge ham,» sagde Atle; «han er
slem at give sig i Lag med, og det var ikke urimeligt, om jeg lærte af
Andres Skade at tage mig i Vare.» «Du ser ikke slig ud, som du skulde
være ræd af dig,» sagde de og satte ham paa Vei, saa at han kunde
finde Kol. Han drev da paa sin Hest og red skarpt. Da han mødte Kol,
sagde Atle til ham: «Gaar det godt med Kløven?» «Det kommer ikke dig
ved, din Usling.» svarede Kol, «og Ingen derfra, hvor du er.» «Du har
det igjen, som er det tungeste,» sagde Atle; «det er at dø.»
Dermed stak han til ham med Spydet og traf ham midt paa Livet. Kol hug
efter ham med Øksen, men traf ham ikke, faldt af Hesten og var død med
det Samme. Atle red, til han traf Hallgerds Arbeidsfolk, og sagde: «I
faa fare op til Hesten og se til Kol; han er falden af og er død.»
«Har du dræbt ham?» sige de. «Hallgerd vil vel mene, at han ikke er
selvdød,» sagde Atle, red derefter hjem og sagde det til Bergthora. Hun
takkede ham for denne Gjerning og de Ord, han havde brugt. «Jeg ved
ikke, hvad Njaal vil sige,» sagde Atle. «Han vil nok tage det roligt,»
sagde Bergthora; «jeg skal sige dig Noget til Mærke paa det: han har
taget med sig til Things de Bøder, som kom ind for Svart ifjor Vaar;
de komme nu til at kvitte for Kol. Men om det ogsaa bliver til Forlig,
skal du alligevel være var om dig; thi Hallgerd vil intet Forlig
holde.» «Vil du ikke sende Bud til Njaal og sige ham Drabet?» spurgte
Atle. «Nei, det vil jeg ikke,» svarede hun; «jeg saa helst, at Kol
blev liggende ubødt.» Dermed sluttede deres Tale. 

Hallgerd fik snart høre om Kols Drab og Atles Ord. Han sagde, at hun
nok skulde lønne Atle for dette. Hun sendte en Mand til Thinget for at
fortælle Gunnar Drabet paa Kol. Han svarede Lidet til det og sendte et
Bud for at melde Njaal det. Han svarede Intet. Skarphedin sagde:
«Trælene blive ganske andre Karle nu, end de før har været. Før kunde
de fare paa hinanden, og Ingen brød sig om det; men nu vil de tage
Livet af hinanden,» og han lo ved sig selv. Njaal tog ned Pungen, som
hang paa Væggen inde i Boden, og gik ud. Hans Sønner gik med ham bort
til Gunnars Bod. Skarphedin sagde til en Mand, som stod i Boddøren:
«Gaa ind og sig Gunnar, at min Fader vil tale med ham.» Han gjorde
saa, og Gunnar kom straks ud og hilsede Njaal venlig. Derpaa begyndte
de at tales ved. «Ilde er det,» sagde Njaal, «at min Kone skal have
brudt Forliget og ladet din Huskarl dræbe.» «Det skal hun ikke lastes
for,» svarede Gunnar. «Døm du nu i Sagen,» sagde Njaal. «Det skal jeg
gjøre,» sagde Gunnar. «Jeg vil lade Svart og Kol gaa op i op; du skal
udrede til mig tolv Ører Sølv.» Njaal tog Pengepungen og gav den til
Gunnar. Gunnar saa, at det var de samme Penge, som han selv havde
betalt ham. Njaal for til sin Bod, og det var lige saa godt mellem de
To, som før. Da Njaal kom hjem, tog han fat paa Bergthora, men hun
sagde, at hun aldrig skulde vige for Hallgerd. Hallgerd for løs paa
Gunnar, fordi han havde forligt sig. Gunnar sagde, at aldrig skulde
han glemme, hvad han skyldte Njaal og han Sønner. Hun var saa vred, at
hun fnysede. Gunnar gav ingen Agt derpaa. Derblev nu passet paa
Vinteren udover, saa at der ikke kom til at ske nogen Ulykke.


38) Brynjolv dræber Atle.

Om Vaaren sagde Njaal en Dag til Atle: «Jeg vilde helst, at du skulde
flytte til Østfjordene, for at ikke Hallgerd skal staa dig efter
Livet.» «Det ræddes jeg ikke for,» svarede Atle; «jeg vil helst blive,
hvor jeg er, dersom jeg faar vælge.» «Det er lidet raadeligt,» sagde
Njaal. «Jeg vil heller lide Døden i dit Hus, end skifte Husbond,»
sagde Atle; «men det vil jeg bede dig om, hvis jeg bliver dræbt, at
jeg ikke bliver bødt som en Træl.» «Du skal blive bødt som en fri
Mand,» svarede Njaal, «og Bergthora vil vel love dig det, som hun kan
holde, at du skal blive hævnet.» Han tog da Tjeneste der paany. Nu er
at fortælle om Hallgerd, at hun sendte en Mand vestover til
Bjørnefjorden efter sin Frænde, Brynjolv Rofta. Han var en uegte Søn
av Svan. Han var et ondskabsfuldt Menneske. Hallgerd mente, at han
kunde passe for hende til Husbondskarl. Gunnar vidste Intet af
dette. Brynjolv kom vestenfra, og Gunnar spurgte, hvad han skulde. Han
sagde, at han skulde være der. «Ikke skal du gjøre det bedre her i
Huset,» sagde Gunnar, «efter hvad der er mig sagt om dig, men jeg vil
ikke jage bort Hallgerds Frænder, naar hun vil have dem hos sig.»
Gunnar talte lidet til ham, men var ikke uvenlig mod ham. Det led nu
saaledes frem til Thingtid. Gunnar rider til Things med Kolskæg, og da
de kom til Thinget, traf de Njaal, som var der med sine Sønner, og de
var vel forligte som før. Bergthora sagde til Atle: «Du faar fare op
til Thorolvsfell og arbeide der en Uge.» Han drog straks afsted og var
der, uden at Nogen vidste af det, og brændte Kul i Skogen. Hallgerd
sagde til Brynjolv: «Det er blevet sagt mig, at Atle ikke skal være
hjemme; han har vist et Arbeide fore oppe paa Thorolvsfell.» «Hvad
mener du snarest, at han gjør?» spurgte han. «Et eller Andet i
Skogen,» sagde hun. «Hvad skal jeg ham?» spurgte han. «Du skal dræbe
ham,» sagde hun. Han havde liden Lyst paa det. «Thjostolv vilde ikke
have været saa forknyt,» sagde hun, «om han havde været i Live.» «Du
skal ikke behøve at egge mig meget,» sagde han, tog sine Vaaben og sin
Hest, steg op og red afsted til Thorolvsfell. Han saa en stor Kulrøg
østenfor Gaarden. Han rider op mod den, stiger saa af og binder
Hesten; derefter gaar han fremover og holder sig der, hvor Røgen var
tykkest. Han ser da Kulgraven, og at en Mand stod der og
arbeidede. Han saa, at han havde sat et Spyd i Volden ved Siden af
sig. Brynjolv gik langs efter Røgen lige ind paa ham, men Manden
arbeidede ivrigt og blev ham ikke var. Brynjolv hug til ham i Hovedet
med Øksen; han vente sig saa tvært, at Brynjolv slap Taget i
Øksen. Atle greb Spydet og sendte det efter ham. Brynjolv kasted sig
ned med Volden, og Spydet fløi frem over ham. «Det var din Lykke, at
jeg ikke var rede,» sagde Atle; «nu bliver Hallgerd glad; thi du vil
melde hende min Død. Men det er endda en Trøst, at du snart gaar samme
Vei. Tag nu din Øks, som jeg fik her i Hovedet.» Brynjolv svarede ham
ikke og tog ikke Øksen, førend han var død, red saa frem paa
Thorolvsfell og meldte Drabet, derefter hjem og fortalte Hallgerd
det. Hun sendte Bud til Bergthorskvaal med den Besked til Bergthora,
at nu var Drabet paa Kol lønnet.

Derefter sendte hun en Mand til Thinget for at sige Gunnar drabet paa
Atle. Gunnar stod op og Kolskjæg med. Kolskjæg sagde: «Lidet Gavn har
du af Hallgerds Frænder.» De gik til Njaal. Gunnar sagde: «Jeg har at
sige dig, at Atle er dræbt.» Derefter sagde han, hvem Drabsmanden
var. «Jeg vil nu byde dig Bøder for ham.» sagde han; «du skal selv
dømme.» «Vi har lovet hinanden, at vi ikke skal blive Uvenner,» sagde
Njaal; «men jeg kan ikke regne Atle for en Træl.» Gunnar sagde, at det
fandt han rimeligt nok, og rakte Haanden frem. Njaal tog Vidner, og de
forligtes. Skarphedin sagde: «Hallgerd lader ikke vore Huskarle dø
Straadød.» Gunnar svarede: «Din Moder sørger dog for, at der falder
Hug i begge Gaarde.» «Ja, det er nok ikke frit for det,» sagde
Njaal. Derefter satte Njaal Bøderne til et Hundrede i Sølv, og Gunnar
betalt med det Samme. Mange, som var tilstede, mente at Boden var
høi. Da harmedes Gunnar og sagde, at Mange var bødte med fulde Bøder,
som ikke var raskere Karle, end Atle havde været. Derefter red de hjem
af Thinget.

Da Bergthora saa Pengene, sagde hun til Njaal: «Nu synes du, at du har
holdt dit Løfte, men mit staar endnu igjen.» «Der er ingen
Nødvendighed for, at du holder det,» sagde Njaal. «Du gjættede paa
noget Andet før,» sagde hun, «og saa skal ogsaa ske.» Hallgerd sagde
til Gunnar: «har du betalt et Hundrede i Sølv for Drabet paa Atle og
gjort ham til en fri Mand?» «Fri var han forud,» svarede Gunnar, «og
desuden agter jeg ikke at lade Njaals Huskarle ligge ubødte.» «I er
omtrent lige gode,» sagde hun; «I er rædde begge To.» «Det vil vise
sig,» svarede Gunnar. Han var nu længe kold mod hende, indtil hun gav
Kjøb og igjen nærmede sig til ham. Det var nu roligt den Vinter. Om
Vaaren tog Njaal ikke flere Tjenestefolk. Men rider nu til Things om
Sommeren.


39) Thord dræber Brynjolv

Der var en Mand, som hed Thord. Han blev kaldt Løsingssøn. Hans Fader
hed Sigtrygg; han havde været Asgerds, Njaals Moders, Løsing[1] og var
druknet i Markarfljot. Derfor var Thord hos Njaal siden. Thord var en
stor, stærk Mand; han havde fostret alle Njaals Sønner. Han havde
fattet Kjærlighed til Gudfinna Thorolvsdatter, Njaals Frænde. Hun var
Husholderske der paa Gaarden og var nu med Barn. Bergthora kom en Dag
hen til Thord Løsingssøn og sagde: «Du skal drage afsted og dræbe
Brynjolv, Hallgerds Frænde.» «Jeg er ikke nogen Drabsmand,» sagde han;
«men jeg skal alligevel gjøre det, du vil.» «Ja, det vil jeg,» sagde
hun. Han rider Veien op til Lidarende, og da han kom til Gaards, lod
han Hallgerd kalde ud og spurgte, hvor Brynjolv var. «Hvad vil du
ham?» spurgte Hallgerd. «Jeg vil, at han skal sige mig, hvor han har
gravet ned Atles Lig; saa er mig sagt, at han har nedgravet det
daarligt.» Hun viste ham Vei, og sagde, at han var nede paa
Agertunge. «Pas paa,» sagde Thord, «at det ikke gaar ham, som det gik
Atle.» «Aa, du er ingen Drabsmand,» svarede hun; «det er ikke farligt,
om I træffes.» «Aldrig har jeg seet Mands Blod,» sagde Thord, «saa jeg
ved ikke, hvorledes jeg bliver ved det.» Dermed red han ud af Tunet og
nedover til Agertunge. Rannveig, Gunnars Moder, havde hørt paa
Ordvekslingen mellem dem. «Du haaner ham for Feighed, Hallgerd,» sagde
hun, «men jeg tror, han er en uforfærdet Karl, og det vil nok din
Frænde komme til at sande.» Brynjolv og Thord mødte hinanden paa
Veien. «Værg dig, Brynjolv,» sagde Thord; «thi jeg vil ikke stjæle mig
ind paa dig.» Brynjolv red imod Thord og hug efter ham. Han hug imod
med Øksen, saa at Skaftet paa Brynjolvs Øks gik af foran hans
Hænder. I næste Øieblik hug han til ham paany, og traf ham i Bringen,
saa at Øksen gik dybt ind i Livet, Han segnede da af Hesten og var
straks død. Thord traf Hallgerds Saugjæter og lyste Drabet paa sig;
han sagde, hvor Liget laa, og bad ham sige Hallgerd Besked. Siden red
han til Bergthorskvaal og fortalte det til Bergthora og de Andre. «Til
Lykke med mandig Gjerning!» sagde hun. Saugjæteren sagde Hallgerd
Drabet. Hun for op i Vrede og sagde, at det skulde drage meget Ondt
efter sig, om hun fik raade.  

[1] frigivne Træl.


40) Njaal og Gunnar forliges.

Tidenden spurgtes snart paa Thinget. Njaal lod sig det sige tre Gange
og mælte saa: «Flere blive Drabsmænd nu, end jeg troede.» Skarphedin
sagde: «Den Mand har dog været braadfeig, som har ladet Livet for vor
Fosterfader, der aldrig har seet Blod. Mange kunde snarere have troet,
at vi Brødre havde gjort det, slige som vi er af Sind.» «Det vil ikke
vare længe,» siger Njaal, «før det Samme hænder dig; Nøden vil drive
dig til det.» De gik da til Gunnar og sagde ham Drabet. Gunnar sagde,
at dette var lidet at sørge over, «men han var jo en fri Mand,» sagde
han. Njaal bød ham straks Forlig. Gunnar tog imod det og skulde selv
dømme. Han dømte straks og satte Boden til et Hundrede i Sølv. Njaal
udredede Pengene paa Stedet, og dermed var de forligte.


41) Hallgerd planlægger Thords Drab. 

En Mand hed Sigmund. Han var Søn af Lambe, Søn af Sighvat den
røde. Han var en stor Farmand, vakker og beleven, stor og stærk; han
var en meget ærgjerrig Mand, vel øvet i de fleste Idrætter og en god
Skald, men ufredsommelig, spottelysten og trættekjær. Han kom i Land
øster i Hornefjorden. Skjold hed hans Kammerat. Han var en Svenske, og
slem at have at gjøre med. De fik sig Heste, red vestover fra
Hornefjorden og standsede ikke sin Færd, før de kom i Fljotsliden til
Lidarende. Gunnar tog vel imod dem; thi der var nært Frændskab mellem
ham og Sigmund. Gunnar bød Sigmund at være der om Vinteren. Han
svarede, at han vilde tage imod det, dersom Skjold, hans Kammerat,
ogsaa fik blive der. «Saa er sagt mig om ham,» sagde Gunnar, «at han
ikke bøder paa dit Sind, og du tiltrænge heller at have Nogen, som
kunde holde Styr paa dig. Det er heller ikke saa lige til at være her,
og det vil jeg raade Eder, mine Frænder, at I ikke fare op, straks min
Kone, Hallgerd, egger Eder, thi hun tager sig til Mangt, som er langt
fra min Vilje.» «Den volder ikke, som varer,» sagde Sigmund. «Husk da
paa Raadet,» sagde Gunnar; «meget vil du blive fristet, men hold dig
altid til mig og lyd mine Raad.» Siden var de i Følge med
Gunnar. Hallgerd var meget glad i Sigmund; og det gik saavidet med
hendes Venskab, at hun overøste ham med Penge og sørgede lige saa godt
for ham, som for sin egen Husbonde. Folk snakkede om dette og vidste
ikke ret, hvad der stak under. Hallgerd sagde til Gunnar: «Jeg har
ikke godt for at finde mig i det Hundrede i Sølv, som du tog for
Brynjolv, min Frænde; og jeg skal hævne ham, om jeg kan,» siger hun.
Gunnar sagde, at han ikke vilde skifte Ord med hende, og gik sin
Vei. Han gik til Kolskjæg og sagde til ham: «Far til Njaal og sig ham,
at Thord maa være var om sig, endskjønt vi er forligte, thi Freden
synes mig ikke at være at lide paa.» Han red afsted og sagde det til
Njaal; Njaal takkede ham og Gunnar for deres Troskab og sagde det til
Thord, men Kolskjæg red hjem.

Det var en Gang, at Njaal og Thord var ude. Der pleiede at gaa en Buk
omkring paa Tunet, og Ingen maatte jage den bort. «Nei, nu gaar det
underligt til,» sagde Thord. «Hvad er det, du ser, som synes dig
underligt?» siger Njaal. «Bukken synes mig at ligge her i Dalen
svømmende i Blod.» «Her er ikke hverken Buk eller noget Andet,» sagde
Njaal. «Hvad er det da?» siger Thord. «Du maa være feig: det er din
Fylgje, du har seet,» svarede Njaal; «vær nu var om dig.» «Ikke
hjælper det mig,» sagde Thord, «dersom Døden er mig beskikket.»

Hallgerd kom en Dag til Thraain Sigfussøn og sagde: «Du vilde rigtig
vise dig som min Maag, dersom du vilde dræbe Thord Løsingssøn.» «Det
kan jeg ikke gjøre,» svarede han; «thi da vilde jeg gjøre min Frænde
Gunnar vred paa mig; det vilde heller ikke være Spøg, thi det Drab
vilde snart blive hævnet.» «Hvem vil hævne det?» siger hun, «den
skjægløse, gamle Karl kanske?» «Ikke han, men hans Sønner,» svarede
Thraain. Siden talte de længe sammen, og intet Menneske vidste, hvad
Raad de oplagde. Engang var Gunnar borte, men Sigmund og Skjold var
hjemme. Thraain fra Grjotaa var da kommen der; han sad ude med
Hallgerd og de Andre, og de talte sammen. Da sagde Hallgerd: «Det har
I lovet mig, Sigmund og Skjold, at dræbe Thord Løsingssøn, og du
Thraain, har lovet mig at være tilstede.» De vedgik alle, at de havde
lovet hende dette. «Nu skal jeg sige Eder, hvorledes I skal gjøre
det,» sagde hun. «I skal ride øster til Hornefjorden efter Eders Gods
og ikke komme hjem før i Førstningen af Thingtiden; thi dersom I holde
Eder hjemme, vil Gunnar forlange, at I skal ride til Things med
ham. Njaal og hans Sønner og Gunnar vil da alle være paa Thinget, og
da skal I dræbe Thord.» De gik ind paa at gjøre saa. Siden gav de sig
paa Reise østover til Fjordene; Gunnar forstod ikke, hvad der stak
under, og red til Things. Njaal sendte Thord Løsingssøn østover under
Øyjafjeldene og bad ham ikke være borte mere end en Nat. Han for
østover, men kunde ikke komme tilbage, fordi Elven var saa stor, at
den paa en lang Stækning ikke kunde rides. Njaal biede paa ham den
Nat, thi han tænkte, at han skulde have taget ham med sig til
Thinget. Han sagde til Bergthora, at hun skulde sende Thord til
Thinget, straks han kom hjem. To Nætter efter kom Thord
østenfra. Bergthora sagde til ham, at han skulde paa Thinget; «men nu
skal du først ride op til Thorolvsfell og se til Gaardsstellet der;
dog skal du ikke være der længer end en Nat eller to.»


42) Sigmund og Skjold dræber Thord.

Sigmund og hans Kammerat kom hjem østenfra, og Hallgerd sagde dem, at
Thord var hjemme, men han skulde straks om faa Dage til Things. «I
har nu Leilighed til at faa Tag i ham,» sagde hun, «men nytte I ikke
denne, naa I ham aldrig.» Der kom Folk til Lidarende fra Thorolvsfell
og sagde Hallgerd, at Thord var der. Hallgerd gik til Thraain
Sigfussøn og de Andre og sagde til dem: «Nu er Thord paa thorolvsfell,
og nu er det bedst, at I angribe ham, naar han farer hjem.» «Det skal
vi gjøre,» siger Sigmund. De gik da ud, tog sine Vaaben og Heste og
red for at lægge sig i Veien for ham. Sigmund sagde til Thraain: «Nu
skal du holde dig udenfor; thi vi tiltrænges ikke alle.» «Saa skal jeg
gjøre,» svarer han. Lidt efter kom Thord ridende mod dem. Sigmund
sagde til ham: «Giv dig, thi nu skal du dø.» «Det gjør jeg ikke,»
svarede Thord; «kom du med mig i Enekamp.» «Nei,» sagde Sigmund, «vi
skal drage os til Nytte, at vi er flere. Men det er ikke underligt at
Skarphedin er en kjæk Karl, eftersom det siges, at Fjerdeparten har En
efter sin Fosterfader.» «Det vil du faa at føle,» sagde Thord, «thi
Skarphedin vil hævne mig.» Nu for de løs paa ham, men han splintrede
Spydskaftene for dem begge; saa vel værgene han sig. Da hug Skjold
Haanden af ham. Han værgede sig med den anden en Stund, indtil Sigmund
tilsidst gjennemborede ham. Han faldt da død til Jorden. De dyngede
Torv og Sten over ham. «En ond Gjerning har vi gjort,» sagde Thraain,
«og Njaalssønnerne vil ikke blive blide, naar de faa spurgt dette.» De
ride hjem og sige det til Hallgerd. Hun blev meget fornøiet. Rannveig,
Gunnars Moder, sagde: «Saa er sagt, at kort Sunde glæder Haand sig ved
Hug; og saa gaar det nok ogsaa her. Alligevel løfter vel Gunnar dig ud
af denne Sag, men dersom Hallgerd en Gang til faar lokket dig ud paa
Glatis, bliver det din Bane.» Hallgerd sendte en Mand til
Bergthorskvaal for at melde Drabet, og en anden til Thinget for at
fortælle Gunnar det. Bergthora sagde, at hun ikke vilde skifte onde
Ord med Hallgerd om Sligt; det vilde ingen Hevn være for saadan en
Gjerning.


43) Gunnar bøder Thords Drab.

Sendemanden kom til Thinget og fortalte Gunnar Drabet. Gunnar sagde:
«Dette er ilde; aldrig kom Tidende mig for Øre, som syntes mig
værre. Men dog skal vi nu straks fare til Njaal, og jeg venter mig at
han endnu viser sig som den gamle, om hans Taalmod end fristes
haardt.» De gik da til Njaal og kaldte ham ud for at faa ham i
Tale. Han kom straks. De talte sammen, og der var ikke flere tilstedet
i Førstningen, end Kolskjæg. «Haard Tidende har jeg at melde dig,»
sagde Gunnar; «Thord Løsingssøn er dræbt. Jeg vil byde dig Selvdom for
Drabet.» Njaal var taus en Stund og sagde derpaa: «Det Tilbud er godt,
og jeg tager imod det, hvorvel det ikke er urimeligt, at jeg vil faa
høre ilde af min Kone og mine Sønner for dette; thi de vil blive meget
misfornøiede. Alligevel vil jeg vove paa det, thi jeg ved jo, at jeg
har med en Hædersmand at gjøre; og desuden vil jeg ikke, at der fra
min Side skal komme noget Brud i vort Venskab.» «Vil du ikke, at dine
Sønner skal være til stede?» sagde Gunnar. «Nei,» svarede Njaal, «thi
de vil ikke bryde det Forlig, som jeg indgaar, men dersom de er
tilstede, vil de ikke fremme det.» «Det er sandt,» sagde Gunnar, «gjør
du det alene.» De tog da hinanden i Haand og forligtes vel og
snart. Da sagde Njaal: «jeg tildømmer mig to Hundreder i Sølv; det
synes dig kanske meget?» «Det synes mig ikke for meget,» sagde Gunnar
og gik hjem til Boden. Da Njaals Sønner kom hjem, spurgte Skarphedin,
hvor alle de Penge var komne fra, som hans Fader havde imellem
Hænderne. «Jeg har at sige Eder, at Thord, Eders Fosterfader, er
dræbt,» sagde Njaal; «Gunnar og jeg har nu forligt os om Sagen, og han
har bødt ham med dobbelt Mandebod.» «Hvem har dræbt ham?» sagde
Skarphedin. «Sigmund og Skjold,» sagde Njaal, «men Traain var ogsaa
tilstede.» «Stor Overmagt syntes de sig at behøve,» sagde Skarphedin;
«men naar skal vi da hæve Hænderne til Strid?» «Det vil ikke vare
længe,» sagde Njaal, «og da skal du ikke blive holdt tilbage; men det
er mig meget om at gjøre, at I ikke bryde dette Forlig.» «Da skal vi
ikke gjøre det,» sagde Skarphedin, «men kommer der noget Nyt paa, vil
vi mindes det gamle Fiendskab.» «Da skal jeg ikke lægge mig imellem,»
sagde Njaal.


44) Sigmund kveder Nidviser om Njaal.

Nu ride Folk hjem fra Thinget. Da Gunnar kom hjem, sagde han til
Sigmund: «Du er større Ulykkesfulg, end jeg tænkte, og til Ondt bruker
du dine Gaver. Alligevel har jeg nu faaet forligt dig med Njaal og han
Sønner; men lad dig nu ikke lokke en Gang til. Du ligner ikke mig; du
farer med Spot og Haansord; Sligt er ikke efter mit Sind. Derfor staar
du dig saa godt hos Hallgerd; I er to Alen af samme Stykke.» Saaledes
irettesatte Gunnar ham længe. Han svarede føieligt og sagde, at han
fra den Stund skulde følge Gunnars Raad mere end før. Gunnar sagde, at
det da vilde gaa ham godt. 

Gunnar og Njaal holdt ved at være lige gode Venner, skjønt der var
lidet Venskab mellem Gaardene forresten. Engang kom nogle
Tiggerkvinder til Lidarende fra Bergthorskvaal. De for med meget
Sladder og vilde gjerne snakke Ondt om Folk. Hallgerd havde en
Dyngje[1], og der sad hun ofte. Der var Thorgerd, hendes Datter,
Thraain, Sigmund og mange Kvinder. Gunnar var der ikke, og heller ikke
Kolskjæg. Tiggerkvinderne kom ind i Dyngjen. Hallgerd hilsede dem, lod
dem faa Plads og spurgte efter Nyt. De sagde, at de intet
vidste. Hallgerd spurgte, hvor de havde været om Natten. «Paa
Bergthorskvaal,» sagde de. «Hvad tog Njaal sig til?» siger
Hallgerd. «Han strævede med at sidde,» svarede de. «Hvad gjorde Njaals
Sønner?» spurgte Hallgerd; «de mene sig nu at være de gjæveste Karle.»
«De er store nok af Vækst,» svarede de, «men de har ikke gjort Stort
af sig hidtil. Skarphedin hvæssede en Øks, Grim skjæftede et Spyd;
Helge hamrede Hjalt paa et Sværd; Høskuld satte Haandfang paa et
Skjold.» «Da har de noget Stort i Sinde,» sagde Hallgerd. «Det ved vi
ikke,» svarede de. «Hvad gjorde Njaals Huskarle?» spurgte
Hallgerd. «Vi ved ikke hvad de andre gjorde,» sagde de; «men en af dem
kjørte Møg op paa Bakkerne.» «Hvad skulde det være godt for?» sage
Hallgerd. «Han sagde, at der vilde blive bedre Græs der, end
andetsteds,» svarede de. «Ilde bruger Njaal da sit Vid,» sagde
Hallgerd, «han som ved Raad for noget af hvert.» «Hvorledes det?»
spørge de. «Det skal jeg svare Eder, som sandt er,» siger hun;
«hvorfor kjører han ikke Møg i sit Skjæg, at han kunde blive som andre
Mænd? Vi vil kalde ham den skjægløse Karl og hans Sønner
Møgskjæggingerne. Kvæd noget om det, Sigmund, og lad os nyde Godt af,
at du er Skald.» «Det er jeg straks færdig til,» svarede han, og kvad
nu tre Viser, hvori han fæstede disse Øgnavne ved Njaal og hans
Sønner. «Du er en Skat,» sagde Hallgerd, «saa føieligt som du er mod
mig.» I det Samme kom Gunnar ind. Han havde staaet udenfor Dyngjen og
hørt paa alle Ukvemsordene. Det kvak i dem, da de saa ham træde ind,
og de taug alle; før havde der været høi Latter. Gunnar var meget vred
og sagde til Sigmund: «Du er et Fjog, og lidet nytter det at give dig
Raad. Du gjør dig lystig over Njaals Sønner og, hvad der er det
værste, ham selv, og det efter Alt, hvad du før har gjort dem. Dette
vil blive din Bane. Og det siger jeg, at dersom Nogen hærmer disse Ord
eller Viser, da skal han jages paa Døren og have min Vrede.» Saa stor
Rædsel stod der af ham hos Alle, at Ingen trude hærme disse Ord.

Tiggerkvinderne talt sig imellem om, at de vilde faa Løn af Bergthora,
om de sagde hende dette. De for siden nedover til Bergthorskvaal og
sagde Bergthora Altsammen uspurgte i Enrum. Da de sad tilbords om
Dagen paa Bergthorskvaal, sagde Bergthora: «I har faaet Gaver, baade
Fader og Sønner, og det bliver Eder til liden Hæder, om I ikke lønne
dem.» «Hvad er det for Gaver?» sagde Skarphedin. «I mine Sønner fik en
Gave sammen; I blev kaldte Møgskjægginger, og min Husbonde den
skjægløse Karl.» «Der er ikke Kvindeart i os, at vi skal tage os
Alting nær,» sagde Skarphedin. «Da tog Gunnar sig det nær paa Eders
Vegne,» svarede hun, «og han holdes dog for en fredsommelig Mand. Men
tage I til Takke med dette, da hævne I vel aldrig nogen Skam.» «Vor
gamle Moder har Gammen af at egge os,» sagde Skarphedin og lo; men
Sveden stod ham dog i Panden, og der kom røde Flekker paa hans Kinder,
som ellers ikke hændte.  Grim sad stille og bed sig i Læben. Helge var
som ellers og sagde intet. Høskuld gik mod Døren med Bergthora; men
hun kom igjen ind og fnysede af Vrede. Njaal sagde: «Det er ikke værdt
at tage saa paa Vei, Kone; det gaar saa til i mangen Sag, som En kan
have Aarsag til Ærgrelse af, at det er uvist, om En faar bedst Ord ved
at hævne sig.» Men om Kvelden, da Njaal var i sin Seng, hørte han, at
der kom en Øks mod Bordvæggen, og det sang høit i den. Det var en
anden lukken Seng, og paa den hang gjerne Skjoldene. Han ser nu, at de
er borte. Han sagde: «Hvem har taget ned vore Skjolde?» «Dine Sønner
gik ud med dem,» siger Bergthora. Njaal kippede Skoene paa Fødderne og
gik straks ud omkring paa den anden Side af Husene. Han ser, at de
stevne op over Bakken. «Hvor skal I hen, Skarphedin?» raabte
han. «Lede efter dine Sauer,» svarede Skarphedin. «Ei vilde I være
væbnede, om I tænkte paa Sligt,» sagde Njaal; «I har nok andet
Ærende.» «Vi vil fange Laks, Fader,» sagde Skarphedin. «Da vil jeg
ønske, at Fangsten ikke maa glippe for Eder.» De for sin Vei; men
Njaal gik tilbage til sin Seng og sagde til Bergthora: «Ude var dine
Sønner, alle væbnede; nu har du egget dem op til Noget.» «Ret skal jeg
takke dem,» svarede hun, «dersom de sige mig Sigmunds Drab.»

[1] Et hus, hvor Kvinderne holdt til med sit Haandarbeide. 


45) Njaalssønnerne dræber Sigmund og Skjold.

Nu fare Njaalssønnerne op mod Fljotsliden, laa om Natten under Liden
og for op til Liderende, da det led mod Morgenen. Samme Morgen stod
Sigmund og Skjold op og agtede sig op til Stodhestene. De havde
Bidsler med sig, tog Heste, som gik paa Tunet, og red afsted. De fandt
Hestene mellem to Bække. Skarphedin blev dem var, thi Sigmund havde
farvede Klæder. «Ser I Rødalfen[1], Karle?» sagde han. De vendte
Øinene til den Kant og sagde, at de saa ham. «Du skal ikke være med,
Høskuld,» sagde Skarphedin; «du bliver ofte uvarlig sendt ud i Ærender
alene. Jeg vil have Sigmund for mig, thi det synes mig mandig Daad at
gjøre det af med ham, men Grim og Helge kan tage Skjold.» Høskuld
satte sig ned, men de Andre gik, til de traf dem. Skarphedin sagde til
Sigmund: «Tag dine Vaaben og værg dig; det har du nu mere nødigt end
at kvæde Nidviser om os Brødre.» Sigmund tog sine Vaaben, og
Skarphedin biede imedens. Skjold vendte sig mod Helge og Grim, og de
kjæmpede haardt. Sigmund havde Hjælm paa Hovedet, Skjold paa Armen,
Sværd ved Beltet og Spyd i Haanden. Han vender sig nu mod Skarphedin,
stak straks efter ham med Spydet og traf i Skjoldet. Skarphedin hug
Spydskaftet af og løftede Øksen, hug saa til ham og kløvede Skjoldet
til Siden af Haandfanget. Sigmund drog sit Sværd, hug efter Skarphedin
og traf Skjoldet, saa at Sværdet blev siddende fast. Skarphedin
rykkede saa tvært i Skjoldet, at Sigmund slap Sværdet. Nu hug han til
Sigmund med Øksen Rimmugyge[2].

Sigmund havde Pantser paa. Øksen traf ham i Akselen og kløvede
Skulderbladet. Skarphedin rykkede med det Samme Øksen til sig, saa at
Sigmund faldt paa begge sine Knæ, men han var straks paa Benene
igjen. «Du faldt i Knæ for mig nu,» sagde Skarphedin, «men du skal
kysse Jorden, før vi skilles.» «Ilde er det,» sagde Sigmund.
Skarphedin gav ham et Slag over Hjælmen og hug ham derefter
Banehug. Grim hug Foden af Skjold i Ristledet, og Helge rendte Sværdet
gjennem ham, saa han fik straks Bane. Skarphedin fik Øie paa Hallgerds
Saugjæter; han gav ham Sigmunds Hoved, som han havde hugget af, og bad
ham give Hallgerd det og bede hende se efter om det var det Hoved, som
havde gjort Nidviser om dem. Gjæteren kastede Hoved fra sig, straks de
havde forladt ham, thi han turde ikke, saalænge de saa ham. De for,
til de traf Folk nede ved Markarfljot; dem sagde de
Tidenden. Skarphedin lyste Sigmunds Drab over sig, og Grim og Helge
Drabet paa Skjold. Derefter for de hjem og fortalte det til
Njaal. «Til Lykke med Eders Gjerning!» sagde han, «i denne Sag skal
der ikke gives Selvdom.»

Nu er det at fortælle, at Gjæteren kommer hjem til Lidarende. Han
sagde Hallgerd Tidenden. «Skarphedin gav mig Sigmunds Hoved i Haanden
og bad mig bringe dig det, men jeg turde ikke gjøre det,» sagde han;
«jeg vidste ikke, hvorledes du kunde tage det op.» «Det var ilde, at
du ikke gjorde det,» sagde hun; «jeg skulde givet det til Gunnar, saa
maatte han have hævnet sin Frænde eller fundet sig i Haansord af hver
Mand.» Dermed gik hun til Gunnar og sagde: «Jeg har at sige dig din
Frænde Sigmunds Død. Skarphedin har dræbt ham og vilde have sendt mig
hans Hoved.» «Det var at vente,» svarede Gunnar; «af Ondt kommer Ondt,
og I har begge to egget hinanden til Ondskab.» Dermed gik Gunnar sin
Vei. Han gjorde Intet ved Drabssagen og brød sig ikke om det
Hele. Hallgerd mindede ofte om det og sagde, at Sigmund laa
ubødt. Gunnar gav ingen Agt derpaa. Der led tre Thing, hvor Folk
troede, at han vilde søge Sagen. Da kom Gunnar i et vanskeligt
Tilfælge, som han ikke vidste, hvorledes han skulde rede sig ud
af. Han red da til Njaal, som modtog ham venlig. Gunnar sagde: «Jeg er
kommen for at søge godt Raad hos dig i en vanskelig Sag.» «Det har du
Ret til at vente,» sagde Njaal, og gav ham sit Raad. Gunnar stod op og
takkede ham. Da tog Njaal Gunnar i Haanden og sagde: «Længe nok har
din Frænde Sigmund ligget ubødt.» «For længe siden er han bødt,» sagde
Gunnar, «men jeg vil dog ikke staa min egen Hæder imod.» Han havde
aldrig sagt et ondt Ord om Njaalssønnerne. Njaal vilde endelig, at
Gunnar skulde dømme i Sagen. Han satte Boden til to Hundreder i Sølv,
men lod Skjold ligge paa sine Gjerninger. De udredede Pengene med det
Samme. Gunnar kundgjorde deres Forlig paa Thingeskaalethinget[3], da
den største Folkemængde var samlet der. Han fortalte, hvor hæderlig de
havde opført sig mod ham, og fremsagde de onde Ord, som havde voldt
Sigmunds Bane. Ingen skulde hærme dem eller kvæde Viserne; den, som
gjorde det, skulde ligge paa Sine Gjerninger. Baade Njaal og Gunnar
sagde, at aldrig Noget skulde komme paa, som de ikke selv skulde
forlige. Det holde de ogsaa fuldkommen, og de var altid Venner. 

[1] Ordet sigter til Sigmunds farvede Klæder (Klæder som ikke havde
    Uldens naturlige Farve. 

[2] Navnet betyder «Strids-Gygren» (Øksen betegnes undertiden af de
    gamle Skalde billedlig med Jøtunkvinders Navne). 

[3] Island var inddelt i 4 Fjerdinger, som igjen deltes i Thing
    (Thinglag). Af disse var 4 i Nordfjerdingen, og 3 i hver af de
    øvrige, altsaa ialt 13. Thingskaalething (ogsaa kaldet
    Tangaathing) var det ostligste af Sydfjerdingens Thinglag, i hvis
    Distrikt Gunnar og Njaal hørste hjemme. I hvert af disse Thinglag
    holtes der to aarlige Thingforsamlinger (Heredsthing), een om
    Vaaren (derfor kaldet Vaarthing) og een ud paa Sommeren, efter at
    var kommen hjem fra Althinget (Leid, hvorom Mere
    nedenfor). Retssager kunde alene foretages paa den første af
    disse, paa vaarthinget; det stod Enhver frit for at stevne sin Sag
    enten til dette eller til vedkommende Overdomstol (Gjeringsret)
    paa Althinget (sml. Anm. til Kap. 8). Dommernes Antal var paa
    Vaarthinget, ligesom i Fjerdingsretten, the Tylvter, idet hver af
    Thinglagets the Goder opnævnte sin Tylvt. 


46) Gissur Hvide og Geir Gode

En Mand hed Gissur hvide. Han var Søn af Teit, Søn af Ketilbjørn den
gamle paa Mosfell. Gissurs Moder hed Olov; hun var Datter af Bødvar
Herse, Søn af Vikinge-Kaare. Gissurs Søn var Biskop Isleiv. Teits
Moder hed Helga og var Datter af Thord Skjægge, Søn af Rapp, Søn af
Bjørn Bune, Søn af Grim Herse fra Sogn. Gissur hvide boede paa Mosfell
og var en stor Høvding. Der nævnes en Mand i Sagaen, som hed Geir
Gode[1]. Hans Moder var Thorkatla, Datter af Ketilbjørn den gamle paa
Mosfell. Geir boede paa Lid. Gissur og han hjalp hinanden i alle
Sager. Paa denne Tid boede Mørd Valgardssøn[2] paa Hov paa
Rangaavoldene. Han var en slu og ondskabsfuld Mand. Hans Fader,
Valgard, var da udenlands, og hans Moder død. Han var meget avindsyg
paa Gunnar fra Lidarende. Han havde Rigdom nok, men var lidet
vennesæl. 

[1] Goden var Heredets Høvding. Navnet betyder Prest og betegner ham
    altsaa nærmest som Heredets religiøse Forstander; han forestod
    dets Hov (Tempel) og forrettede Ofringerne. Men han havde tillige
    en udstrakt verdslig Myndighed. Goderne raadede baade paa
    Heredsthingene og paa Althinget; de havde den dømmende Myndighed i
    sin Haand, idet de opnævnte Dommerne paa begge disse Thing, og
    tillige den livgivende og styrende, idet de i Forening med de af
    dem selv tilkaldte Bisiddere dannede Lagretten paa Althinget
    (sml. Anm, til Kap. 2). Hver Gode havde desuden i sit Hered at
    sørge for Lovens Overholdelse og vaage over den offentlige
    Sikkerhed og Ro, og det var hans Pligt at hjælpe enhver af
    Heredets Mænd til sin Ret og være deres Forsvar mod andre mægtige
    Mænd. Hans Embede kaldtes Godord, og de Mænd, som stod under hans
    Myndighed, sagde at være i Thing med ham eller at være hans
    Thingmænd. Der var 3 Goder i hvert af Landets 13 Thinglag, eller
    ialt 39 (se Anm. til Kap. 45), 12 i Nordfjerdingen og 9 i hver af
    de øvrige Fjerdinger. Godordet betragtedes som Godens Eiendom; det
    gik i Arv og kunde sælges eller afhændes paa anden Maade. Islands
    Statsforfatning var alsaa strengt aristikratisk.

[2] Se ovenfor Kap. 25.


47) Gunnar vil kjøbe Mad af Otkel.

Otkel hed en Mand. Han var Søn af Skarv, Søn af Hallkel, som sloges
med Grim paa Grimsnæs og fældte ham i Holmgang. Hallkel og Ketilbjørn
den gamle var Brødre. Otkel boede paa Kirkebø. Hans Kone hed Thorgerd;
hun var Datter af Maar, Søn af Runolv, Søn af Naddodd Færøing. Otkel
var en velstaaende Mand. Hans Søn hed Thorgeir; han var ung af Alder,
men saa ud til at blive en rask Mand. Skamkel hed en Mand; han boede
paa det andet Hov. Han eiede mange Penge, men han var ondskabsfuld og
løgnagtig, vrang og slem at have med at gjøre. Han var Otkels
Ven. Hallkel hed Otkels Broder; han var en stor og stærk Mand og holdt
til hos Otkel. Deres Broder hed Hallbjørn hvide. Han havde med sig en
Træl udenlandsfra, som hed Melkolv; denne Melkolv var en Irer og lidet
likt. Hallbjørn tog Ophold hos Otkel og med ham Melkolv Træl. Trælen
sagde ofte, at han skulde prise sig lykkelig, om han blev Otkel
Eiendom. Otkel likte ham godt og gav ham Kniv og Bælte og fuld
Klædning; og Trælen gjorde alt det Arbeide, han paalagde ham. Otkel
bad sin Broder at sælge sig Trælen. Han svarede, at han vilde give ham
Melkolv, men sagde, at han ikke var slig en Skat, som han mente.
Straks Trælen var kommen i Otkels Eie, var det forbi med hans
Arbeidsomhed. Otkel ankede ofte for Hallbjørn over, at Trælen syntes
ham at udrette Lidet. Hallbjørn svarede, at det ikke var den værste
Lyde ved ham.

Ved denne Tid blev der stort Uaar, saa at baade Hø og Mad slap op for
Mange, og dette gik over alle Bygder. Gunnar overlod Mange Hø og Mad,
og Alle som kom til ham, blev hjulpne, saalænge der var
Noget. Saaledes kom det, at Gunnar ogsaa blev i Knibe for baade Foder
og Mad. Da bad han Kolskjæg og Thraain Sigfussøn og Lambe Sigurdsøn at
følge sig; de for til Kirkebø og lod Otkel kalde ud. Han hilsede
dem. Gunnar sagde: «Jeg er nu saa ilde faren, at jeg er kommen for at
kjøbe Hø og Mad his dig, dersom det kunde være at faa.» Otkel svarer:
«Begge Dele har jeg nok af; men ingen af Delene sælger jeg dig.» «Vil
du give mig da,» sagde Gunnar, «og lade det komme an paa hvorledes jeg
lønner dig?» «Nei, det vil jeg ikke,» sagde Otkel. Skamkel eggede ham
til at svare ilde. «Vi burde tage baade Hø og Mad og Lægge Pengeværd i
Stedet,» sagde Thraain Sigfussøn. Hallkel svarede: «Ilde maatte det
staa til med Mosfellingerne da, skulde Sigfussønnerne rane dem.» «Med
Ran vil jeg ikke fare,» sagde Gunnar. «Vil du kjøbe en Træl af mig?»
sagde Otkel. «Det kan nok være,» sagde Gunnar. Siden kjøbte Gunnar
Trælen Melkolv og for derefter hjem. Dette faar Njaal spurgt og sagde:
«Ilde er sligt, at nægte Gunnar at faa kjøbt. Lidet er der for Andre
at vente der, hvor slige Mænd ikke faa.» «Er det værdt at tale mange
Ord derom?» sagde Bergthora; «meget bedre er det, at du giver ham
baade Mad og Hø; du har nok af begge Dele.» «Det har du Ret i,» sagde
Njaal; «jeg skal vist hjælpe ham med Noget.» Han for op til
Thorolvsfell med sine Sønner, og der bandt de Hø paa femten Heste, og
fem Heste kløvjede de med Mad. Derefter kom Njaal til Lidarende og
kaldte Gunnar ud. Han hilser dem venlig. Njaal sagde: «Her er Hø og
Mad, som jeg vil give dig; jeg vil, at du aldrig skal vende dig til
nogen Anden, end mig, om du trænger til Noget.» «Gode ere dine Gaver,»
sagde Gunnar, «men endnu mere værdt synes mig dit og dine Sønners
Venskab.» Siden for Njaal hjem. Det lider nu fremover Vaaren.


48) Hellgerd stjæler Mad fra Otkel.

Gunnar red til Things. Meget Folk østen fra Sida havde havt Herberge
hos ham paa Thingreisen, og Gunnar havde bedet dem, at de maatte tage
indom paa Lidarende, naar de red fra Thinget. De havde lovet
det. Njaal og han Sønner var paa Thinget, og det gik fredeligt og
roligt af. Nu er det at fortælle, at Hallgerd kommer til Melkolv Træl
og siger: «Jeg har tiltænkt dig et Ærende; du skal fare til Kirkebø.»
«Hvad skal jeg der?» spurgte han. «Du skal stjæle Mad der paa to
Heste. Smør og Ost skal du tage; og saa skal du sætte Old paa
Buret. Alle vil da mene, at det er skeet af et Tilfælde, og Ingen
falde paa, at der har været stjaalet.» Melkolv svarede: «Slem har jeg
været, men aldrig har jeg været Tyv.» «Har Nogen hørt Mage,» sagde
Hallgerd; «du gjør dig kostbar, du som har været baade Tyv og
Morder. Du faa nok fare, ellers lader jeg dig dræbe.» Han troede sig
vis paa, at hun vilde gjøre saa, hvis han ikke for; han tog derfor om
Natten to Heste, lagde Kløvsadler paa og for til Korkebø. Hunden
kjendte ham og gjøede ikke, men sprang ham imøde. Han for da til buret
og lagde Madvarer paa Kløven, stak saa Ild paa Buret og dræbte
Hunden. Han for nu op langs Rangaaen. Hans Skorem gik itu, og han tog
sin Kniv frem og gjorde Skoen istand. Kniven og Bæltet glemte han
efter sig. Han farer, til han kommer til Lidarende; da savner han
Kniven, men tør nu ikke fare tilbage. Han bringer Maden til Hallgerd,
og hun blev meget fornøiet. Om Morgenen, da Folk kom ud paa Kirkebø,
saa de den store Skade. Der blev da sendt en Mand til Things for at
sige Otkel det. Han tog det roligt og mente, at Ilden maatte være
kommet op derved, at Ildhuset laa lige Væg i Væg med Buret; og Alle
troede den Gang, at det maatte have været Aarsagen. Folk ride nu hjem
fra Thinget, og Mange ride indom Lidarende. Hallgerd bar Mad paa
Bordet, og der blev sat frem Ost og Smør. Gunnar vidste, at slik Mad
ikke fandtes der i Huset, og spurgte Hallgerd, hvor den var komme
fra. «Ikke andetstedsfra, end at du vel kan spise den,» sagde hun;
«desuden er det ikke Mands Sag at blande sig i Madstellet.» Gunnar
blev vred og sagde: «Ilde var det, om jeg skulde gjøre mig til Hæler,»
og gav hende et Ørefigen. Hun sagde, at det Slag skulde hun huske og
lønne ham, saasandt hun kunde. Derefter gik hun fra Bordet og han med
hende; Altsammen blev taget af Bordet og Kjødmad fremsat. Alle tænkte,
at det nok maatte være saa, at den Mad troedes at være kommen i Huset
paa ærligere Maade. Siden fare Thingmændene sin Vei.


49) Gunnar byder Otkel bøter. 

Nu er at fortælle om Skamkel. Han rider op langs Rangaaen for at lede
efter Sauer; da ser han Noget lyse i Veien. Han finder der en Kniv og
et Bælte, og synes, at han skulde kjende begge Dele. Han farer frem
til Kirkebø dermed. Otkel stod ude, da han kom. «Kjender du noget til
disse Ting?» sagde Skamkel. «Ja, vist kjender jeg dem,» sagde
Otkel. «Hvem eier dem da?» spurgte Skamkel. «Melkolv Træl,» svarede
Otkel. «Da skal Flere kjendes ved dem, end vi To,» sagde Skamkel; «thi
tro skal jeg være dig.» De viste dem til Mange, og Alle kjendte
dem. Da sagde Skalkel: «Hvad agter du nu at gjøre?» Otkel svarede: «Vi
vil tale med Mørd Valgardssøn og spørge ham om Raad.» Siden for de til
Hov, viste Mørd Tingene og spurgte, om han kjendte dem. Han sagde, at
han kjendte dem. «Men hvad saa? Mene I kanskje, at I vil finde noget
af Eders Eiendom paa Lidarende?» «Vanskeligt synes det os at fare med
Sligt,» sagde Skamkel, «hvor saa overmægtige Mænd er med i Spillet.»
«Det er vist,» sagde Mørd; «men alligevel ved jeg de Ting fra Gunnars
Hus, som ingen af Eder kjender til.» «Vi vilde gjerne betale dig vel,
om du vilde paatage dig denne Sag,» sagde de. «De Pange kunde blive
mig dyrekjøbte,» svarede Mørd; «men alligevel kan det nok hænde, at
jeg tager det under Overveielse.» De gav ham tre Mark Sølv, for at han
skulde hjælpe dem. Han gav det Raad, at sende nogle Kvinder ud med
forskjællige Smaating, som de skulde forære bort til Madmødrene paa
Gaardene; saa fik man se, hvorledes de blev lønnede; «thi Alle har for
Skik,» sagde han, «først at give bort det, som er stjaalet, om de har
noget sligt at gjemme paa; det vil gaa saaledes nu ogsaa, dersom
Branden er voldt af Folk. Kvinderne skal da vise mig, hvad de har
faaet paa hvert Sted. Men jeg vil ikke have Mere med den Sag at gjøre,
dersom det Hele bliver opklaret.» De gik ind paa dette og for siden
hjem. Mørd sendte Kvinder omkring i Bygden, og de var borte en halv
Maaned. Da de kom hjem igjen, havde de store Byrder med sig. Mørd
spurgte, hvor de havde faaet mest. De sagde, at paa Lidarende havde de
faaet mest, og Hallgerd havde været den gavmildeste. Han spurgte, hvad
de havde faaet der. «Ost,» svarede de. Han bad om at faa se den. De
viste ham den; det var mange Sneider; han tog dem og gjemte dem. Lidt
efter for han til Otkel og bad ham tage frem Thorgerds Osteform. Saa
blev gjort. De lagde Sneiderne ned i, og de passede fuldkommen i
Osteformen. Da saa da, at Hallgerd havde givet Kvinderne en Hel
Ost. Da sagde Mørd: «Nu kan I se, at Hallgerd maa have stjaalet Osten.»
De lagde alle Beviser sammen og fandt, at han havde Ret. Mørd sagde
nu, at han syntes sig at have gjort Sit i den Sag. De skiltes dermed. 

Kolskjæg kom en Dag til Gunnar og sagde: «Ilde er det; men det er
gjængs Tale, at Hallgerd har stjaalet og voldet den store Skade paa
Kirkebø.» Gunnar sagde, at han troede, det var saa. «Men hvad er at
gjøre?» sagde han. Kolskjæg svarede: «Alle maa finde, at det tilkommer
dig at bøde for din Kone. Jeg synes, det Bedste var, at du reiste til
Otkel og gjorde ham gode Tilbud.» «Dette er vel talt,» sagde Gunnar,
«og saa skal ske.» Lidt efter sendte Gunnar Bud efter Thraain
Sigfussøn og Lambe Sigurdssøn, og de kom straks. Gunnar sagde dem,
hvad han agtede at gjøre. De var enige i, at dette var det
Retteste. Gunnar red selv tolvte til Kirkebø og lod Otkel bede om at
komme ud. Skamkel var der og sagde: «Jeg skal gaa ud med dig; det
spørges nu, om hvem der er klogest. Jeg vilde gjerne være dig nærmest
naar du mest trænger til det, og nu gjælder det. Det synes mig
raadeligst, at du tager Munden dygtigt fuld.» Dermed gik de ud, Otkel
og Skamkel, Hallkel og Hallbjørn. De hilsede paa Gunnar. Han hilsede
dem igjen. Otkel spørger, hvor han agtede sig hen. «Ikke længere end
hid,» sagde Gunnar; «og mit Ærende er at sige dig om den store Skade,
som hændte her, at den er voldt af min Kone og den Træl, som jeg
kjøbte af dig.» «Sligt var at vente,» sagde Hallbjørn. Gunnar sagde:
«Jeg vil nu gjøre dig godt Tilbud: at de bedste Mænd i Bygden skal
dømme i Sagen.» «Dette Tilbud høres godt,» sagde Skalkel, «men er
uligt; du er en vennesæl Mand hos Bønderne, men Otkel er uvennesæl.»
«Jeg vil da foreslaa dig, at jeg dømmer og afgjør Sagen med det Samme
og lægger mit Venskab til og udbetaler alle Penge paa Stedet; jeg vil
bøde med dobbelt Mandebod.» «Dette Vilkaar skal du ikke tage,» sagde
Skamkel; «det er urimeligt at give ham Selvdom, hvor du skulde have
den.» Otkel sagde; «Jeg vil ikke give dig Selvdom, Gunnar.» «Jeg
skjønner nok, at Andre har sine Fingre med i Spilet her,» sagde
Gunnar, «og jeg skal vel med Tiden faa lønnet dem; men døm nu selv!»
Otkel hviskede til Skamkel og sagde: «Hvad skal jeg nu svare?» «Det
skal du kalde et godt Tilbud, men skyde din Sag under Gissur hvide og
Geir Gode; Mange vil da sige, at du er lig din Farfader, Hallkel, som
var en stor kjæmpe.» Otkel sagde: «Dette er et godt Tilbud, Gunnar,
men alligevel vil jeg, at du giver mig Tid til at faa tale med Gissur
hvide.» «Far dermed, som du vil,» svarede Gunnar, «men Folk vil sige
at du ikke forstaar din egen Ære, naar du ikke vil tage de Vilkaar,
som jeg byder dig.» Dermed red han hjem.

Da Gunnar var borte, sagde Hallbjørn: «Større Forskjel paa Mænd har
jeg aldrig seet; Gunnar gjorde dig gode Tilbud, men du vilde ingen
tage. Hvorledes kan du tænke paa at indlade dig i Strid med Gunnar,
han, hvis Mage ikke findes? Og endda er han saa gjæv en Mand, at han
vist vil lade disse Bud staa, om du senere vil tage dem. Det er bedst,
at du farer og taler med Gissur hvide og Geir Gode nu straks.» Otkel
lod sin Hest lede frem og gjorde sig reisefærdig. Otkel havde et
daarlig Syn. Skamkel fulgte ham paa Veien tilfods og sagde: «Det synes
mig underligt, at ikke din Broder vilde tage fra dig dette Stræv; jeg
vil byde dig at reise for dig, thi jeg ved, at du ikke er meget for
Reiser.» «Det vil jeg gjerne tage imod,» sagde Otkel; «men sig du
alt, som det er.» «Det skal jeg,» sagde Skamkel. Han tog nu Otkels
Hest og Reiseklæder, og Otkel gik hjem. Hallbjørn stod ude paa Gaarden
og sagde til Otkel: «Ilde er det at have Træl til bedste Ven; al vor
Tid vil vi komme til at angre det, at du har vendt om, og uvittigt er
det at sende den største Løgner af en Mand i Vei, naar En kan sige, at
det gjælder Folks Liv.» «Rædskulde du vel være, om Gunnar holdt
Atgeiren færdig til Hug,» sagde Otkel, «naar du er slig nu.» «Uvist er
det, hvem der bliver ræddest,» sagde Hallbjørn, «men det vil du faa
føle, at Gunnar ikke sigter længe med Atgeiren, naar han er vred.» «I
er alle nogle Krystere, undtagen Skamkel,» sagde Otkel; og begge var
da vrede.


50) Otkel stevner Gunnar.

Skamkel kom til Mosfell og gjentog alle Tilbudene for Gissur. «Saa
synes mig,» sagde Gissur, «som dette var vakre Tilbud. Hvorfor modtog
han ikke disse?» Skamkel svarede: «Det var mest, fordi alle vilde vise
dig Ære; derfor vilde han først høre din Mening. Det vilde ogsaa være
det Bedste for Alle.» Skamkel blev der om Natten. Gissur sendte en
Mand efter Geir Gode, og han kom der tidlig om Morgenen. Gissur sagde
ham det Hele og spurgte tilsidst: «Hvad skal vi nu gjøre?» «Det, som
du vist alt har tænkt dig selv,» svarede Geir, «at mægle i Sagen paa
bedste Maade. Vi vil lade Skemkel sige os det en Gang til for at høre,
hvorledes han fortæller det op igjen.» De gjorde saa. Gissur sagde
derpaa til Skamkel: «Ret har du vist fortalt alt dette; men et leiere
Opsyn har jeg ikke seet paa nogen Mand, end dit, og ikke skal En skue
Hunden paa Haarene, dersom du er en Ærlig Mand.»

Skamkel for nu hjem og red først til Kirkebø og kaldte Otkel ud. Han
modtog Skamkel vel. Skemkel hilsede ham fra Gissur og Geir og sagde:
«Om denne Sag behøves der ikke at tales sagte; det er Gissurs, som
Geirs Vilje, at du ikke skal tage Forlig i denne Sag. Han raadede dig
til at fare Stevnefærd og stevne Hallgerd for Tyveri og Gunnar for
Brugen af Kosterne.» Otkel svarede: «Med Alt skal ske, som de har
raadet.» «De syntes ogsaa meget godt derom,» sagde Skamkel, «at du
havde været stor paa det, og jeg roste dig i alle Maader.» Otkel
fortalte dette til sine Brødre. «Det er den største Løgn,» sagde
Hallbjørn. Det lider nu fremover til de sidste Stevnedage før
Althinget. Otkel bad sine Brødre og Skamkel at ride med sig paa
Stevnefærd til Lidarende. Hallbjørn sage, at han vel fik fare, men
denne Færd vilde de komme til at angre, sagde han, naar det led
paa. De ride tolv i Følge til lidarende. Da de kom ind paa Tunet[1],
var Gunnar ude paa Gaarden, men han mærkede dem ikke, før de kom lige
frem til Husene. Han gaar da ikke ind. Otkel fremsiger straks
Stevningen; da han var færdig dermed, sagde Skamkel: «Er det ret,
Bonde?» «Det ved I selv,» sagde Gunnar; «men jeg skal minde dig om
denne Færd engang, Skamkel, og om dine Raad.» «Det vil ikke være
farligt,» sage Skemkel, «naar ikke Atgeiren er i Luften.» Gunnar var
meget vred og gik ind. Han fortalte det til Kolskjæg. «Ilde var det,
at vi ikke var ude,» sagde han; «de skulde havt stor Spot og Skam af
den Reise, om vi havde været tilstede.» «Deres Tid kommer nok,» sagde
Gunnar; «ikke vil denne Reise blive dem til stor Ære.» Kort efter for
Gunnar til Njaal og fortalte ham det. «Tag du det roligt,» sagde
Njaal; «dette vil blive dig til den største Hæder, før dette Thing er
forbi; vi skal ogsaa støtte dig alle med Raad og Daad.» Gunnar takkede
ham og red hjem. Otkel rider til Things med sine Grødre og Skamkel.

[1] Med Tun menes paa Island ikke, som i Norge, Pladsen, hvorpaa
    Gaardens Huse staa, men den Gaarden omgivende til Græsland dyrkede
    Indmark, som almindelig er af meget ringe Udstrækning, og som er
    adskilt fra Udmarken ved et Gjærde (Tungarden).


51) Forlig mellem Gunnar og Otkel.

Gunnar red til Thinget og alle Sigfussønnerne og Njaal og hans
Sønner. De gik alle i Følge med Gunnar, og det blev sagt, at ingen
havde seet stridbarere Flok. Gunnar gik en Dag til Dalemændenes
Bod. Rut og Høskuld var tilstede i Boden, og de modtog Gunnar
venlig. Gunnar siger dem, hvorledes Sagerne stod. «Hvad raader Njaal
til?» sagde Rut. «Han bad mig gaa til Eder Brødre, og sagde, at han
vilde være tilfreds med det, I fandt raadeligst.» «da vil han,» sage
Rut, «at jeg for Svogerskabets Skyld skal sige min Mening, og det
skal ske. Du skal stevne Gissur hvide til Holmgang, dersom de ikke
byde dig Selvdom, og Kolskjæg Geir Gode, og der kan vel ogsaa findes
Mænd til at gaa imod Otkel og de Andre. Vi har nu saa stor Folkemagt
her alle tilsammen, at du kan faa frem, hvad du vil. Gunnar gik hjem
til Boden og sagde dette til Njaal. «Det ventede jeg mig,» sagde
Njaal. Dette kom Ulv Aurgode under Veir med og fortalte det til
Gissur. Gissur sagde til Otkel: «Hvem raadede dig til, at du skulde
stevne Gunnar?» «Skamkel sage mig, at det var dit og Geirs Raad,»
svarede Otkel. «Hvor er den Usling?» sagde Gissur. «Han ligger syg
hjemme i Boden,» sagde Otkel. «Jeg var tilfreds, han aldrig stod op
igjen,» sagde Gissur; «nu vil vi alle gaa til Gunnar og byde ham
Selvdom; men jeg ved dog ikke, om han nu vil tage den.» Skamkel fik
høre ilde af Mange, og han laa syg hele Thinget over. 

Gissur og hans Følge gik til Gunnars Bod. Da de saaes at komme, blev
det sagt til Gunnar inde i Boden. Alle, som var inde, gik ud og
fylkede sig. Gissur gik forrest i Følget; han sagde: «Det er vort
Tilbud, at du, Gunnar, dømmer i denne Sag.» «Det lod ikke til at være
dit Raad, da jeg blev stevnet,» sagde Gunnar. «Det var ikke mig, og
heller ikke Geir, som raadede til det,» sagde Gissur. «Da faar du
fralægge dig det paa ordentlig Vis,» sagde Gunnar. «Hvad forlanger
du?» sprugte Gissur. «At du aflægger Ed derpaa,» svarede Gunnar. «Det
skal jeg gjøre,» sagde Gissur, «dersom du vil tage imod Selvdom.» «Det
bød jeg i sin Tid,» sagde Gunnar, «men nu synes jeg mig at have Mere
at dømme om.» «Afslaa ikke Selvdommen,» sagde Njaal; «jo større Sagen
er, des mere Ære er at vinde.» «For at føie mine Venner vil jeg da
dømme i Sagen, sagde Gunnar; «men det raader jeg Otkel til, at han
ikke vælter sig ind paa mig herefter.» Der blev da sendt Bud efter
Høskuld og Rut, og de kom. Gissur og Geir Gode aflagde nu Ed. Gunnar
afgjorde dommen uden at raadføre sig med Nogen og sagde den derefter
op. «Dette er min Dom,» sagde han: «Værdien af Huset og Maden, som
derinde var, skal godtgjøres; men for Trælen vil jeg ikke bøde til
dig, eftersom du dulgte Lyder hos ham; men jeg tildømmer dig ham, thi
der passe Ørene bedst, hvor de har vokset. Jeg regner, at I har
stevnet mig for at volde mig Spot og Spe, og for dette tilkjender jeg
mig lige saa meget som alt Godset er værdt, Huset og det, som der
brændte inde. Men dersom I synes bedre om at være uforligte, da lader
jeg det endnu staa Eder frit for; men for det Tilfælde har jeg endnu
en Udvei paa rede Haand, og den skal da komme frem.» Gissur svarer:
«Det er vor Vilje, at du ikke skal betale Otkel noget, men vi bede dig
derimod om, at du vil være Otkels Ven.» «Det skal aldrig ske,» sagde
Gunnar, «saalænge jeg lever; han kan have Skamkels Venskab, som han
længe har nyttet.» «Alligevel vil vi nu ende Sagen,» sagde Gissur, «om
du end alene raader for Vilkaarene.» Alle disse Forlig blev da
stadfæstede med Haandslag. Gunnar sagde til Otkel: «Det Raadeligste er
nu, at du farer til dine Frænder; men vil du blive der i Bygden, da
gjør ikke mig nogen Fortræd.» «Dette er et godt Raad,» sagde Gissur,
«og saa skal han gjøre,» Gunnar havde den største Ære af Sagen. Folk
ride siden hjem af Thinget. Gunnar sidder nu paa sin Gaard, og det er
roligt en Stund.
     

52) Runolv gjæster Otkel.

Runolv hed Ulv Aurgodes Søn. Han boede paa Dal østenfor
Markarfljot. Han tog Herberge hos Otkel, da han red fra Thinget. Otkel
gav ham en Okse, jævnsort over det Hele, ni Vintre gammel. Runolv
takkede ham for Gaven og bad ham at gjæste sig igjen naar han fik
Lyst. Dette Tilbud stod hen en Stund, uden at det blev til nogen
Reise. Runolv sendte ham ofte Bud og mindede ham om Reisen, og han
lovede altid, at han vilde komme. Otkel eiede to blakke Heste med Aal
efter Ryggen. De vare de bedste Rideheste i Bygden og saa glade i
hinanden, at den ene rendte efter den anden. Derholdt en Østmand[1]
til hos Otkel; han hed Audulv. Han havde sat sit Sind til Signy,
Otkels Datter. Audulv var en stor og stærk Mand.

[1] Saa kaldtes Nordmændene paa Island.


53) Otkel gjæster Runolv.

Om Vaaren sagde Otkel, at de skulde ride østover til Dal i Gjæstebud,
og Alle var glade derover. Skalkel var i Følge med Otkel, desuden hans
to Brødre, Audulv og tre andre Mænd. Otkel red paa den ene af de
blakke Heste, den anden sprang løs ved siden. De stevne østover til
Markarfljot. Otkel red forrest; da slog begge Hestene sig gale for ham
og løb af Veien op mod Fljotsliden, og Otkel formaaede ikke at holde
dem. Gunnar var gaaet alene hjemmefra Gaarden med en Kornsæk i den ene
Haand og i den anden en Haandøks. Han gik nu paa sit Saaland og saaede
og havde imedens lagt sin Silkekappe og sin Øks ned paa Jorden ved
Siden af sig. Otkel havde ganske mistet Magten over Hesten; han havde
Sporer paa Fødderne og kommer sprængende nedenfra over Ageren. Han og
Gunnar blev ikke hinanden var, og idet Gunnar reiser sig, red Otkel
paa ham, traf ham med Sporen ved Øret og rispede en stor Flænge, saa
at Blodet randt stærkt. Nu kom ogsaa Otkels Følge efter. «Alle kan I
nu se,» sagde Gunnar, «at du har saaret mig, og nu træder du mig under
Fod og rider paa mig.» «Tilpas Bonde!» sagde Skamkel; «du er ikke
meget blidere nu end paa Thinget, da du tog Selvdom og havde Atgeiren
i Haanden.» «Naar vi findes næste Gang, skal du faa se Atgeiren,»
sagde Gunnar. Dermed skiltes de. Skamkel raabte høit: «I ride haardt,
Karle!» Gunnar gik hjem, men talte ikke om dette til Nogen, og Ingen
tænkte, at dette Saar var voldt af Folk. Engang fortalte han sin
Broder Kolskjæg det. Kolskjæg sagde: «Dette skal du sige til Flere, at
det ikke skal blive sagt, at du giver død Mand Sag; thi dersom ikke
Vidner vide, hvad der er skeet mellem Eder, vil Modparten nægte
Alt. Gunnar fortalte det til sine Naboer, men der blev ikke talt stort
om det i Førstningen. Otkel kom østover til Dal og blev der vel
modtagen. Han og hans Følge sad der en Uge. Skamkel fortalte Runolv
Alt om, hvorledes det var gaaet til mellem dem og Gunnar. En spurgte,
hvorledes Gunnar tog dette. «Havde det været en simpel Mand, saa vilde
man have sagt, at han græd,» sagde Skamkel. «Ilde er sligt talt,»
sagde Runolv, «og du vil nok faa føle det, næste Gang I træfes, at
Gunnar ikke er graadmild af sig; vel var det, om ikke bedre Mænd kom
til at undgjælde for din Ondskab. Efter dette synes det mig det
Raadeligste, at jeg følger Eder, naar I vil fare hjem; thi Gunnar vil
ikke gjøre mig nogen Men.» «Nei, det vil jeg ikke,» sagde Otkel; «jeg
skal ride over Elven Længere nede.» Runolv gav Otkel gode Gaver og
sagde, at de ikke vilde sees oftere. Otkel bad ham i saa Tilfælde at
tage sig af hans Søn.


54) Gunnar dræber Otkel og hans Mænd.

Nu er det at fortælle, at Gunnar stod ude paa Gaarden paa
Lidarende. Da ser han sin Saugjæter komme ridende op mod Gaarden. Han
red ind i Tunet. «Hvorfor rider du saa haardt?» sagde Gunnar. «Jeg
vilde gjerne være dig tro,» svarede Manden; «jeg saa, der red Mænd ned
mod Markarfljot, otte i Følge, og de fire havde farvede Klæder.» «Det
maa være Otkel,» sagde Gunnar. «Jeg har ofte hørt mange harmelige Ord
af Skamkel,» sagde Manden, «og nu sagde han det øster paa Dal, at du
græd, da de red paa dig, og det siger jeg dig, fordi slig Tale af onde
Mænd synes mig ilde.» «Vi skal ikke være ordsaare,» sagde Gunnar; «men
herefter skal du ikke gjøre andet Arbeide, end det du har Lyst til.»
«Skal jeg sige Noget til Kolskjæg, din Broder?» spurgte Gjæteren. «Gaa
du hen og sov,» sagde Gunnar; «jeg skal sige Kolskjæg Besked.»
Gjæteren lagde sig og sovnede straks.

Gunnar tog hans Hest og lagde sin Sadel paa den; han tog sit Skjold og
gjordede sig med Sværdet Ølvesnaut[1], satte Hjælmen paa Hovedet og
greb saa Atgeiren, og det sang høit i den. Det hørte Rannveig, hans
Moder; hun gik frem i Stuen og sagde: «Vred er du nu, min Søn; ikke
saa jeg dig slig før.» Gunnar gik ud, stak Atgeiren i Jorden, kastede
sig med et Sæt i Sadlen og satte afsted. Rannveig gik til Stuen; der
var høilydt Snak. «Høit tale I,» sagde hun, «men høiere klang
Atgeiren, da Gunnar gik ud.» Dette hørte Kolskjæg og sagde: «Det er
ikke for Intet[2].» «Det var godt,» sagde Hallgerd; «nu kan de friste,
om han gaar gredende unda dem.» Kolskjæg tager sine Vaaben og finder
sig en Hest og rider efter, alt hvad han kunde. Gunnar red tværs over
Agertunge og derfra til Geilestuerne og saa til Rangaaen og ned til
Vadet ved Hov. Han sprang af Hesten og bandt den. Da kom de Andre
ridende. Der laa nogle store Heller i Lergaden ved Vadet. Nogle
Kvinder stod ude paa Stølen[3]. Gunnar sagde til Følget: «Nu gjælder
det at værge sig; her er nu Atgeiren, og nu kan I prøve, om jeg græder
for Eder.» De sprang da alle af Hestene og søgte ind paa
Gunnar. Hallbjørn var forrest. «Hold dig tilbage, du,» sagde Gunnar;
«dig vilde jeg mindst gjøre noget Ondt; men jeg kan dog ingen spare,
naar det gjælder Livet.» «nei, det gaar ikke an,» sagde Hallbjørn; «du
vil dog dræbe min Broder, og Skam var det, om jeg sad og saa paa
det.» Dermed stak han til Gunnar med et stort Spyd med begge
Hænder. Gunnar stjød Skjoldet for, men Hallbjørn stak tvært igjennem
det. Gunnar skjød Skjoldet ned saa haardt, at det stod fast i Jorden,
tog lynsnart til Sværdet, saa at man ikke kunde følge ham med Øinene,
hug til og traf Hallbjørn i Armen ovenfor Haandleddet, saa at Haanden
føg af. Skamkel løb bag paa Gunnar og hug efter ham med en svær
Øks. Gunnar vendte sig raskt imod ham, kastede Atgeiren imod og traf
under Hagen paa Øksen, saa den for ud af Haanden paa Skamkel og ud i
Rangaaen. Gunnar stødte paany til med Atgeiren, drev den tværtigjennem
Skamkel, løftede ham op og slyngede ham paa Hovedet ned i
Lergaden. Audulv Østmand tog et Spyd og sendte det mod Gunnar. Han
greb det i Luften og skjød det tilbage med det Samme, saa at det fløi
igjennem Skjoldet og Østmanden og ned i Bakken. Otkel hug med sit
Sværd efter Gunnar og stevnede mod Benet nedenfor Knæet; men Gunnar
hoppede op, saa at han hug feil. Gunnar rendte derpaa Atgeiren
igjennem ham. Nu kommer Kolskjæg til og farer straks mod Hallkel og
hugger ham Banehug med sit Sværd. Der fælde de saaledes otte Mænd. 

En Kvinde, som saa dette, løb op til Gaarden, sagde det til Mørd og
bad ham skille dem. Men han sagde: «Det er ikke Andre end slige Karle,
som for mig gjerne maa dræbe hinanden.» «Du mener da ikke det,» sagde
hun; «der er din Frænde Gunnar og Otkel, din Ven.» «Du farer bestandig
med Vrøvl, dit Fjog,» sagde han, og han laa inde, medens de
sloges. Gunnar og Kolskjæg red hjem efter dette, og de red haardt
opefter Ørerne. Gunnar faldt af Hesten og kom ned paa Benene. Da sagde
Kolskjæg: «Du rider haardt nu, Broder!» «Det Samme sagde Skamkel for
at spotte mig,» sagde Gunnar, «da de havde redet paa mig.» «Hevnet har
du nu det,» sagde Kolskjæg. «Jeg gad vide,» sagde Gunnar, «om jeg er
saa meget mindre modig, end Andre, som det gjør mig mere ondt at dræbe
Mænd.»

[1] d. e. Ølves Gave, jfr. Kap. 30.

[2] Naar det sang i Atgeiren, var det nemlig et Varsel om, at Drab
    skuldes øves med den, se Kap. 30. 

[3] Dermed menes paa Island ikke Sæteren, men det Sted i Hjemmarken,
    hvor Kjørene samles for at mælkes.


55) Geir Gode tager Otkels Sag. 

Nu spørges Tidenderne[sic] vidt, og Mange talte om, at dette ikke kom
tidligere, end det kunde ventes. Gunnar red til Berthorskvaal og
fortalte Njaal det Hele. Njaal sagde: «Mange Drab har du øvet, men du
har ogsaa været egget.» «Hvorledes vil det nu gaa?» «Vil du, at jeg
skal sige dig, hvad der vil ske?» sagde Njaal. «Du kommer til at ride
til Thinget og have Nytte af mine Raad og faa den største Ære af
Sagen. Dette bliver Begyndelsen til dine Drabssager.» «Giv mig et godt
Raad,» sagde Gunnar. «Det skal jeg gjøre,» sagde Njaal. «Dræb aldrig
mere end een Gang i samme Slægtgren og bryd aldrig de Forlig, som god
Mænd gjøre mellem dig og Andre, og allermindst i denne Sag.» «Andre
troede jeg heller skulde være udsatte for det end jeg,» sagde
Gunnar. «Det kan saa være,» sagde Njaal; «husk alligevel, at dersom
dette træffer, da har du ikke langt Liv tilbage, men i nadet Fald vil
du blive en gammel Mand.» «Ved du, hvad der skal blive din egen Bane?»
sagde Gunnar. «Det ved jeg,» sagde Njaal. «Hvad da?» «Det, som Alle
mindst tænke,» sagde Njaal. Siden red Gunnar hjem. 

Der blev sendt Bud til Gissur hvide og Geir Gode, thi de havde
Eftermaalet[1] efter Otkel. De kom da sammen og talte sig imellem om,
hvad de skulde gjøre. De kom overens om, at lovligt Søgsmaal maatte
reises. Men da der blev Spørgsmaal om, hvem der vilde tage det paa
sig, havde ingen af dem Lyst. Gissur sagde da: «Saa synes mig, som her
er alene to Vilkaar. Enten maa En af os paatage sig Sage, og derom faa
vi da kaste Lod, eller ogsaa faar Manden ligge ubødt. Vi kan ogsaa
vide, at det vil falde tungt at drive denne Sag, saa frændestærk og
vennesæl som Gunnar er. Derfor skal den af os, som slipper fri ved
Lodtrækningen, ride med og ikke drage sig ud af Sagen, før den er ført
til Ende.» Siden kastede de Lod og det faldt paa Geir Gode at paatage
sig Sagen. Lidt efter ride de østover Aaerne og kom did, hvor Kampen
havde staaet ved Rangaaen. Her grov de Ligene op og nævnte Vider paa
Saarene; siden lyste de Sagen og opnævnte ni Kvidmænd. Det blev sagt
dem, at Gunnar sad hjemme paa Gaarden med tredive Mand. Geir Gode
spurgte da, om Gissur vilde angribe ham med hundrede Mand. «Nei, det
vil jeg ikke,» sagde han, «endskjønt det er stor Overmagt.» De red da
hjem igjen. Det spurgtes snart over alle Aygder, hvorledes de havde
indledet Sagen, og det var gjængs Tale, at Thinget ikke vilde gaa
stille af. 

[1] Eftermaal kaldtes det Søgsmaal, som efter Ens Drab reistes mod hans
    Banemand. At reise det og i Tilfælde af at det mislykkedes at tage
    blodig Hevn var Pligt for den Dræbtes nærmeste myndige Slægtning
    (Eftermaalsmanden).


56) Forlig mellem Gunnar og Geir Gode.

Skafte hed en Mand; han var Søn af Thorodd. Thorodds Moder var
Thorvar, som var Datter af Thormod, Søn af Skafte, Søn af Olav Breid,
Søn af Ølve Barnekarl. Skafte og hans Fader var store Høvdinger og
Lovmænd; men Thorodd holdtes for en noget lumsk og underfundig
Mand. De støttede Gissur hvide i alle Sager. Lidværingerne og
Rangæingerne samlede stor Folkemagt til Thinget. Gunnar ar saa
vennesæl, at Alle enedes om at følge ham. De komme nu alle til Things
og tjelde sine Boder. paa Gissur hvides Side var disse Stormænd:
Skafte Thoroddssøn, Asgrim Ellidagromssøn, Odde fra Tidjeberg og
Haldor Arnulvssøn. En Dag, da Thingalmuen gik til Lovberget, stod Geir
Gode op og lyste Drabssag mod Gunnar for Drabet paa Otkel; en anden
Drabssag lyste han over Gunnar for Hallbjørn hvides Drab, derefter for
Audulvs, derefter for Skamkels. Endelig lyste han Drabsag mod Kolskjæg
for Drabet paa Hallkel. Da han havde lyst alle Sagerne, blev det sagt,
at han havde talt vel. Han spurgte efter Drabsmændenes Værnething og
Hjemstavn. Derefter gik Thingalmuen fra Lovberget. Thinget lider nu,
til Retterne[1] skulde sættes. Begge Parter stillede sig da op
mandstærke. Geir Gode og Gissur hvide stod søndenfor Rangæingernes
Ret, Gunnar og Njaal nordenfor. Geir Gode byder Gunnar at lyde til sin
Ed og aflagde derefter Eden. Siden fremsatte han sin Sag, førte
Lysningsvidner og bød Kvidmændene tage Sæde. Derefter bød han
Modparten at rydde Kviden[2], og tilsidst bad han Kvidmændene om at
komme med sit Vidnesbyrd. De Kvidmænd, som var stevnede, gik nu frem
til Retten, nævnte sig Vidner og sagde, at der var det i Veien fro at
være Kvid i Audulvs Sag, at hans rette Eftermaalsmænd var i Norge, og
at de derfor ikke havde Noget med at forklare sig i den Sag. Derefter
bar de Kvid i Otkels Sag og kjende Gunnar skyldig i Sagen. Derefter
bød Geir Gode Gunnar at komme med sit Værn i Sagen og skjød til Vidne
paa alle de Beviser, han havde fremført. Gunnar bød da paa sin Side
Geir Gide at lytte til sin Ed og de Beviser, han havde at fremføre i
Sagen. Derefter gjorde han Ed og sagde: «Dette er mit Værn i denne
Sag, at jeg har opnævnt Vidner o for mine naboer sagt Otkel skyldig
til at ligge paa sine Gjerninger efter det blodige Saar, han gav mig
med sin Spore. Men jeg forbyder dig, Geir Gode, mend Gode-Forbud at
søge denne Sag og Dommerne at dømme i den, og med dette gjør jeg hele
dit Søgsmaal ugyldigt. Jeg forbyder dig det med lovligt Forbud,
utvivlsomt Forbud, fuldt og fast Forbud, saa som jeg har ret til at
forbyde efter Althings Vedtægt og almen Lov. Men jeg er ikke færdig
med dig endnu,» sagde Gunnar. «Kanskje du vil stævne mig paa Holm, som
du pleier,» sagde Geir, «uden at bryde dig om Loven?» «Nei,» sagde
Gunnar, «jeg vil stævne dig her paa Lovberget, fordi du stevnede
Kvidmænd i Audulvs Sag, hvormed de Intet havde at gjøre, og faa dig
dømt til Fjørbaugsmand[3] derfor.» «Dette maa ikke ske,» sagde Njaal,
«thi det vil nu ikke gaar af uden stor Strid. I har begge Meget,
som taler for Eders Sag, efter hvad mig synes. Nogle af Drabene er
slige, Gunnar, at du ikke kan hindre, at du liber dømt for
dem. Men derimod har du nu reist en Sag mod Geir, hvori han vil blive
lovfældt. Du maa ogsaa vide det, Geir Gode, at endnu er ikke den
Fredløshedssag bragt for Retten, som hviler paa dig, men den skal ikke
blive liggende urørt, dersom du ikke vil gjøre efter mine Ord.»
Thorodd Gode sagde: «Det sunes os, at det vilde være fredeligst, at
der blev Forlig i Sagen; men hvorfor siger du saa lidet, Gussur
hvide?» Gissur svarede: «Mig synes, at vi trænge til stærke Støtter
for vor Sag; og det er let at se for Enhver, at Gunnar ikke har langt
til Venner. Det Bedste maa blive, at gode Mænd dømme, dersom Gunnar
vil det.» «Glad i Fred og Forlig har jeg altid været,» sagdet Gunnar;
«I har nu meget at paatale, men Ingen skal vel nægte, at jeg har været
haardt nødet.» Efter de viseste Mænds Raad blev der nu saadan Ende paa
Sagen, at Alt skulde afgjøres i Mindelighed. Seks Mænd skulde
dømme. Sagen blev avgjort med det Samme paa Thinget. Skamkel skulde
ligge paa sine Gjerninger; Boden for Otkel skulde gaa op i op med
Sporehugget; de øvrige Drab blev bødte med passende Bøder.  Gunnars
Venner skjød til Penge, sa at alle Drabene blev bødte straks paa
Thinget. Geir Gode og Gissur hivde gik da frem og gav Gunnar Tilsagn
om Fred. Gunnar red hjem af Thinget og takkede dem, som havde hjulpet
ham, gav Mange Gaver og havde den største Ære af det Hele. Han sidder
nu hjemme høit hædret. 

[1] d. e. Fjerdingsretterne, se Anm. til Kap. 8. Med Rangæingernes ret
    i det Følgende menes Sydfjerdingens Ret, til hvilken Rangæingerne
    hørte, se Anm. til Kap. 45. 

[2] d. e. udmeldte de Mænd af Kviden, mod hvis Sæde i den de
    kundgjøere gyldig Indsigelse. 

[3] Efter den islandske Lov var der to Slags Fredløshed, en større
    kaldet Skoggang, og en mindre, kaldet Fjørbaugsgard. Den, som vlev
    dømt til Skoggang (Skoggangsmand), var fredløs for Alle og Enhver,
    hvor han fandtes paa Island. Denne Fredløshed varede oprindelig
    paa Livstid; senere blev det vedtaget, at den skulde falde bort
    tyve Aar efter at Dommen var afsagt. Blev man dømt til
    Fjørbaugsgard (Fjørbaugsmand), gjaldt Fredløsheden kun for tre
    Aar, og den Dømte havde Fred inden visse Grændser. Han kunde vælge
    sig tre Opholdssteder, og var da fredhellig paa disse og paa
    Reiser mellem dem, forudsat at han ikke fjernede sig længere end
    et Pileskuds Afstand fra Gaarden eller fra Veien; men
    Opholdsstederne maatte ikke ligge over en Dagsreise fra hinanden,
    og han maatte ikke reise mellem dem oftere end en Gang om
    Maaneden. For at opnaa denne Formildelse af Fredløshedsstraffen
    maatte den Dømte inden en vis Tid udrede en Mark i Penge til
    vedkommende Gode; ellers blev han Skoggangsmand. Denne Bod kaldtes
    Fjørbaug (Livsbod). 


57) Starkads Æt.

Starkad hed en Mand. Han var Søn af Bør Blaatandskjæg, Søn af Thorkel
Bundenfod, som tog Land omkring Trehørningen[1]. Han var gift og han
Kone hed Hallbera. Hun var datter af Roald den røde og Hildegunn,
Datter af Thorstein Titling. Hildegunns Moder var Aud, Datter af
Øyvind Karve og Søster til Modolv den spake fra Mosfell, som
Mosfellingerne stamme fra. Starkads og Hallberas Sønner var Thorgeir,
Børk og Thorkel. Deres Søster var Hildegunn Lægekvinde. De var
slvraadige, voldsomme og trættekjære; Andre kunde ikke være i Fred for
dem. 

[1] Et Fjeld ovenfor Fljotsliden, kaldet saa af sin trekantede
    Form. Gaarden kaldtes «under Trehjørningen.»


58) Starkadsønnerne byder Gunnar paa Hestekamp.

Egil hed en Mand. Han var Søn af Kol, Søn af Ottar Bold, som tog Land
mellem Storeløk og Røydarvatn. Egils Broder var Ønund paa Troldskog,
Fader til Halle den stærke, som var med i Drabet paa Holte-Thore med
Ketil den glattungedes Sønner. Egil boede paa Sandgil. Hans Sønner var
Kol, Ottar og Hauk. Deres Moder hed Steinvar og var Søster til Starkad
under Trehørningen. Egils Sønner var store af Værsk, trættekjære og
vanskelige at have at gjøre med. De og Starkads Sønner holdt altid
sammen. Deres Søster var Gudrun Natsol; hun var en saare beleven
Kvinde. Egil havde to Østmænd boende hos sig, som hed Thore og
Thorgrim. De var første Gang, de var paa Island. De var vennesæle,
Velstandsmænd, gode Kjæmper og gjæve i Et og Alt. Starkad eiede en god
Hest, rød og Led, og troede ikke, at nogen Hest vilde kunne maale sig
med den i Kamp. Det var en Gang, at Brødrene fra Sandgil var under
Trehørning. De sad og talte og holdt Mønstring over alle Bønderne i
Fjlotsliden; Talen kom paa, om vel Nogen vilde vove Hestekamp med
dem. Der var Nogle tilstede, som snakkede dem efter Munden og sagde,
at det var langtfral hverken vilde Nogen vove Hestekamp mod dem, ei
heller havde Nogen Mage til Hest. Da sagde Hildegunn: «Jeg ved den
Mand, som ikke er bange for Hestekamp med Eder.» «Nævn ham,» sige
de. «Gunnar har en brun Hest,» sagde hun, «og han tør nok prøve det
baade med Eder og med alle Andre.» «I Kvinder synes nuy, at Ingen er
hans Mage,» sagde de; «men om end Geir Gode og Gissur hvide kom fra
det med Spot og Skam, er det derfor ikke sagt, at det gaar os
ligedan.» «Eder vil det gaa allerværst,» sagde hun, og de kom over
dette i en hvas Trætte. Starkad sagde: «Gunnar vil jeg mindst, at I
skal vælte Eder ind paal thi det vil falde haardt for Eder at hamle op
mod hans Lykke.» «Du faar da give os Lov til at byde ham op til
Hestkamp,» sagde de. «ja, paa det Vilkaar, at I ikke bruge noget Kneb
mod ham,» svarede Starkad. Det lovede de. De ride nu til
Lidarende. Gunnar var hjemme og gik ud, og Kolskjæg og Hjort med ham;
de hilsede venlig paa dem og spurgte, hvor de agtede sig hen. «Ikke
længer end hid,» sagde de. «Det er sagt os, at du eier en god Hest, og
vi vil nu byde dig Hestekamp.» «Lidet Ord kan der gaa af min Hest,»
sagde Gunnar; «den er ung og ganske uprøvet.» «du lader os vel faa
friste den alligevel?» sagde de; «Hildegunn mente, at du ikke vilde
være paaholden paa Hesten.» «Hvorledes kom I til at tale om det?»
sagde Gunnar. «Der var Nogle,» svarede de, «som troede, at Ingen vilde
vove Hestekamp mod vor Hest.» «Jeg tør vel,» sagde Gunnar, «men dette
synes mig uvenlig talt.» «Skal det da være en Aftale?» sagde de. «I
vil vel være bedst tilfreds med Eders Færd, naar I faa dette, som i
vil have det,» sagde Gunnar; «men det vil jeg bede Eder om, at vi lade
Hestene kjæmpe saaledes, at vi skaffe Andre Gammen og ikke os selv
nogen Fortræd, og at I ikke gjøre mig nogen Skam; thi dersom I te Eder
mod mig som mod Andre, saa kan det hænde, at jeg gjør Eder det, der
vil falde Eder haardt at døie. Jeg gjør efter, som I gjør først.» De
ride dermed hjem. Starkad spurgte hvorledes det var gaaet dem. De
sagde, at Gunnar havde gjort deres Færd god og lovet hestekamp med
dem, og at de havde aftalt, naar den skulde staa; «men det var let at
mærke,» sagde de, «at han ikke troede at kunne staa sig mod os; han
bad sig fri for det.» «Det vil ofte prøves,» sagde Hildegunn, «at
Gunnar er sen til at lade sig lokke til Strid, men haard til at drages
med, naar han ikke kan undgaa det.»

Gunnar red til Njaal og fortalte ham om Hestkampen, og hvorledes
Ordene faldt mellem dem. «Hvorledes mener du, det vil gaa?» sagde
han. «Du vil gaa af med Seieren,» sagde Njaal, «men alligevel vil
mangen Mands Bane spørges af dette,» «Ogsaa min?» sagde Gunnar. «Ikke
af dette,» svarede Njaal, «men de vil mindes baade gammelt Fiendskab
og nyt, de, som fare mod dig, og du vil da ikke have Magt til at staa
imod.» Derefter red Gunnar hjem. 


59) Hæstekampen mellem Gunnar og Starkadssønnerne.

Da spurte Gunnar sin Svigerfader Høskulds Død. Faa Nætter efter fødte
Throgerd paa Grjotaa, Thraains Kone, et Guttebarn. Hun sendte da Bud
til sin Moder og bad hende vælge, om Barnet skulde hede Glum eller
Høskuld. hallgerd bad hende kalle ham Høskuld, og det navn fik
Gutten. Gunnar og Hallgerd havde to Sønner; den ene hed Høgne, den
anden Grane. Høgne var en uforfærdet Mand, stilfærdig, forsiktig og
paalidelig. 

Folk ride nu til Hestekampen, og der samlede sig en Mængde
Mennesker. Gunnar og ahsn Brødre og Sigfussønnerne og Njaal og alle
hans Sønner var tilstede; ligesaa Starkad og hans Sønner og Egil med
sine Sønner. De sagde til Gunnar, at det nu var bedst at slippe
Hestene mod hinanden; han bad dem raade. Skarphedin sagde: «Vil du, at
jeg skal drive din Hest, Gunnar Frænde?» «Nei, det vil jeg ikke,»
sagde Gunnar. «Det vilde dog passe bedst,» sagde Skarphedin; «da var
der stride Karle paa begge Sider.» «I vilde ikke have sagt eller gjort
meget,» sagde Gunnar, «før der blev Ufred; med mig vil det ikke gaa
saa let, endskjønt Enden bliver den samme» Hestene skulde nu slippes
sammen. Gunnar gjorde sig færdig til at drive, og Skarphedin ledte
Hesten frem. Gunnar var i rød Kjortel, have et bredt Bælte om Livet og
en store Hestestav i Haanden. Nu løbe Hestene paa hinanden og bides
længe, saa at Ingen havde nødig at egge dem, og det var den største
Gammen. Da overlagde Thorgeir og Kol, at de skulde støde til sin Hest,
naar Hestene rendte mod hinanden, og se, om de kunde faa Gunnar
overende. Hestene fare nu paa hinanden. Thorgeir og Kol rende da mod
Hestens Lænd, men Gunnar støder sin Hest imod, og der blev et saa
hvast Sammenstød, at Thorgeir og Kol faldt bagover og Hesten ovenpaa
dem. De var straks paa Benene igjen og for mod Gunnarl han kaster sig
tilside, griber Kol og slynger ham til Jorden, saa at han laa
sandsesløs. Thorgeir Starkadssøn slog til Gunnars Hest, saa at den
mistede det ene Øie. Gunnar gav da Thorgeir et Slag med Staven, saa at
han faldt i Svime. Derefter gik han hen til sin Hest og sagde til
Kolskjæg: «Hug Hesten; den skal ikke leve med Lyde.» Kolskjæg hug
Hovedet af Hesten. Da var Thorgeir kommen paa Benene, tog sine Vaaben
og vilde fare paa Gunnar, men Folk lagde sig imellem, og der var stor
Tummel. «Jeg er lei af dette Opstyr,» sage Skarphedinl «da er det
meget bedre, at Mænd slaas med Vaaben.» Gunnar var saa rolig, at een
Mand holdt ham, og han sagde ikke et ondt Ord. Njaal søgte at faa
Forlig eller Grid vedtaget. Thorgeir sagde, at han verken vilde give
eller tage Grid; heller skulde han se Gunnar død for Slaget. «For fast
har Gunnar staaet,» sagde Kolskjæg, «til at han skulde falde for Ord
alene, og saa vil det gaa herefter som før.» Nu ride Folk hjem fra
Hestethinget. De vovede sig ikke paa Gunnar, og saledes led den
Vinter. 

Paa Thinget om Sommeren gik Gunnar en Dag hen til Olav Paa[1], sin
Svoger. Olav bød ham hjem til sig, og bad ham være var om sig; «thi de
vil gjøre os alt det Onde, de kan,» sagde hanl «far derfor aldrig med
lidet Følge.» Han gav Gunnar mange gode Raad, og de tilsage hinanden
trofast Venskab. 

[1] Søn af Høskuld Dalakollssøn og nu Hoved for Laksdølernes Æt. 


60) Gunnar byder Ulv Uggessøn Holmgang. 

Asgrim Ellidagrimssøn havde en Sag at søge mod Ulv Uggessøn paa
Thinget. Det var en Argesag. Det hændte her Asgrim, hvad sjælden havde
truffet ham, at der fandtes Værn i hans Søgsmaal[1]; Feilen var den,
at han havde opnævnt fem Kvidmænd istedetfor no. Nu tog Modparten
dette til Værn. Da sagde Gunnar: «Jeg stevner dig til Holmgang, Ulv
Uggessøn, dersom Folk ikke skal faa Ret i en retfærdig Sag. Jeg ved,
at Njaal og Helge, min Ven, stole paa, at jeg ikke lader dig staa
alene, Asgrim, om de selv ere fraværende.» «Du har Ingenting med denne
Sag at gjøre,» sagde Ulv. «Det faar nu ikke hjælpe,» sagde
Gunnar. Enden paa Sagden blev da, at Ulv maatte rykke ud med alle
Pengene. Asgrim sagde siden til Gunnar: «Vil du ikke gjæste mig i
Sommer? Altid herefter skal jeg være paa din Side i thingtrætter, og
aldrig imod dig.» Gunnar rider hjem af Thinget. Lidt efter var han og
Njaal sammen. Njaal bad Gunnar være var om sig; det var ham sagt, at
Trehørningsfolkene agtede at overfalde ham. Han maatte aldrig fare
uden i godt Følge og bestandig bære Vaaben. Gunnar lovede
dette. Han fortalte, at Asgrim havde budt ham hjem til sig, og at han
agtede at gjøre Alvor af det engang om Høsten. «Lad da Ingen, før du
farer, faa Nys om, hvor længe du bliver borte,» sagde Njaal; «og jeg
vil byde dig at lade mine Sønner ride med dig; da vil de ikke andfalde
dig.» De blev enige derom. Sommeren lider fremover, til der var otte
Uger til Vinternat. Da sagde Gunnar til Kolskjæg: «Gjør dig rede, thi
nu vil vi ride til Tunge i Gjæstebud.» «Skal jeg sende Bud til
Njaalssønnerne?» sagde Kolskjæg. «Nei,» sagde Gunnar; «de skal ikke
komme i Uleilighed for min Skyld.»

[1] d. e. han havde gjort en Feil i Sagførelsen, som Modparten kunde
    bruge til Værn. 


61) Starkad lægger sig i baghold. 

Gunnar og hans Brødre ride tre i Følge. Gunnar havde Atgeiren og
Sværdet Ølvesnaut, Kolskjæg sig Saks, Hjort havde ogsaa fuld
Væbning. Asgrim tog vel imod dem, og de var der en Tid. En Dag
kundgjorde de, at de nu agtede at fare hjem. Asgrim gav dem gode Gaver
og tilbød sig at ride østover med dem; men Gunnar sagde, at der
gjordes ikke nødigt, og han blev saaledes hjemme. 

Sigurd Svinhovde hed en Mand, som boede ved Thjorsaaen; han havde
lovet, at han skulde holde Øie med Gunnars Færd. Han kom nu under
Trehjørning og sagde dem, at Gunnar var paa hjemreisen; bedre
Leilighed kunde de aldrig faa, end nu, da han og Brødrene for tre
ene. «Hvor mange Mænd skulde vi behøve at lægge i Baghold?» sagde
Starkad. «En liden Hob monner lidet imod ham,» sagde Sigurd; «det er
ikke raadeligt at have mindre end tredive.» «hvor skal vi lægge os for
ham?» sagde Starkad. «Ved Knaveholerne,» sagde Sigurd; «der ser En
Intet foran sig, før En er kommen lige frem.» «far du da til Sandgil,»
sagde Starkad, «og sig til Egil, at de maa gjøre sig rede femten Mand
derfra; herfra skal møde andre femten ved Knaveholerne.» Thorgeir
sagde til Hildegunn: «Denne Haand skal vise dig Gunnars død i Kveld.»
«Jeg tænker heller,» sagde hun, «at du kommer til at bære hovedet lavt
efter Eders Møde.»

Starkad og hans tre Sønner fare nu afsted med elleve andre Mænd; de
tag Veien til Knaveholerne og lægge sig fore der. Sigurd Svinhoved kom
til Sandgil og sagde: «Jeg er sendt hid fra Starkad og hans Sønner for
at sige dig, Egil, at du og dine Sønner skal fare til Knaveholerne for
at passe paa Gunnar,» «Hvor mange skal vi være?» spurgte Egil, «Femten
med mig,» sagde han. «Jeg tager Kolskjæg paa min Del,» sagde Kol. «Ike
Lidet tiltror du dig da,» sagde Sigurd. Egil bad sine Østmænd at følge
med. De sage, at de ikke havde noget Udestaaende med Gunnar. «Stor
Overmagt maa her trænges,» sagde Thore, «siden en hel Hob skal til for
at angribe tre Mænd.» Egil gik da sin Vei og var vred. Konen i Huset
sagde til Åstmaden: «Ilde er det, at Grurun, omon Datter, har brudt
Odden af sin Stolthed og hvilet i din Arm, naar du ikke skal turde
følge din Værfader: Du maa være en Usling.» «Fare skal jeg,» sagde
han, «med in Husbonde, men Ingen af os kommer tilbage.» Dermed gik han
til sin Kammerat Thorgrim og sagde: «Tag du mone Kistenøgler, thi jeg
bruker dem ikke oftere. Jeg vil bede dig, at du tager hvad du vil af
vore Eiendele, men far hjem igjen, og gjør Intet for at hevne
mig. Farer du ikke, bliver det din bane.» Østmanden gav sig derefter i
Følge med dem. 


62) Gunnar drømmer om kampen.

Nu er det at fortælle, at Gunnar rider oster over Thjorsaaen, og da
han var kommen et Stykke paa den anden Side Aaen, blev han meget
søvning og foreslog, at de skulde hvile der. De gjorde saa. Han
sovnede fast og lod ilde i Søvne. «Nu drømmer Gunnar,» sagde
Kolskjæg. «Jeg havde Lyst til at vække ham,» sagde Hjort. «Nei,» sagde
Kolskjæg, «han skal nyde sin Drøm.» Gunnar laa en lang Stund og
kastede af sig Skjoldet, fordi det blev ham for varmt. Da han
vaagnede, sagde Kolskjæg: «hvad drømte du, Broder?» «Slig var min
Drøm,» sagde Gunnar, «at jeg ikke havde redet med saa lidet Følge fra
Tunge, hvis jeg havde drømt dette før.» «Sig os din Drøm,» sagde
Kolskjæg. «jeg syntes mig at ride frem forbi Knavholerne. Der saa jeg
en Flok Ulve, og de stevnede alle mod mig, men jeg gik unda og frem
til Rangaaen. der satte de ind paa mig fra alle Kanter. Jeg vprgede
mig;l og jeg skjød alle dem, som var fremst, indtil de gik mig saa paa
Livet, at jeg ikke kunde komme til med Buen. Da tog jeg Sværdet, hug
med den ene haand og stak med den anden med Atgeiren, og brød mig ikke
om at dække mig med Skjoldet; jeg forundrer mig alene over, hvorledes
jeg slap fra det. Jeg dræbte da mange Ulve, og du med mig, Kolskjæg;
men Hjort syntes jeg, de havde under sig, og de sled Brystet op paa
ham og havde hans Hjerte i Gabet. Men da blev jeg saa rasende, at jeg
hug Ulven i to Dele bagenfor Bogen, og efgter det syntes det mig, at
de tog Flugten. Nu er det mig Raad til dig, Hjort Frænde, at du rider
tilbage vestover til Tunge.» «Nei,» sagde Hjort, «det vil jeg ikke; om
jeg saa vidste, det blev min visse Bane, vil jeg følge dig.» De ride
nu videre og komme østover forbi Knaveholerne. «Ser du, Broder,»
sagde Kolskjæg, «der stikker mange Spyd op ved Holerne og Mænd med
Vaaben.» «Det kommer mig ikke uforvarende,» sagde Gunnar, «at min Drøm
sandes.» «hvad skal vi nu gribe til?» sagde Kolskjæg. «jeg gjætter, at
du ikke vil løbe for dem.» «Nei, det skal de ikke havde at spotte
over,» sagde Gunnar; «men vi vil ride frem til Næsset i Rangaaen; der
er et godt Sted at værge sig paa.» De ride nu frem til Næsset og gjøre
sig der rede til Strid. Da de red frem forbi Flokken, sagde Kol: «Hvor
render du hen nu, Gunnar?» «Det kan du fortælle om, naar Dagen er
ude,» svarede Kolskjæg. 


63) Kampen paa Nesset i Rangaaen.

Nu eggede Starkad sine Mænd, og de stevne da frem paa Næsset imod
dem. Sigurd Svinhovde for forrest; han havde et stort rødt Skjold og i
den anden Haand et Spyd. Gunnar ser ham og sende en Pil mod ham. Da
han saa Pilen flyve høit, holdt ha Skjoldet høit op for sig; Pilen
traf i Skjoldet, ik tværs igjennem det og ind gjennem Øiet paa ham,
saa at den kom ud i Nakken. Det var det første Drab. Den anden Pil
skjød Gunnar mod Ulvhedin, en af Starkads Mænd, og traf ham midt paa
Livet, saa at han faldt foran Benene paa en Bonde, og Bonden ovenpaa
ham. Kolskjæg kastede en Sten efter dem og traf Bonden i Hovedet, saa
at det blev hans Bane. Da sagde Starkad: «Dette duer ikke, at han faar
komme til med Buen; lad os gaa frem djærvt og hvast.» De eggede nu
hverandre. Gunnar værgede sig med Buen og Pilene, saa længe det var
muligt; siden kastede han dem, grem Ateiren og Sværdet og brukte begge
Hænder. Der var nu længe den haardeste Strid, og baade Gunnar og
Kolskjæg fældte den ene Mand efter den anden. Da sagde Thorgeir
Starkadssøn: «Jeg lovede Hildegunn at bringe hende dit Hoved, Gunnar.»
Gunnar svarede: «Det tænker jeg ikke er hende saa meget om at gjøre,
men ialfald faar du da komme nærmere.» Torgeir sagde til sine Brødre:
«Lad os rende mod ham alle paa een Gang. Han har ikke noget Skjold, og
hans Skjæbne vil være i vor Haand.» Børk og Thorkel løb frem og var
raskere end Thorgeir. Børk hug til Gunnar. Gunnar satte Atgeiren imod
sa haardt, at Sværdet for ud af Haanden paa Børk. Med det Samme ser
Gunnar Thorkel staa huggefærdig paa den anden Side af sig. Gunnar stod
noget skraa paa Foden; han gjorde en Sving med Sværdet og traf Thorkel
over Halsen, saa at Hovedet føg af ham. Kol Egilssøn sagde: «Lad mig
slippe frem til Kolskjæg; det har jeg længe sagt, at vi maa være
jævngode Kjæmper.» «Sligt kan vi nu friste,» svarede Kolskjæg. Kol
stak efter ham med sit Spyd. Kolskjæg havde da netop fældt en Mand og
havde det paa det Travleste. Han fik ikke skudt Skjoldet frem for sig,
og Stikket traf ham paa Udsiden af Laaret og gik igjennem. Han vendte
sig rask, for ind paa Kol og hug ham med sig Saks i Laaret, saa at
Foden gik af, idet han sagde: «Traf jeg dig eller hvorledes?» «Det fik
jeg nu undgjælde for, at jeg var skjoldbar,» sagde Kol og stod en
Stund stirrende paa Stumpen. «Du behøver ikke at se efter,» sagde
Kolskjæg; det er, som det synes dig: Foden er af.» Med det Samme faldt
Kol død om. Da Egil ser dette, løber han mod Gunnar og hug efter
ham. Gunnar stak imod med Atgeiren og traf ham midt paa Livet, veiede
ham op paa Atgeiren og kasted ham ud i Rangaa. Da sagde Starkad: «En
Usling er du Thore Østmand, som sidder rolig og ser paa, imedens din
Husbonde og Værfader bliver dræbt.» Da for Østmanden op, meget
forbitret. Hjort var bleven to Mænds Bane. Da løber Østmanden mod ham
og hugger til ham foran i Brystet, saa han faldt død om med det
Samme. Dette ser Gunnar, hugger lynsnart til Østmanden og skar ham i
to Dele midt over. Lidt efter skjød ham til Børk med Atgeiren og traf
ham midt paa LKivet, saa Atgeiren gik tvært igjennem ham og ned i
Volden. Nu hug Kolskjæg Hovedet af Hauk Egilssøn, og gunnar derefter
Armen af Ottar i Albueleddet. Da sagde Starkad: «Lad os fly nu! det er
ikke Mennesker, vi har at gjøre med.» Gunnar sagde: «I vil vel synes,
det er ilde at tale om, dersom det ikke skal kunne sees paa Eder, at I
har været med i Legen.» Derpaa løb han efter Starkad og Thorgeir og
saarede dem. Dermed skiltes de. Fjorten Mænd lod der Livet, hjort var
den femtende. Desuden havde Gunnar og Kolskjæg saaret mange af dem,
som tog Flugten. Gunnar førte Hjort hjem paa sit Skjold, og han blev
hauglagt der. Mange sørgede over ham, thi han var vennesæl. Starkad
kom ogsaa hjem, og Hildegunn lægede hans og Thorgeirs Saar. «I kunde
givet Meget til, at I ikke havde lagt Eder ud med Gunnar,» sagde
Hildegunn. «Du har Ret,» sagde Starkad. 


64) Gunnar søger Njaals Raad.

Steinvar paa Sandgil bad Thorgrim Østmand om at blive paa Island og
styre hendes Eiendom og saaledes hædre sin Kamerats og Frændes
Minde. Han svarede: «det spaaede min Ven Thor mig, at jeg skulde falde
for Gunnar, dersom jeg blev her i Landet, og han vidste nok det forud,
ligesom han vidste sin egen Død.» «jeg giver dig Gudrun, min Dattter,
og Halvten af al min Eiendom, om du bliver,» sagdet hun. «jeg vidste
ikke, at du vilde kjøbe det saa dyrt,» sagde han. Enden blev, at de
enedes om, at han skulde faa Gudrun, og Brylluppet stod om Sommeren. 

Gunnar rider til Bergthorskvaal og Kolskjæg med ham. Njaal og hans
Sønner var ude; de gik imod dem og hilsede dem venlig. Siden talte de
sammen. Gunnar sagde: «Jeg er kommen hid for at søge Hjælp og godt
Raad hos dig.» «Det har du Ret til at vente,» sagde Njaal. «jeg har
dræbt mange Mænd og er komme i stor Uleilighed,» sagde Gunnar; «nu vil
jeg gjerne vide, hvorledes du vil, jeg skal bære mig ad.» «Det vil de
Fleste sige,» svarede njaal, «at du har været hardt nødt, men du faar
give mig Tid til at tænke over det.» Njaal var nu en Stund i Enrum og
overtænkte Sagen; derpaa kom han igjen og sagde: «Nu har jeg overveiet
det Hele, og det er min Mening, at denne Sag maa drives med Kraft og
Strænghed. Thorgeir har avlet Barn med min Frænke Thorfinna, og jeg
vil overdrage dig Leiermaalssagen. En anden Skoggangssag overdraget
overdrager jeg dig imod Starkad, fordi han har hugget i min Skog paa
Thehørningshalsen; begge de Sager skal du søge. Du skal fare did, hvor
Kampen stod, og grave op de Døde, tage Vidner paa Saarene og lyse dem
alle uhellige[1], fordi de havde faret ud med det Forsæt at volde dig
og dine Brødre Saar og braad Bane. hvis dette bliver godtgjort ved
Vidnesførsel paa Thinget og dersaa bliver indvendt, at du har slaaet
thorgeir, og at du saaledes hverken kan søge din egen eller Andres
Sag, da skal jeg svare derpaa og sige, at jeg paa thingskaalethinget
lyste dig fredhellig, saa at du kunde søge baade din og Andres Sag; og
dermed vil den Sag være opgjort. Du skal ogsaa tale vel med Tyrving
paa Berjen[s, saa at han overdrager dig en Sag mod Ønund paa
Troldskog, som har eftermaalet efter sin Broder Egil.» gunnar red hjem
først, men nogle Dage senere ride han og Njaalssønnerne did, hvor
Ligene var, grov dem op, alle, som jordede var, og Gunnar lyste dem
derefter uellige for Overfald og Stimandsfærd. Derefter red de hjem. 

[1] At En er uhellig, vil sige, at der ei kan kræves Bod for hans
    Drab, fordi han har forspildt sin Ret ved sine egne Gjerninger.


65) Thorgeir og Ønund reiser Sager mod Gunnar.

Samme Høst kom Valgard den gaa ud til Island og for hjem til
Hov. Thorgeir reiste til Valgard og Mørd og talte om, hvor uheldigt nu
Sagen stod, naar Gunnar skulde faa alle dem, han havde dræbt, gjort
uhellige. Valgard sagde, at dette var Njaals Raad, og at nok ikke Alt
endnu var kommet for Dagen, som han havde raadet Gunnar. Thorgeir ad
dem om Hjælp og Bistand. De drog sig længe unda og forlangte til
Slutning mange Penge for Hjælpen. Det blev blandt Andet aftalt, at
Mørd skulde fri til Thorkatla, Gissur hvides Datter, og Thorgeir
skulde straks ride vestover Aaerne med Valgard og Mørd. Dagen efter
ride de ud, tolv i Følge, kom til Modfell og blev der vel modtagne. De
bar nu frem Frieriet for gissur, og Enden blev, at Mørd skulde faa
Thorkatla; Brylluppet skulde staa om en halv Maaned paa Mosfell. De
ride nu hjem. Siden red de til bryllups; der var meget Folk, og Alt
gik godt og vel. Thorkatle for hjem med Mørd og overtog
Husholdet. Valgard for til Norge om Vinteren.

Mørd eggede Thorgeir til at reise Søgsmaal mod Gunnar. Thorgeir gjorde
sig en Reise til Ønund og bad ham nu at sætte i Gang Drabssagen efter
sin Broder Egil og hans Sønner; selv vilde han reise Sagen for sine
Brødres Drab og de Saar, han og hans Fader havde faaet. Ønund svarede,
at han var rede. De for da og lyste Drabene og stevnede no
Aasteds-Kvidmænd[1]. Alt dette spurgtes til Lidarende. Gunnar red da
til Njaal, fortalte ham det og spurgte, hvad han vilde, der nu skulde
gjøres. «Nu skal du,» sagde Njaal, «stevne dine Aastedskvidmænd og
Naboerne sammen og opnævne Vidner i deres Paahør, og vælge Kol til
Drabsmand paa din Broder Hjort; thi det er tilladt efter Loven. Du
skal derpaa lyse Drabet paa Kol, uagtet han er død. Derefter skal du
skyde til Vidne og opfordre Aasteds-Kvidmændene til at frembære Prov,
om hine var tilstede og var med i Overfaldet, da Hjort blev dræbt. Du
skal ogsaa stevne Thorgeir for Leiermaalssagen og ligeledes Ønund for
Tyrvings Sag.» Gunnar gjorde i alle Dele, som ham raadet var af
Njaal. Dette syntes Folk at være underlig Maade at anlægge en Sag
paa. Saaledes var nu disse Sager færdige til at komme til
things. Gunnar rider til Thinget og Njaalssønnerne og
Sigfussønnerne. Gunnar havde sendt et Bud til sine Svogre[2], at de
maatte møde paa Thinget saa mandstærke som muligt; «thi denne Sag
bilde blive haard at drive.» De kom derfor i stort Følge
vestenfra. Mørd red til things og Runolv fra Dal og
Trehørningesmændene og Ønund fra Troldskog, og da de kom paa Thinget,
gik de i Gølge med Gissur hvide og Geir Gode. 

[1] e. e. Kvindmænd, som boede i Nærheden af det Sted, hvor Drabene
    var øvede. 


66) Hjalte Skjæggessøn faar istand Forlig.

Gunnar og Sigfussønnerne og Njaalssønnerne gik alle i een Folk, og de
gik saa hvast frem, at Folk, som kom dem i Veien, maatte bogte sig for
ikke at blive kastede overende; ingen Ting var saa jævnt i Alles Mund
hele Thinget over, som denne store Sag. Gunnar gik at tale med sine
Svogre, og Olav og hans Brødre modtog ham venlig. De udspurgte Gunnar
om Overfaldet; han fortalte Alt ret og slet, saaledes som det var
tilgaaet, og sagde dem, hvad han senere havde gjort. Olav sagde: «Det
er store Ting, hvor trolig Njaal støtter dig i enhver Sag,» Gunnar
sagde, at han aldrig kunde lønne det tilfulde, men bad dem om
Hjælp. de svarede, at den skyldte de ham. Begge Parters Sager komme nu
for Retten. Hver af PArterne fører sin Sag. Mørd spurgte, hvorledes
den Mand kunde træde op med en Sag, der som Gunnar først havde gjort
sig selv uhellig ved at slaa Thorgeir. Njaal svarede: «Var du paa
Thingskaalethinget ifjor Høst?» «Vist var jeg det,» sagde Mørd. «Hørte
du,» sagde Njaal, «at Gunnar bød Thorgir Fred og Forlig? Da lyste jeg
Gunnar fredhellig, saa han skulde kunne føre alle lovlige Sager.»
«Dette er efter loven,» sagde Mørd; «men hvorledes hænger det sammen,
at Gunnar tillyste Drabet paa Hjort imod Kol, da det dog var Østmanden
som dræbte ham?» «Det var ret efter Loven,» sagde Njaal, «naar han
skjød til Vidne paa, at han kaarede ham til Drabsmand.» «Dette er
ganske vist ret efter Loven,» sagde Mørd, «men hvorfor lyste Gunnar
dem alle uhellige?» «det har du ikke nødigt at spørge om,» sagde
Njaal, «aldenstund de for ud paa Overfald og Manddrab.» «Det gik ikke
ud over Gunnar,» sagde Mørd. «Kolskjæg og Hjort var Gunnars Brødre,»
sagde Njaal, «og den Ene fik Bane, den Anden Saar.» «I har Loven paa
Eders Side,» sagde Mørd, «haard som det er at bøie sig derunder.» Da
gik Hjalte Skjæggessøn fra Thorsaadal frem og sagde: «Ikke har jeg
nogen Del i Eders Trætte; men jeg vil nu vide, hvad du vil gjøre for
mine Ords og mit Venskabs Skyld, Gunnar?» «hvad forlanger du?» sagde
Gunnar. «Det,» sagde han, «at I overlade alle Sagerne til billig Dom
og gode Mænds Voldgift.» «Da skal du aldrig være imod mig, hvem jeg
end har at gjøre med,» sagde Gunnar. «Det skal jeg love dig,» sagde
Hjalte. Derefter brugte han sine Overtalelser hos gunnars Modstandere
og bragte det dertil, at de alle vedtog Forlig. De gav hinanden
derefter Tilsagn om Sikkerhed. Det slag, Thorgeir havde faaet, gik
lige op mode Leiermaalssagen, Skoghugsten mod Starkads Saar; Thorgeirs
Brødre belv bødte med halv Bod; den anen Halvdel faldt bort for
Overfaldet paa Gunnar. Drabet paa Egil og Tyrvings Sag gik op mod
hinanden. Kols og Østmandens Drab sattes mod Drabet paa Hjort; de
Andre blev bødte med halv Bod. Njaal og Asgrim Ellidagrimssøn og
Hjalte Skjæggessøn var med at afsige denne kjendelse. Njal havde mange
Penge tilgode hos Starkad og paa Sandgil, og alle disse gav han Gunnar
til at udrede disse Bøder. Saa mange Venner eiede Gunnar paa Thinget,
at han bødte alle Drabene med det Samme, og gav mange Høvdinger, som
havde hjulpet ham, Gaver. Han havde stor Ære af Sagen; og Alle var
enige om, at hans Mage ikke fandtes i Sørlændingernes Fjerding. Gunnar
rider hjem fra Thinget og sidder nu en Stund i Ro, men hans
Modstandere misunde ham høiligen hans Hæder. 


67) Thorgeir Starkadssøn søger Mørds Raad.

Nu er at fortælle om Thorgeir Otkelssøn. Han blev stor og stærk,
trofast og ligefrem, men noget let til at lade sig besnakke. Han havde
mange Venner blandt de bedste Mænd og var afholdt af alle sine
frænder. Engang havde Thorgeir Starkadssøn gjort en Reise til sin
Frænde Mørd. Han sagde: «jeg kan ikke funde mig i den Ende, Sagen
mellem mig og Gunnar fik. Jeg har kjøbt mig Hjælp hos dig, saa længe
vi begge er i Live; jeg vil derfor nu bede dig, at du vil finde paa et
Raad, men det maa være et, som duer. jeg figer dette saa lige ud af
den Grund, at jeg vbed, du er Gunnars værste Fiende og han ligesaa
din; jeg skal ikke spare paa, hvad der kan være til din Hæder, dersom
du gjør dine Sager godt.» «Det viser sig ofte,» sagde Mørd, «at jeg er
glad i Penge, og saaledes ogsaa denne Gang. Men det er vanskeligt at
lage det saa, at du faar din Vilje frem, uden at du bliver Meneder og
Fredsbryder. Det er ellers sagt mig, at Kolskjæg agter at fremkomme
med en Sag paa Thinget og indløse en Fjerdedel av Moeidarkvaal, som
blev betalt din Fader i Sønnebod. Han har paataget sig denne Sag for
sin Moder, og det er ogsaa Gunnars Raad, at betale Løsøre og ikke give
Slip paa Jordveien. Du skal se Tiden an, indtil dette sker, og saa
sige, at han bryder Forliget med Eder. Han ogsaa taget Saaland fra
Thorgeir Otkelssøn og saaledes brudt Forliget med ham. Du skal fare
til thorgeir Otkelssøn og faa ham i Ledtog med dig for at overfalde
Gunnar. Og om end noget af dette glipper for eder og I ikke faa hans
Liv, skal I ikke give tabt, men forsøge oftere. Jeg skal sige dig, at
Njaal har spaaet hem og forudsagt, at, dersom han dræber mere end een
Gan i samme Slægtgren, og han saa tillige bryder det Forlig, som
derefter indgaaes, da vil dette drage hans Bane efter sig. Du skal
derfor nu faa Thorgeir med dig, thi Gunnar har dræbt hans Fader
før. Komme I i Kast med Gunnar skal du spare dig selv, men han vil gaa
djærvt frem, og Gunnar vil fælde ham. Saa har han dræbt to Gange i
samme Slægtgren, og du skal da tage Flugten. Dersom det er saa
skikket, at dette skal blive hans Død, saa vil han bryde Forliget; til
den Tide maa du da vente.» Efter dette farer Thorgeir hjem og
fortæller sin Fader Alt i Stilhed. De blev enige om, at de maatte fare
tyst med dette Forehavende.


68) De to Thorgeirer planlegger Overfald.

Noget senere for Thorgeir Starkadssøn til Kirkebø til sine navne; de
havde en Samtale under fire Øine og talte hele Dagen hemmelig med
hinanden. Til Slutning gav Thorgeir Starkadssøn sin Navne et
guldindlagt Spyd og red siden hjem. De var fra nu af
hjertensvenner. Paa Thingskaalethinget om Høsten fremsatte Kolskjæg
Krav paa Gaarden Moeidarkvaal; Gunnar nævnte Vidner og bød
Trehørningsmændene Løsøre istedet eller en anden Jordeiendom efter
lovlig Værdsætning. Thorgeir skjød til Vidne paa, at Gunnar brød
Forliget med dem. Derefter blev Thinget sluttet. Det Aar lider nu
hen. Navnerne havde ofte Sammenkomster, og det var meget varmt mellem
dem. Kolskjæg sagde til Gunnar: «Det er mig sagt, at der er stort
Venskab mellem begge Thorgeirernee, og Mange vil sige, at de ikke er
at lide paa; jeg vilde gjerne, du skulde være var om dig.» «Er jeg
feig,» sagde Gunnar, «vil Døden finde mig, hvor jeg er stedt.» De
talte ikke mere herom. Gunnar sagde om Høsten til sine Folk, at de
skulde aanne en Uge der hjemme paa Garden, den næste nede paa Øerne og
saaledes gjøre fra sig Høaannen; alle Mand skulde fare hjemmefra
Gaarden undtagen han og Kvindfolket. Thorgeir under Trehørningen for
til sine Navne, og, straks efter at han var kommen, havde de efter
Sædvane en Samtale. Thorgeir Starkadssøn sagde: «jeg synes, vi skulde
mande os op og overfalde Gunnar.» «Møderne med ham har endt saaledes
hidtil,» svarede Thorgeir Otkelssøn, «at Faa har kommer derfra med
Seier, desuden har jeg liden Lyst til at kaldes Gridniding[1].» «De
har brudt Forliget, ikke vi,» sagde Thorgeir Starkadssøn; «Gunnar tog
fra dig dit Saaland og Moeidarkvaal fra mig og min Fader.» De enes da
om at overfalde Gunnar. Thorgeir sagde, at Gunnar om nogle Nætter
vilde være ene hjemme. «Du skal da møde mig selv tolvte; jeg skal
komme ligesaa mandstærk.» Siden red Thorgeir hjem.

[1] Den, som paadrager sig Nidingsord ved at bryde tilsagt Fred. 


69) De to Thorgeirer forsøger Overfald.

Da Kolskjæg og Huskarlene havde været tre N[tter nede paa Øerne, gik
Thorgeir Starkadssøn Nys derom og sendte Bud til sin Navne, at han
skulde møde ham paa Trehørningshalsen. Thorgeir under Trehørningen
gjorde sig da færdig og red selv tolvte op paa Halsen og biede der paa
sin Navne. Gunnar var paa denne Tid alene hjemme paa Garden. Da
Navnerne paa Veien red gjennem en Skog, kom der over dem  slig
Søvnighed, at de ikke kunde staa imod; de hængte sign Skjolde paa
Grenene, bandt sine Heste og lagde sine Vaaben ved Siden af sig. Njaal
var samme Nat paa Thorolvsfell, men fik ikke sove; han gik snart ud,
snart und. Thorhild, Skarphedins Kone, spurgte ham, hvorfor han ikke
kunde sove. «Mangt og meget bæres mig nu fore,» sagde han; «jeg ser
mange fæle Fylger af Gunnars Uvenner, og, det som underligere er, de
se ud til at have Ondt isinde, men fare dog uvittigt frem.» lidt efter
red en Mand frem for Døren, steg af og kom ind. Det var Thorhilds og
Skarphedins Saugjæter. «Fandt du Sauerne?» sagde hun. «Jeg fandt det,
som mere var,» sagde han. «hvad var det?» spørger Njaal. «Jeg fandt
fire og tyve Mænd oppe i Skogen; de havde bundet sine Heste, men selv
sov de. Skjoldene havde de hængt op i Træerne.» Og saa vel havde han
brukt sine Øine, at han sagde fra om Alles Væbning og Klædning. Njaal
vidste da straks, hvem de var alle, og sagde til ham: «Velbjerget var
den med Tjenere, som havde mange Slige, og aldrig skal jeg glemme dig
dette. Men nu vil jeg sende dig et Ærende.» Han sage, at han var
rede. «Du skal fare til Lidarende,» sagde Njaal, «og sige Gunnar, at
han skal ride til Grjotaa og derefter sende Bud efter Mandskab. jeg
skal fare op til dem, som ere i Skogen, og skræmme dem hjem igjen;
heldigt har dette truffet; thi de vil Intet vinde paa denne Færd, men
tabe Meget.» Gjæteren drog afsted og gav Gunnar nøie Besked om
Alt. Gunnar red da til Grjotaa og stevnede Folk til sig. nu er at
fortælle om Njaal, at han rider op til de to Navner. «Uvarligt ligge
I,» sagde han. «Hvad skal slig Færd betyde? Gunnar er ikke den mand,
som lader sig spøge med. Skal jeg sige sandt, saa er dette aabenbar
Stimandsfærd. I maa ogsaa vide, at Gunnar er i Færd med at samle Folk,
og han vil snart være her og dræbe Eder allesammen, dersom I ikke fare
hjem igjen.» De kom paa Benene i en Fart og blev meget forknytte. De
tog sine Vaaben, steg paa sine Heste og sprængte afsted hjemover til
trehjørningen. Njaal for derefter Gunnar imøde og bad ham ikke sende
Folkene hjem igjen. «Jeg skal fare og faa Forlig istand,» sagde han;
«nu ere de tilstrækkelig rædde. For dette Anslag mod dit Liv skal de
alle tilsammen bøde saa Meget, at større Bøder ikke kan kræves for en
af de to Navners Drab, om Sligt skulde hænde. Jeg skal tage disse
Penge til mig og sørge for, at de skal være paa rede Haand for dig,
naar du har Brug for dem.»


70) Njaal faar istand Forlig. 

Gunnar takkede Njaal for hans gode Raad. Njaal red derefter under
Trehørningen og sagde de to Navner, at Gunnar ikke agtede at sende sit
Mandskab hjem igjen, før det var kommet til en Afgjørelse mellem
dem. De gjorde Tilbud for sig og var ilde tilmode og bad Njaal fare
med Forligstilbud. Njaal sagde, at han ikke vilde fare med Andet, end
det, som var uden Svig. De bad ham være med i Voldgiftsdommen og
lovede at vedtage det, som han kjendte for Ret. Njaal sagde, at han
ingen Dom vilde fælde før paa Thinget, naar gode Mænd var med. De
fandt sig deri. Njaal gik da imellem, saa at de med Haandslag tilsagde
hinanden Fred og forlig. Njaal skulde dømme og opnævnte med sig, hvem
han vilde, til Dommere. 

Lidt efter havde de en Sammenkomst med Mørd Valgadssøn. Han tog haardt
paa Vei, fordi de havde lagt Sagen under Njaal, som var gunnars gode
Ven, og forudsagde dem, at de vilde v[re ilde tjente dermed. Folk ride
nu til Althinget efter Sædvane. Begge Parter var paa Thinget. Njaal
krævede Lyd og spurgte alle de bedste Mænd, som var der komne, hvor
meget Gunnar syntes dem at kunne kræve af de to Navner Thorgeir for
det tilsigtede Overfald. De svarede, at de syntes, at slig Mand kunde
kræve stor Ret. Njaal spurgte derefter, om Alle var at regne for
delagtige, eller om Formændene havde at svare til Sagen for dem
alle. De sagde, at Formændene vel maatte have mest Ansvar, men de
Andre heller ikke lidet. «det maa dog siges,» sagde Mørd, «at Gunnar
ikke har været sagesløs her; thi han har brudt Forliget med de to
Navner.» «Det er ikke Forligsbrud,» sagde Njaal, «at Enhver nytter sin
lovlige Retl thi med Lov skal vort Land bygges, med Ulov Ødes.» Njaal
forklarer dem derefter, at Gunnar havde tilbudt jord eller andet
Vederlag for Moeidarkvaal. Navnerne syntes da, at de var narrede af
Mørd; de skjældte ham Huden fuld og sagde, at dette Pengeudlæg havde
de ham at takke for. Njaal opnævnte tolf Mænd til Dommere i Sagen, og
det blev saa, at Alle, som havde været med, betalte hver et hundrede i
Sølv, men de to Thorgeirer to Hundreder hver. Njaal tog disse Penge i
sin Forvaring, og begge Parter tilsagde hinanden Sikkerhed og Fred;
Njaal sagde dem Ordene fore[1].

Gunnar red nu fra Thinget til Vest-Dalene til Hjardarholt, og Olav Paa
tog vel imod ham. Der sad han en halv Maaned. Han red vidt omkring i
Dalene, og Alle tog mod ham med aabne Arme. Da de skiltes, sagde Olav:
«Jeg vil give dig tre kostelige Ting, en Guldring og en Kappe, som
Irerkongen Myrkjartan[2] har eiet, og en Hund, som jeg fik i
Irland. Den er stor og lige saa god til Gølge, som en rask Karl. Den
er ogsaa slig, at den har Menneskevid; den vil gjø ad hver Mand, som
den ved er din Uven, men aldrig ad dine Venner. Den ser ogsaa paa hver
Mand, om han mener dig det vel eller ilde. Den vil være dig tro, saa
længe der er Liv i den.» Siden sagde han til Hunden: «Nu skal du følge
Gunnar og gjøre ham den Nytte, du kan.» Hunden gik straks hen til
Gunnar og lagde sig for hans Fødder. Olav bad Gunnar være var om
sig. «Du har mange Avindsmænd,» sagde han, «thi du holdes nu fo ren
gjæv Mand over det hele Land.» Gunnar takkede ham for hans Gaver og
gode Raad og red hjem. Han sidder ny hjemme paa sin Gaard en Stund, og
Alt er roligt. 

[1] d. e. forestavede dem Edsformularen. 

[2] Olav Paas Morfader.


71) De to Torgeirer planlægger nyt Overfald.

Lidt efter havde de to Navne en Sammenkomst med Mørd. De var ikke
blide paa ham; thi de syntes, at de havde lidt stort Pengetab ved hans
Skyld, og at de ikke havde faaet Noget igjen derfor; de bad ham nu
komme med et andet Raad, som kunde være Gunnar til Men. Mørd svarede:
«Mit Raad er nu,» sagde han, «at du, Thorgeir Otkelssøn, skal daare
Ormhild, Gunnars Frænke; Gunnar vil da fatte endnu større Nag til
dig. jeg skal da sætte ud det Ord, at Gunnar har udladt sig med, at du
ikke skal have gjort det for Intet. En Tid efterr skal I overfalde
Gunnar, med I skal ikke hjemsøge hem paa hans Gaard, thi det kan Ingen
tænke paa, saa længe Hunden er i Live.» De enedes nu om, at de skulde
fremme denne Aftale. Sommeren lider fremover. Thorgeir gik tidt og
jævnt til Ormhild. Dette syntes Gunnar ilde, og derblev stort
Uvenskab mellem dem. Saaledes gik det Vinteren udover. Nu kom
Sommeren, og Thorgeir var der oftere og oftere i Løn. Thorgeir fra
Trehørningen og Mørd var jævnlig sammen og aftalte, at de skulde
overfalde Gunnar, naar han red ned paa Øerne for at se til sine
Huskarle. Engang fik Mørd Nys om, at Gunnar var paa Veien ned til
Åerne, og sendte et Bud under Trehørningen for at sige Thorgeir, at
der nu var den bedste leilighed til at forsøge et Overfald. De gjorde
sig færdige i en Fart og red afsted tolv Mand i Følge, og da de kom
til Kirkebø, var tretten Mand der og ventede paa dem. De aftalte da at
fare ned til Rangaaen og der lægge sig i Veien for Gunnar. Da Gunnar
red opefter fra Øerne, var Kolskjæg i Følge med ham. Gunnar havde sin
Bue med Pile og Atgeiren. Kolskjæg havde sit Saks og fuld Væbning.


72) Kampen ved Rangaaen.

Da Gunnar og Kolskjæg red op med Rangaaen, hændte det Under, at der
kom en Mængde Blod paa Atgeiren. Kolskjæg spurgte, hvad det kunde
betyde. Gunnar sagde, at Sligt kaldte man i andre Lande Saarregn, og
at Ølve[1] havde sagt ham, at det gik forud for store Møder. De ride
videre, indtil de se Mændene sidde ved Aaen. De havde bundet sine
Heste. «Her ligger Folk i Baghold,» sagde Gunnar. «Ja, længe har de
været lidet at tro,» sagde Kolskjæg; «hvad skal vi nu gribe til?» «Vi
skal ride forbi dem opover til vadet,» sagde Gunnar, «og der gjøre os
rede til at tage imod dem.» De Andre se dette og komme straks farende
imod dem. Gunnar spænder Buen, tager pilene og kaster dem ned paa
Jorden foran sig, og straks de kom ham paa Skudhold, skjød
han. Hansaarede saaledes mange Mænd og dræbte nogle. Da sagde Thorgeir
Otkelssøn: «Dette duer ikke. Lad os gaa ham haardt paa Livet!» De
gjorde saa. Forrest gik Ønund fagre, Thorgeirs Frænde. Gunnar skjød
Atgeiren imod ham og traf i Skjoldet, saa at det brast i to Dele, og
Atgeiren gik igjennem Ønund. Øgmund Floke løb bagpaa Gunnar. Dette saa
Kolskjæg, hug straks begge Benene unda ham og stødte ham ud i
Rangaaen, saa at han druknede. Striden blev nu haard. Gunnar hug med
den ene Haand og stak med den anden. Kolskjæg blev Mange Bane og
saarede Mange. Thorgeir Starkadsøn sagde da til sin Navne: «lidet skal
En se paa dig, at du har din Fader at hevne.» «Vist har jeg ikke gaaet
frem, som jeg burde,» sagde Thorgeir Otkelssøn, «men alligevel har
ikke du turdet følge mig i Hælene. Men jeg agter ikke at tage imod
Haansord af dig.» Dermed farer ha i fuld Hidsighed mod Gunnar og
rednte sit Spyd tvært igennem hans Skjold og igjennem Armen. Gunnar
gjorde et Tværryk med Skjoldet, saa at Spydet brak i Falen[1]. I det
Samme ser han en anden Mand staaende huggefærdig mod sig. Han huggem
ham Banehug og griber derefter Atgeiren med begge Hænder. Da var
Thorgeir Otkelssøn kommen nær ind paa ham med Sværdet løftet til
hug. Han vender sig da mod ham i fuld Vrede, render Atgeiren igjennem
ham, svinger ham op i Luften og slynger ham ud i Rangaaen. Liget
driver nedover til Vadet og blev liggende der paa en Sten. Siden
kaldtes Vadet Thorgeirs Vad. Thorgeir Starkadssøn sagde da: «Lad os
fly nu; det ser ikke ud til , at vi skal vinde Seier denne Gang.» De
søgte nu alle unda. «Lad os sætte efter dem,» sagde Kolskjæg. «Tag
buen og Pilene; du kunde da kanskje komme Thorgeir Starkadssøn paa
Skudhold.» Gunnar svarede: «Tomme vil vore Pengepunge v[re, naar disse
ere bødte, som nu ligge her døde.» «Penge kan du nok skaffe,» sagde
Kolskjæg, «men Thorgeir vil ikke lade af, før han volder dig Bane.»
«Flere Slige maa staa paa min Vei, før jeg ræddes for dem,» sagde
Gunnar. Siden red de hjem og fortalte Tidenden. Hallgerd ble sæl ved
at høre dette og roste meget deres Værk. Rannveig sagde: «Det kan
være, at Værket er godt; men jeg bliver for ilde ved det, til at jeg
kan tro, der vil komme Godt af det.»

[1] Falen kaldes den hule Tange paa Spyd, Pile, Spader og deslige,
    hvori Skaftet stikkes ind og fæstes. 


73) Gissur og Geir lyser Sag mod Gunnar.

Disse Tidender spørges vidt, og Mange sørgede over Thorgeir. Gissur
hvide og Geir Gode red til Aastedet, lyste Drabene og stevnede
Kvidmænd til Thinget. Derefter ride de hjem igjen. Njaal og Gunnar
havde en Sammenkomst og talte om Kampe. Njaal sagde til Gunnar: «Vær
nu var om dig. nu har du dræbt to Gange i samme Slægtgren; husk nu, at
det gjælder dit Liv, dersom du ikke holder det Forlig, som bliver
gjort.» «Jeg agter ingenlunde at bruyde det,» sagde Gunnar, «men jeg
kommer til at trænge til Eders Hjælp paa Thinget.» «Min Troskab mod
dig skal vare til min Dødsdag,» sagde Njaal. Gunnar ruder derefter
hjem. Det lider nu, til det var Thingtid, og begge Parter samle stor
Folkemagt. Paa Thinget tales der ikke om Andet, en hvad Ende vel denne
Sag vil tage. Gissur og Geir talte sig imellem om, hvem af dem der
skulde lyse Drabssagen efter Thorgeir. Det blev dertil, at Gissur
paatog sig Søgsmaalet. Han lyste Sagen paa Lovberget og tog saa til
Orde: «Jeg lyser Søgsmaal mod Gunnar Haamundssøn for sagesløst
Overfald, eftersom han for paa sagesløs Mand Thorgeir Otkelssøn og
saarede ham med Underlivs Saar, saa at det blev Ulivssaar og Throgeir
fik Bane deraf. Jeg paastaar ham for den Sag at dømmes fredløs
Skoggangsmand[1], som ikke maa fødes, færges eller bjerges med noget
bjergende Raad. Jeg paastaar mig tilkjendt af hans Bøder, og den anden
Halvpart til den Gjerdings Mænd, som har at tage Bøderne efter
Loven. Jeg lyser Sagen for den Fjerdingsret, hvor den har at komme
fore efter Loven. Jeg lyser lovlig Lysninge i Alles Paahør her paa
Lovberget. Jeg lyser til Søgsmaal og fund Fredløshed over Gunnar
Haamundssøn.» En Gang til nævnte Gissur sig Vidner og lyste Sag mod
Gunnar Haamundssøn for at have saaret thorgeir Otkelssøn med Underlivs
Saar, saa at det blev Ulivssaar, og han fik sin Bane deraf, paa det
Aasted, hvor gunnar havde overfaldt Thorgeir, sagsløs Mand[2]. Han
lyste denne Lysning som den forrige. Derefter spurgte han efter
Værnething og Hjemstavn. Siden gik Folk fra Lovberget, og Alle syntes,
at han havde talt godt. Gunnar var stille og udlod sig lidet om
Sagen. Thinget lider nu fremover, til Retterne skulde sættes. Gunnar
og hans Mænd stod paa Nordsiden ved Rangæingernes Ret[3], Gissur paa
Sydsiden. Gissur nævnte Vidner og bød Gunnar at lyde til sin Ed og sin
Fremsigelse af Sagen og alle de Beviser, han agtede at
fremføre. Derefter aflagde han Ed og fresagde Sagen i Retten saaledes
beskaffen som han havde lyst den. Derefter lod han fremføre
Lysningsvidner, bød Kvidmændene tage Sæde og bød Modparten at rydde
Kviden[4].

[1] Se Anm. til S. 101

[2] Der lyses, som det vil sees, særskilt Sag først for Overfaldet, og
    saa for Saaret (Drabet).

[3] d. e. Sydfjerdingens Fjerdigsret, jvfr. Anm. til S. 100. 

[4] Se Anm. til S. 100.


74) Njaal fører Gunnars Sag.

Da sagde Njaal: «Nu kan vi ikke længe sidde stille. Lad os gaa did,
hvor Kvidmændene sidde.» De gik derhen, ryddede fire Mænd af Kviden og
krævede Bjergekvid[1] i Gunnars Sag af de fem, som var igjen, om ikke
de to Thorgeirer havde faret ud til Mødet med den Hu at tage Gunnar af
Dage, om de kunde. De gav alle staks det Vidnesbyrd, at saa havde
været. Dette kaldte Njaal lovligt Værn i Sagen og sagde, at han vilde
føre dette Værn frem, dersom Modparten ikke vilde modtage
Forlig. Mange Høvdigner gjorde sig da Umage for at faa Forlig istand,
og Enden blev, at tolv Mand skulde dømme i Sagen. Begge Parter gik da
frem og vedtog med Haandslag dette Forlig. Derefter blev der dømt i
Sagen og Pengebod fastsat, og alle Pengene skulde udredes straks der
paa Stedet. Gunnar og Kolskjæg skulde fare udenlands og være borte i
tre Vintre; hvis Gunnar ikke for af Landet uden at kunne undskylde sig
med Mangel paa Skibsleilighed, skulde det staa den Dræbtes Frænder
frit for at dræbe ham. Gunnar lod sig ikke mærke med, at Forliget ikke
huede ham. han spurgte Njaal efter de Penge, han havde taget i
forvaring for ham. Njaal havde sørget for, at Pengene havde forrentet
sig, og han udredede nu hele Summen til Gunnar, og det svarede netop
til det, som Gunnar havde at betale for sig. Njaal og gunnar ride
begge i Gølge fra Thinget. Da sagde Njaal til Gunnar: «Kjære Ven, gjør
nu sa vel, at du holdet dette Forlig, og mindes, hvad vi har talt
sammen. Ligesom din Første Udenlandsreise blev dig til stor Hæder, saa
vil du paa denne indlægge dig endnu større Ære; du vil komme tilbage
til Island med stor Navnkundighed og blive en gammel Mand, og Ingen
her vil da gaa dig for nær. Men dersom du ikke reiser, og du bryder
Forliuget, da vil du blive dræbt her i Landet, og det er ondt at vide
for dem, som ere dine Venner.» gunnar sagde, at han ikke agtede at
bryde Forliget. Han red hjem og fortalte Forliget. Rannveig sagde, at
det var vel, at han for bort, saa kunde hans Uvenner kives med Andre
imedens. 

[1] Sagværgeren kunde møde Sagsøgerens kvid ved mod ham at opstille en
    Bjergekvid (frelsende Kvid) d. e. en Kvid, som gav et frikjendende
    eller formildende Vidnesbyrd i Sagen. Denne Kvid maatte ved
    Drabssager, for at være gyldig, dannes af fem af de af Sagsøgeren
    opnævnte Kvidmænd. 


75) Gunnar vælger at blive hjemme.

Thraain Sigfussøn sagde til sin Kone, at han agtede at fare udenlands
den Sommer. Hun havde Intet at indvende derimod. Han tingede sig
Overfart med Høgne den hvide. Gunnar og Kolskjæg tingede sig Overfart
med Arnfinn fra Viken. Grim og Helge Njaalssønner bad sin Fader om Lov
til at fare udenlands. Njaal sagde: «Farlig vil udenlandsfærden blive
for eder, saa at det kan se uvist ud, om I komme fra det med Livet;
dog vil I vinde nogen Ære og Navnkundighed ved den. Men det kan nok
hænde, at der vil komme Fortræd og Uleilighed deraf bagefter, naar I
komme hjem.» De bedblev tidt og jævnt at bede ham, og Enden blev da,
at han sagde, de kunde fare, om de vilde. De tingede sig Overfart med
baard svarte og Olav Ketilssøn fra Elda[1], og der taltes nu meget om,
at Bygden mistede mange af sine bedste Mænd. 

Gunnars Sønner, Høgne og Grane, var nu netop voksne. De var ulige af
Sind. Grane havde Meget af Moderens Art; men Høgne var retsindig og
paalidelig. Gunnar lader sit og Kolskjæg Gods føre til Skibet, og da
Alt var ombord og Skibet var paa det Nærmeste seilfærdigt, red Gunnar
afsted til Bergthorskvaal og andre Gaarde for at sige Farvel og
takkede Alle, som havde hjulpet ham, for deres Understøttelse. Dagen
efter tidlig om Morgenen gjorde han sig rede til at fare ned til
Skibet og sagde da til alle sine gaardsfolk, at han vilde blive borte
med det Samme. Dette var den til stor Solrg, men de trøstede sig med
det Haab, at han vilde komme igjen, haar en Tid var leden. Han tog
Farvel med alle En for En, da han var reisefærdig. De fulgte ham alle
ud. han satte Atgeiren i jorden, hoppede i Sadlen og han og Kolskjæg
red af Gaarde. De ride ned med Markarfljot. Da snublede Gunnars Hest,
saa at han faldt af. Han kom til at se op til Liden og til Gaarden
Lidarende. Da sagde han: «Fager er Liden; aldrig har den syntes mig
saa fager før, Agrene gule og Tunene slaaede. Jeg vil ride hjem igjen
og ingensteds fare.» «Gjør ikke dine Uvenner den Glæde,» sagde
Kolskjæg, at bryde Forliget; Ingen venter Sligt af dig, og du kan være
vis paa, at Alt da gaar, som Njaal har sagt.» «Jeg vil ingensteds
fare,» svarede Gunnar, «og det Samme vilde jeg, du skulde gjøre.»
«Nei,» sagde Kolskjæg, «jeg vil ikke have Nidingsord hverken i dette
eller noget Andet, naar jeg har givet mit Løfte. Det bliver da ikke
andet Raad, end at vi maa skilles; hils min Moder og mine Frænder, at
jeg ikke agter at se Island merel thi jeg vil spørge din Død, Broder,
og da drager Intet mig til Hjemmet.» Dermed skilles di. Gunnar rider
hjem til Lidarende, og Kolskjæg rider til Skibet og seiler til
Norge. Hallgerd blev glad, da Gunnar kom tilbade, men hans Moder sagde
Lidet. Gunnar sidder hjemme om Høsten og Vinteren og havde ikke mange
Folk paa Gaarden. det lider nu til ende med Vinteren. Olav Paa bød
gunnar og Hallgerd at tage Ophold hos ham og overlade Lidarende til
sin Moder og sin Søn Høgne. Han havde først Lyst dertil og sagde Ja,
men da det kom til Stykket, vilde han ikke. 

Paa Thinget om Sommeren lyse gissur og Geir ham fredløs paa Lovberget,
og før thinget hævedes, stevnede Gissur alle Gunnars Uvenner til et
Møde i Almannagjaa[1]. Der samledes Starkad under Trehørningen og
Thorgeir, hans Søn, Mord og Valgard den graa, Geir Gode, Hjalte
Skæggessøn, Throbrand og Aasbrand Thorleifssønner, Eiliv og }nund,
hans Søn Ønund fra Troldskog og Thorgrim Ostmand fra Sandgil. Gissur
sagde: «Jeg vil foreslaa Eder, at vi overfalde Gunnar i Sommer og tage
ham af Dage.» Hjalte sagde: «jeg lovede Gunnar her paa Thinget, da han
lod sig overtale af mig, at jeg ikke skulde være med i noget Overfald
paa ham, og det skal jeg holde.» Dermed gik Hjalte. Men de, som var
igjen, aftalte Overfald paa Gunnar, tog hinanden i Haanden derpaa og
fastsatte Bøder for den, som faldt fra. Mørd skulde holde Øie med,
naar der bedst gaves Leilighed. Der var firti Mand med dette
Samlag. De holdt det ikke for vanskeligt at faa Gunnar fældt nu, da
Kolskjæg og Traain var borte og mange andre af Gunnars Venner. 

Folk ride derefter hjem af Thinget. Njaal for til Lidarende til gunnar
og fortalte ham, at han nu var lyst fredløs, og at der var aftalt
overfald paa ham. «Det er vakkert af dig, at du varer mig,» sagde
Gunnar. «Nu vil jeg,» sagde Njaal, «lade mine sønner Skarphedin og
Høskuld fare til dig; de vil vove Livet for dig.» «Nei,» sage Gunnar,
«jeg vil ikke, at dine Sønner skal blive dræbte for min Skuld; du har
Andet at vente af mig.» «Det kommer ud paa Et,» sagde Njaal; «naar du
er død. vil Faren vende sig mod mine Sønner.» «det er ikke urimeligt,»
sagde Gunnar, «men jeg vil nødig selv være Skyld deri. Men det vil jeg
bede dig om, at du vil have et Øie med min Søn Høgne; Grane vil jeg
ikke tale om, thi han gjør ikke Meget efter mit Sind.» Dette lovede
Njaal og red hjem. Det er sagt, at Gunnar mødte ved alle stevner og
Thing, men hans Uvenner turde aldrig vove sig paa ham. Saaledes gik
det en Tid, at han for som en udømt Mand. 

[1] Udentvivl Gaarden Elden paa Namdalseidet (N. Throndhjems Amt) i
    Norge. 

[2] En dyb Kløft eller Revne, som begrændser Althingspladsen
    (Thingvoldene) mod Vest og hvis Vægge paa de fleste Steder er
    næsten lodrette. Hele Thingvoldssletten bestaar af stivnet Lava
    fra en gammel Vulkanbrand og har en Mængde lignende Revner, som er
    opstaaede derved, at Lavaen gik over fra flydende til fast
    Tilstand. Almannagjaa er den største og dydeste af disse.
 

76) Gissur og Geir planlægger Overfald. 

Om Høsten sendte Mørd Valgardssøn Bud, at Gunnar var alene hjemme; alt
Husfolket var nede paa Øerne for at gjøre fra sig Høaanen. Straks
Gissur hvide og Geir Gode spurgte dette, red de østover Aaerne og over
Sandene til Hov. Derfra sendte de Bud til Starkad under Trehørningen,
og der mødtes nu alle, som skulde være med i Overfaldet, og de
raadslog om, hvorledes de skulde bære sig ad. Mørd sagde, at det ikke
var at tænke paa at komme uforvarende paa Gunnar, medmindre de tog
Bonden fra Nabogaarden, som hed Thorkel, og truede ham til at følge
sig og fare alene fra til Gaarden for at tage Hunden, Saam. De for da
østover til Lidarende og sendte Bud efter Thorkel. Da han kom ud til
dem, overmandede de ham og gav ham Valget mellem at tage Hunden eller
miste Livet. Han valgte at  kjøbe sig Livet og for med dem. Der var
Gjeiler[1] ovenfor Gaarden paa Lidarende; der standsede
Flokken. Thorkel gik frem til Gaarden, hvor Hunden laa oppe paa
Taget. Han lokker den med sig bort til en af Gjeilerne. I det Samme
ser Hunden, at der er Folk, og farer paa Thorkel og griber ham i
Underlivet. Ønund fra Troldskog hug den da Øksen i Hovedet, saa at den
gik lige ind i Hjernen. Hunden satte i et Hul saa høit, at de aldrig
syntes sig at have hørt Sligt, og faldt død om med det Samme. 

[1] Gjeil eller Gjeile bruges endnu i Almuesproget i Norge om en paa
    begge Sider med Gjerde indhegnet Gyde eller Vei (især fra Fæhusene
    til Udmarken.)


77) Gunnars Drab.

Gunnar vaagnede i sin Skaale[1] og sagde: «Saar Medfart maa du lide,
Saam min Fostersøn, og det er vel saa skikket, at det skal blive kort
imellem os.»

Gunnars Skaale var bygget hel og holden af Tømmer og tækket med
Bord. Der var Glugger oppe ved Brynaaserne[2], og disse var der skudt
Spæld for. Gunnar sov i et Loft[3] i Skaalen, ligesaa Hallgerd og hans
Moder. Da de kom til Gaarden, vidste de ikke, om Gunnar var hjemme. De
bad En gaa i Forveien frem til Husene og se til, hvad han kunde faa
vide; imedens satte de sig ned paa Græsvolden. Thorgrim Østmand gik
hen til Skaalen og kløv op efter Væggen. Gunnar ser, at der kommer
frem en rød Kjortel ved Gluggen, stikker ud med Atgeiren og træffer
Thorgrim midt paa Livet. Fødderne glap under ham, saa at han slap
Skjoldet og styrtede ned af Taget. Han gaar nu hen til Gissur og de
Andre, der de sag paa Volden. Gissur saa paa ham og sagde: «Nu, er
Gunnar hjemme?» «Det maa I selv vide,» sagde Thorgrim, «men at
Atgeiren var hjemme, fik jeg at vide.» Dermed faldt han død om. De
søgte nu ind paa Husene. Gunnar skjød ud mod dem med Pile og værgede
sig vel, og de kom ingen Vei. Somme løb op paa Husene og tænkte at
komme ham til Livs derfra, men Gunnar naaede dem ogsaa der med sine
Pile, og de havde Intet for sin Umage. Saaleds gid det en Stund. Efter
at have hvilet sig, søgte de frem anden Gang. Gunnar bedblev at skyde,
og de fik Ingenting udrettet, og drig sig tilbage anden Gang. Da sagde
Gissur hvide: «Vi maa søge frem bedre; det bliver Ingenting af paa
denne Maade.» De forsøgte nu den tredie Storm og holdt ved lpnge, men
det endte med, at de igjen ved tilbage. Gunnar sagde: «Der ligger en
Pil ude paa Taget; den er af deres; den skal jeg skyde paa dem; det
vil være Skam for dem, skal de faa Saar af sine egne Vaaben.» «Gjør
ikke det, min Søn,» sagde hans Moder; «egg dem ikke paa Ny, nu da har
vendt sig fra.» Gunnar grem Pilen, skjød den mod dem og traf Eiliv
Ønundssøn, saa han fik et stort Saar. han havde staaet for sig selv,
og de lagde ikke Mærke til, at han blev saaret. «Der kom en Haand ud
med Guldring paa,» sagde Gissur, «og tog en Pil som laa paa Taget; der
vilde vel ikke blive ledt ude efter Vaaben, dersom der var nok inde;
lad os nu gaa frem igjen.» «Lad os brænde ham inde,» sagde Mørd. «Nei,
det skal aldrig ske,» sagde Gissur, «ikke, om det gjaldt mit Liv. Det
er vel ikke venskeligt for dig at hitte paa et Raad, saa slu Mand som
du er holdt for at være.» Der laa nogle Reb paa Volden, som havde
været brukte til at fæste Husene med[4]. Mørd sage: «Lad os tage
Rebene, slynge dem om Aasenderne og kaste Løkkerne om store Stene,
s[tte Vindestokker o og vinde Anstalter, og Før Gunnar mærkede nogen
Ting, havde de vundet hele Taget af Skolen. han skjød dog med sin Bue,
saa de aldrig kom ind paa ham. Da foreslog Mørd endnu en Gang, at de
skulde brænde ham inde. «Jeg ved ikke, hvorfor du vil komme med det,
som ingen Anden vil,» sagde Gissur; «det skal aldrig ske.» I samme
Stund løber Thorbrand Throleifssøn op paa Væggen og hugger Burstrenger
af for Gunnar. Gunnar greb Atgeiren med begge Hpnder, vendte sig i en
Fart mod ham, drev den igjennem ham og kastede ham ned paa Volden. Da
løb hans Broder Asbrand op. Gunnar stak efter ham med Atgreirenl han
holdt Skjolfet for sig, men Atgeiren gik igjennem det, saa begg hans
Underarme knustes, og han faldt ned af Væggen. Gunnar havde før saaret
otte Mænd og dræbt to; nu fik han selv to Saar, men det sage Alle, at
han ikke forandrede en Mine hverken for Sar eller Bane. Han sagde til
Hallgerd: «Giv mig to Lokker af dit Haar, saa snor du og min Moder dem
sammen til en Buestreng til mig.» «Gjplder det dig noget?» spurgte
hun. «Det gjælder Livet,» sagde han, «thi de skal aldrig komme mig
nær, saa længe jeg kan bruge Buen.» «Da skal jeg nu mindes dig
Kindhesten, du gav mig,» sagde hun; «jeg er lige glad, enten du værger
dig længe eller kort.» «hver har sin Maade at gjøre sig navnkundig
paa,» sagde Gunnar, «og jeg skal ikke længe bede dig om dette.»
Rannveig sagde: «Et Umenneske er du, og din Skam skal længe mindes.»
Gunnar værgede sig vel og berømmelig; han saarede endnu otte Mand med
saa store Saar, at Mange var nær ved at faa sin Bane deraf. de gav ham
mange store Saar, men alligevel kom han sig ud af deres Hænder og
værgede sig endnu længe. Tilsidst fik de dog dræbt ham. Om hans
Forsvar kvad Thorkel Elfareskald. 

«En stor Helt har vi har fældet,» sagde Gissur, «og Stræv har det
kostet os; hans Forsvar vil mindes, saa længe Landet er bygget.»
Derefter gik han til Rannveig og sagde: «Vil du give os Jord til to af
vore Mænd, som ere døde, at vi kan hauglægge dem her?» «Saa meget
heller,» sagde hun, «som jeg gjerne skulde unde Eder alle det.» «Det
er ikke at undres over, at du taler saa,» sagde gissur; «thi du har
mistet Meget.» Han forbød at rane eller ødelægge Noget der. Siden for
de bort. Da sagde Thorgeir Starkadssøn: «Vi kan ikke sidde hjemme paa
vore Gaarde for Sigfussønnerne, hvis ikke Gissur eller Geir bliver her
sydpaa en Tid.» «det kan saa være,» sagde Gissur. De kastede derefter
Lod, og det tilfaldt Geir at blive igjen. Han for da til Odde og tog
Ophold der. Han havde en Søn, som hed Roald; han var Frillesøn, og han
Moder hed Bjartøy, Søster af thorvald Veile, som blev dr[bt ved
Hestløk paa Grimsnæsset. Roald roste sig af, at han havde givet Gunnar
Banesar. Han var paa Odde med sin fader. thorgeir Starkadssøn gjorde
sig til at et andet Saar, som han havde givet gunnar. Gissur sad
hjemme paa Mosfell. gunnars Drab spurgtes og ble ilde omtalt over alle
Bygder, og Mange sørgede over ham. 

[1] d. e. Hovedbygningen paa Gaarden. 

[2] d. e. de øverste Tømmerstokker i Langvæggene eller Sidevæggene,
    hvorpå Tagets nederste Del hvilker (Raftstokkerne). 

[3] Dette Loft har udentvivl været Forstuen i Skaalens ene Ende. Over
    selve den egentlige Skaale var der ikke og kunde der ikke være
    Loft, da Ildstedet (Arnen) laa midt efter Gulvet, og Røgen skulde
    have Udgang gjennem Taget.

[4] i Stromveir.


78) Gunnar synger i Haugen.

Gunnars Død gik Njaal nær til Hjerte og ligesaa Sigfussønnerne. De
spurgte Njaal, om han syntes, at der burde lyses Drabsag efter Gunnar
eller gjøres Anstalter til Søgsmaal. Han sagde, at der ikke gik an, da
Manden var fredløs; det var det bedste at gjøre dem Tort ved at dræbe
Nogle til Hevn for ham. De kastede Haug over Gunnar og lod ham sidde
opret inden i Haugen. Rannveig vilde ikke, at Atgeiren skulde lægges i
Haugen med ham; hun sagde, at Ingen skulde røre den, uden han vilde
hevne Gunnar. Mod Hallgerd var hun saa hard, at det var med Nød, hun
holdt sig fra at dræbe hende; hun sagde, at det var hende, som havde
voldt hendes Søns Død. hallgerd tyede da til Grjotaa med sin Søn
Grane. Der blev da skiftet. Høgne skulde have Jordveien paa Lidarende
og Gaarden med Buskap og Løsøre; Grane skulde have
Leilændingsgaardene. 

En Dag drev Saugjæteren og en Tjenestepige paa Lidarende Fæet forbi
Gunnars Haug. Det syntes dem da, at han var lystig og sang inde i
Haugen. De for hjem og fortalte Rannveig dette. Hun bad dem sige Njaal
det. De for da til Bergthorskvaal og fortalte det til Njaal. Han lod
dem sige sig det tre Gange; derefter talte han længe sagte med
Skarpheding. Skarphedin tog sine vaaben og for til Lidarende. Høgne og
Rannveig tog imod ham med aabne Arme og blev meget glade. Rannveig bad
ham være der længe, og han lovede det. Han og Høgne var jævnlig sammen
baade ude og inde. Høgne var en rask og uforfærdet Mand, gjæv af Sind
og troede ikke straks Alt, hvad der blev fortalt. De turde derfor ikke
sige ham Varslet. Skarphedin og Høgne var ude en Kveld søndenfor
Gunnars haug. Det var klart Maaneskin, men stundom drog der Skyer for
Maanen. Da syntes Haugen dem aaben, og Gunnar havde vendt sig inden i
Haugen og saa imod Maanen. De syntes sig at se fire Lys brænde i
Haugen, og der var ingensteds Skygge. De saa, at Gunnar var munter, og
Glæden straalede af ham. Han kvad en Vise, og det saa høit, at de
kunde høre den tydelig, endskjønt de stod langt borte; visen endte
med, at han heller havde villet dø, end vige. Derefter lukkede Haugen
sig igjen. «Vilde du troet dette Varsel, om Njaal eller jeg havde sagt
dig det?» sagde Skarphedin. «Jeg vilde have troet det, om Njaal havde
sagt det,» svarede Høgne; «thi det er sagt, at han lyver aldrig.»
«Meget gjælde slige Varsler,» sagde Skarphedin, «naar han selv viser
sig for os og siger, at han heller vilde dø end vige for sine Uvenner;
dette var et Raad, han vilde give os.» «Jeg kan Intet udrette,» sagde
Høgne, «medmindre du vil hjælpe mig.» «Ja, nu skal jeg mindes,» sagde
Skarphedin, «hvor vakkert Gunnar teede sig efter Eders Frænde Sigmunds
Drab, og jeg skal hjælpe eder, hvad jeg kan; det tilsagde ogsaa min
Fader Gunnar, saa tidt det gjaldt dig eller hans Moder.» Siden gik de
hjem til Lidarende. 


79) Høgne og Skarphedin hævner Gunnar.

«Nu skal vi fare straks i Nat,» sagde Skarphedin; «thi dersom de faa
spurgt, at jeg er her, vil de blive mere vare om sig.» «Dine raad vil
jeg følge,» sagde Høgne. Derefter greb de sine Vaaben, da alle Mand
vel var til Sengs. Da Høgne tog Atgeiren ned, sang det høit i
den. Rannveig for op i stor Forbitrelse og sagde: «Hvem tager
Atgeiren, naar jeg har forbudt Alle og Enhver at røre ved den?» «Jeg
agter at føre den til min Fader,» sagde Høgne, «at han kan have den
med til Valhal og der bære den frem paa Vaabenthing.» «Heller burde du
bære den og hevne din Fader,» sagde hun; «thi Atgeiren spaaede en
Mands Bane eller Fleres.» Derefter gik H\gne ud og fortalte Skarphedin
Ordskiftet mellem ham og hans bedstemoder. Siden fore de til Odde. To
Ravn fløi med dem hele Veien. De kom til Odde om Natten og drev Fæet
frem til Husene. Da kom Roald og Thørve farende ud og jog Fæet op i
Geilerne. De havde sin Vaaben med sig. Skarphedin sprang op og sagde:
«Du behøver ikke at se efter; det er, som det synes dig: der er Folk
her.» Dermed hug Skarphedin Tjørve Banehug. Roald havde et Spyd i
Haanden. Høgne løber mod ham. Han stikker til Høgne med spydet, men
Høgne hug Spydskaftet af med Atgeiren og drev Atgeiren gjennem ham. De
lod Ligene ligge efter sig og tog Veien op over til
Trehørningen. Skarphedin løber op paa et af Husene og giver sig til at
rive op Græs. De, som var inde troede, at det var Sauer, og Starkad og
Thorgeir tog sine Vaaben og Klæder og for ud op om Gjerdet. Da Starkad
bliver Skarphedin var, ræddes han og vil vende om, men Skarphedin
fældte ham oppe ved Gjerdet. I samme Studn mødte høgne Throgeir og
dræbte ham med Atgeiren. Derfra for de til hov. Mørd stod ude paa
Volden; han bad om Grid og bød fuldstændigt Forlig. Skarphedin
fortalte ham Drabet paa de Fire, «og samme Vei skal du fare,» sagde
Skarphedin, «eller give Høgne Selvdom, ifald han vil tag imod det.»
Høgne sagde, at han ikke havde tænkt at skulle forlige sig med sin
Faders Banemænd; men omsider tog han dog Selvdom. 


80) Om Høgne Njaalssøn.

Njaal lagde gode Ord ind hos dem, som havde Eftermaalet efter Starkad
og Thorgeir, at de skulde forlige sig, og der blev tilsagt Heredsmøde
og opnævnt Voldgiftsmænd. alle Ting blev medtagne, ogsaa Overfaldet
paa Gunnar, endskjønt han var fredløs Mand. Alle de Bøder, som blev
idømte, kom Mørd alene til at betale, thi de afsagde ikke kjendelsen
mod ham, førendhin anden Sag om Eftermaalet var paadømt, og lod saa
bøderne i begge Sager blive lige store. Saaledes blev der da fuldt
Forlig. Paa Thinget var der langvarigt Ordskifte, men Enden blev
omsider, at Geir Gode og Høgne indgik Forlig, og det holdtes mellem
dem siden. Geir Gode boede paa Lid til sin Dødsdag, og han er nu ude
af Sagaen. Njaal bad om Alvheid, Datter af Vetrlide Skald, til Kone
for Høgne, og han fik hende. Deres Søn var Are, som seilede til
hjaltland og giftede sig der. Fra ham stammer Einar Hjaltlænding, en
rask Helt. Høgne holdt Venskab med Njaal, og han er ude af Sagaen. 


81) Om Kolskjæg.

Nu er at fortælle om Kolskjæg, at han kom til Norge og holdt til øster
i Viken om Vinteren. Sommeren efter for han syd til Danmark og gav sig
i Tjeneste hos Danekongen, Svend Tjugeskjæg, og nød der stor Ære. En
Nat drømte han, at der kom en Mand til ham, lys at se til , som
vækkede ham og sagde til ham: «Stat op og far med mig.» «Hvad vil du
mig?» spurgte han. «Jeg skal skaffe dig en Hustru, og siden skal du
være min Ridder,» blev der svaret. Han syntes sig at svare
Ja. Derefter vaagnede han. Han for til en Vismand og sagde ham
Drømmen. Han tydede den saaledes, at han skulde fare til Sydlandene og
blive Guds Ridder. Kolskjæg tog Daaben i Danmark, men trivdes ikke der
og for østover til Gardarike[1] og var der en Vinter. Derfra for han
syd til Miklegaard[2] og gav sig ind blandt Væringerne. Det sidste,
man spurgte til ham, var at han var gift der, og var Høvdig for
Væringehæren; han var der til sin Dødsdag. Og han er ude af denne
Saga. 

[1] Rusland.

[2] Konstantinopel.


82) Thraain drar til Throndhjem. 

Nu er det at fortælle, at Thraain Sigfussøn kom til Norge. Han og hans
Følge kom til Land nord ved Haalogaland og holdt sydover til
Throndhjem og saa til Lade. Straks Haakon Jarl spurgte det, sendte han
Bud til dem og vilde vide, hvad det var for Mænd, som var
ombord. Sendemændene kom tilbage og sagde ham, hvem det var. Jarlen
sendte da Bud efter Thraain Sigfussøn, og han kom til ham. Jarlen
spurgte, af hvad Æt han var. Han sagde, at han var nær i Slægt med
Gunnar fra Lidarende. «Det skal ikke være din Skade,» sagde Jarlen,
«thi jeg har seet mange islandske Mænd, men Ingen hans Mage.» Thraain
sagde: «Vil I, at jeg skal være hos Eder i Vinter, Herre Jarl?» Jarlen
tog imod ham. Thraain var der om Vinteren, agtet af Alle. --- Kol hed
en Mand; han var en stor Viking. Han var Søn af Aasmund Eskisida østen
fra Smaaland. Han laa øster i Gøtaelven og havde fem Skibe og meget
Folk. Derfra holdt han ut af Elven og til Norge, seilede op i
Folden[1] og kom uforvarende over Hallvard Sote. De overraskede ham
oppe paa et Loft, men han værgede sig vel, indtil de satte Ild paa
Huset. Da gav han sig. De dræbte ham og tog der meget Gods; derfra
styrede de til Ljodhus[2]. Disse Tidender tik Haakon Jarl spurgt. Han
lod Kol dømme utlåg over hele sit Rige og lovede Penge for hans
Hoved. 

Engang tog Jarlen sa til Orde: «Altfor langt er nu Gunnar paa
Lidarende; han vilde gjøre det af med den fredløse Viking, om han var
her; og det er ilde, at han ikke er faret til os, thi nu vil
Oslændingerne dræbe ham.» Thraain Sigfussøn svarede: «Ikke er jeg
Gunnar, men jeg er i Slægt med ham, og jeg vil paatage mig denne
Færd,» «det er mig kjært,» sagde Jarlen; «jeg skal ogsaa ruste dig vel
til Færden.» Da tog Eirik, hans Søn, til Orde: «I er gavmild med
Løfter til Mange, men det er ujævnt med Opfyldelsen. Denne Færd er
vanskeligere, end de fleste; thi denne Viking er strid og slem at
drages med. Du behøver udvalgte baade Mænd og Skibe til den Færd.» «Om
Færden er vovelig, skal jeg dog fare,» sagde Thraain. Jarlen gav ham
nu fem Skibe, alle ved udrustede. Med Trhaain var Gunnar Lambessøn og
Lambe Sigurdssøn. Gunnar var Thraains Brodersøn og var ung kommen til
ham, og de holdt meget af hinanden. Eirik Jarlssøn gik ombord med dem,
eftersaa Folkene og Vaabnene og gjorde de Forandringer, som syntes ham
at tiltrænges. Siden, da de var rustede, gav Eirik dem en Lods. De
seilede syd med Landet; hvor de kom, havde Jarlen givet dem Lov til at
kræve, hvad de trængte til. De holdt østover til Ljodhus. De fik de
spurgte, at Kol var faren til Danmark. De holdt da sydover did. Da de
kom til Helsingborg, traf de nogle Mænd i en Baad, som fortalte dem,
at Kol var der og vilde blive liggende der en Stund. En Dag, da det
var vakkert Veir, saa Kol Skobene komme. Han sagde, at han havde drømt
om Haakon Jarl om Natten, og at dette vist maatte være hans Mænd, og
bad alle Mand tage sine Vaaben. De gjorde sig nu rede, og det bar
sammen med dem. De sloges længe, uden at Nogen fik OVertaget. Da løb
Kol op paa Thraains Skib, ruddede hvast om sig og fældte mangen
Mand. Han havde en gorgyldt Hjælm paa Hovedet. Thraain ser, at dette
gaar ilde; han egger nu sine Mænd med sig og gaar selv forrest og
møder Kol. Kol hug til ham og traf i Skjoldet, saa at det revnede fra
overst til nederst; men i det Samme fik han et Stenkast over Haanden,
saa at Sværdet faldt fra ham. Thraain hug da til ham og traf Foden,
saa den gik af. Derefter dræbte de ham. Thraain hug Hovedet af ham og
kastede Kroppen overbord, men gjemte Hovedet. De gjorde der stort
Bytte. De holdt derefter nord til Throndhjem og for til Jarlen. Han
tog vel mod dem. Thraain viser Jarlen Kols Hoved, og Jarlen takkede
ham for den Gjerning. Eirik sagde, at det var mere værdt end bare
Ord. Jarlen svarede, at det var sandt, og bad dem følge sig. De fulgte
Jarlen til et Sted, hvor han havde ladet gjøre et godt Skib. Det var
ikke som et almindeligt Langskib; der var Hovedet af en Gam[1] paa
det, og der var lagt meget Arbeide derpaa. Jarlen sagde: «Du sætter
Pris paa stadselige Thing, Thraain; saa var det med din Frænde Gunnar,
og saa er det med dig. Jeg vil nu give dig dette Skib; det hedder
Gammen; dermed skal følge mit Venskab. Jeg vil, at du skal være hos
mig, saa længe du lyster.» Thraain takkede ham for Gaven og sagde, at
han ikke stundede til Island for Tiden. Jarlen havde en Færd fore
østover til Landemærket for at tale med Svrakongen. Thraain for med
ham om Sommeren og var Skibsstyrer; han styrede Gammen og seilede saa
hvast, at Faa kunde kappes med ham. Han havde mange Avindsmænd; men
det mærkedes tidt og jævnt, hvor kjær Gunnar[sic] var Jarlen, thi han
satte Alle haardt i ette, som viste Thraain Uvenskab. Thraain var hos
Jarlen hele den Vinter. Om Vaaren spurgte Jarlen, om han vilde blive
der eller fare til Osland. Han sagde, at han ikke havde opgjort det
med sig selv og vilde først høre Tidender fra Island. Jarlen sagde, at
han skulde gjøre, som han lystede. Thraain blev da hos Jarlen. Ny
spurgtes en Tidende fra Island, som syntes Mange stor, Gunnar fra
Lidarendes Død. Da vilde Jarlen ikke, at Thraain skulde fare ud, og
han blev hos Jarlen. 

[1] d. e. den ydre eller sydlige Del af Kristianiafjorden.

[2] En Kjøbstad paa den svenske Side af Gøta-Elven ovenfor Kongehelle,
    nu Gamla-Lødøse. 


83) Njaalssønnernes Udenlandsreise

Nu er det at fortælle, at Grim og Helge Njaalssønner for fra Island
samme Sommer, som Thraain. De var paa Skib sammen med Olav Ketilssøn
fra Elda og Baard svarte[1]. De fik saa haardt Nordenveir, at de drev
af sydover, og der kom over dem slugt Mørke, at de ikke vidste, hvor
de for. De var længe i Søen; tilsidst kom de paa meget grundt Vand, og
syntes sig da at vide, at Land ikke kunde være langt
borte. Njaalssønnerne spurgte, om Baard havde nogen Rede paa, hvilket
Land de havde i Nærheden. «det kan være mange, sligt Veir, som vi har
havt,» sagde han, «Øerne[2] eller Skotland eller Irland.» To Nætter
senere saa de Land paa begge Sider og en stor Baae inde paa
Fjorden. De kastede Anker udenfor Baaen. Veiret tog nu til at lægge
sig, og om Morgenen var det blikstille. De se da tretten Skibe komme
ud mod sig. Da sagde Baard: «Hvad skal vi nu gribe til? Disse komme
for at angribe os.» De raadslog, om de skulde værge sig eller give
sig, men før de var komne til nogen Afgjørelse, var Vikingerne lige
ved dem. De spurgte, hvem formændene[3] var paa Skibet. Formændene paa
Kjøbmandsskibet navngav sig og spurgte igjen, hvem der var deres
Høvdinger. Den Ene kaldte sig Grjotgard, den Anden Snækolv, Sønner af
Moldan fra Dungalsbø i Skotland, Frænder af Melkolv Skottekonge. «To
Vilkaar sætte vi Eder,» sagde Grjotgard; «enten gaa i paa Land og vi
tage Eders Gods, eller vi søge ond paa Eder og dræbe hver Mand, vi
komme over.» Helge raabte, at Kjøbmændene vilde værge sig. Da sagde
Kjøbmændene: «Trold tag dig for dine Ord! Hvad Forsvar har vi at sætte
imod? Er Gods bedre end Liv?» Grim tog det raad at raabe over til
Vikingerne, for at de ikke skulde høre Kjøbmændenes Jamren. Baard og
Olav sagde: «Tænke I da ikke paa, at Islændingerne vil gjøre Nar af
Eder, saaledes som I bære Eder? Tag heller Eders Vaaben og værg Eder.»
De greb da alle til Vaaben og afgjorde det mellom sig, at de skulde
aldrig give sig, saa længe de formaaede at værge sig. 

[1] I Sagaen staar, udentvivl urigtigt, Baard hvide, jfr S. 129 og
    145. 

[2] Orknøerne. 

[3] Dermed menes de, som eiede Skibet og havde Befalingen omgbord, de
    samme som i næste Kapitel kaldes Skibets Syresmænd. Njaalssønnerne
    var med som Passagerer. 



84) Njaalsønnernes Kamp i Skotlandsfjorene

Vikingerne skjød paa dem, og Striden begyndte. Kjøbmændene værgede sig
vel. Snækolv løber mod Olav og stak sit Spyd igjennem ham. Grim stak
med Spydet til Snækolv saa haardt, at han faldt overbord. Helge
stevnede Grim imøde, og de drev alle Vikingerne ned af Skibet og var
altid der, hvor det gjaldt mest. Vikingerne raabte og bad Kjøbmændene
give sig. De svarede, at det vilde de aldrig gjøre. I det Samme kom de
til at se ut til havs. De se da Skibe komme frem om det søndre Næs, og
de var ikke færre end ti i Tallet. De roraskt til og stevne iod
dem. Det var Skjold ved Skjold langs Skibsbordene[1]. Paa det Skib,
som for forrest, stod en Mand ved Masten. Han havde Silketrøie paa og
en forgyldt Hjælm, og hans Haar var baade stort og fagert. Han havde
et guldindlagt Spyd i Haanden. Han spurgte: «Hvem er det, som her
driver saa ulike en Leg?» Helge navngav sig og sagde, at imod dem
stod Grjotgard og Snækolv. «Men hvem er Eders Styresmænd?» sagde
han. «Baard den hvide,» sagde Helge; «den Anden, som hed Olav, er
falden.» «Ere I islandske Mænd?» sagde han. «Ja,» svarede Helge. Han
spurgte, hvis Sønner de var. Da de sagde det, kjendtes han ved dem og
sagde: «Navnkundige ere I og Eders Fader.» «Hvem er du?» sagde
Helge. «Jeg heder Kaare og er Søn af Salmund,» svarede han. «Hvor
kommer du fra?» sagde Helge. «Fra Guderøerne,» sagde han. «Da er du
kommen til rette Tid,» sagde Helge, «hvis du vil give os en
Haandsrækning.» «al den, I tiltrænge,» sagde Kaare; «hvad forlange I?»
«At du skal lægge Side om Side med dem,» sagde Helge. «Det skal ske,»
sagde Kaare. De lagde derefter frem mod Vikingerne, og Kampen begyndte
for anden Gang. Da de havde kjæmpet en Stund, løb Kaare op paa Skibet
til Snækolv. Han vendte sig imod ham og hug efter ham. Men Kaare løb
baglænds over en Bom, som laa tværs over Skibet, og Snækolv hug i
Bommen, saa at begge Sværdets Egger skjultes i den. Kaare hug da til
ham, og Sværdet traf ham i Akselen; Hugget var saa hvast, at det tog
Armen af, saa Snækolv straks havde Bane. Grjotgard skjød et Spyd mod
Kaare; han saa det og sprang i Veiret, saa at Spydet feilede ham. Nu
havde Helge og Grim ryddet Veien for sig og mødte Kaare. Da løber
Helge imod Grjotgard og drev Sværdet igjennem ham; det blev hans
Bane. De gik derefter over alle Skibene langs begge Bord. Vikingerne
bad nu om Grid. De gav dem alle Grid, men tog alt Godset. Derefter
lægge de alle Skibene ud under Øerne. 

[1] Naar Skibet var ude, havde Mandskabet almindelig fine Skjolde
    fæstede udvendig paa Rælingen; Skjold ved Skjold langs Skibsvordet
    er altsaa Vidnesbyrd om talrigt Mandskab.



85) Njaalsønnerne hos Sigurd Orknøjarl

Sigurd hed Jarlen, som raadede for Orkenøerne. Han var Søn af Lødve,
Søn af Thorfinn Hausakljuv[1], Søn af Torv-Einar, Søn af Ragnvald Jarl
af Møre, Søn af Øystein Glumra. Kaare var Sigurd Jarls Hirdmand og
havde hentet Skat hso Gille Jarl paa Guderøerne. Kaare beder dem nu
følge med til Rossø[2] og sagde, at Jarlen vilde tage vel mod dem. De
tog imod dette, for med Kaare og kom til Rossø. Kaare følger dem til
Jarlen og sagde, hvem de var. «Hvorledes kom du sammen med dem?»
spurgte Jarlen. «Jeg traf dem i Skotlandsfjordene,» sagde Kaare; «de
sloges med Moldan Jarls Sønner og værgede sig saa vel, at de idelig
kastede sig i den øiensynligste Dødsfare[3], og altid var der, hvor
det gik haardest paa. Jeg vil nu bede dig tage dem i din Hird.» «Det
skal du raade for,» sagde Jarlen; «saa meget mere som du har taget dig
af dem før.» Det var da hos Harlen om Vinteren og holdtes høit i
Ære. Helge blev stille, da det led paa Vinteren. Jarlen forstod ikke,
hvad Grunden kunde være, og spurgte, hvorfor han var saa stud. «Hvad
er det, som er dig imod?» sagde han, «eller synes du ikke at have det
godt her?» «jeg har det godt,» sagde Helge. «Hvad er det da, du tænker
paa?» sagde Jarlen «Har du noget Land at raade over i Skotland?» sagde
Helge. «Det skulde jeg tro,» svarede Jarlen, «men hvorledes det?»
«Skotterne har taget din Sysselmand[4] af Dage,» sagde Helge, «og
oppsnappet alle Sendebud, for at Ingen skulde komme over
Petlandsfjorden[5] hid.» «Er du fremsynt?» sagde Jarlen. «Lidet er det
prøvet,» sagde han. «Stor Ære skal times dig,» sagde Jarlen, «dersom
dette er sandt, men i andet Fald faar du bøde derfor.» «Han er ikke
den Slags Mand,» sagde Kaare; «han siger vist Sandhed, thi hans Fader
er fremsynt.» Siden sendte Jarlen Mænd syd til Strømø[6] til Arnljot,
sin Sysselmand. Arnljot sendte da Bud sydover Petlandsfjorden for at
indhente Underretning, og de erfor, at Hunde Jarl og Melsnate Jarl
havde taget Haavard, Sigurd Jarls Maag, af Dage i Thrasvik[7]. Arnljot
sendte da Bud til Sigurd Jarl, at han maatte komme sydpaa med en stor
Hær og drive disse Jarler ud af Riget. Straks Jarlen spurgte dette,
driv han sammen en stor Hær fra alle Øerne.

[1] Hovedkløver.

[2] Den største af Orknøerne (nu kaldet Mainland).

[3] Oversættelsen er tvivlsom. I Sagaens Grundtekst synes her et
    ellers ukjendt ordsprogligt Udtryk at være brukt. 

[4] d. e. den Mand, som oppebar Jarlens Indtægter og førte Styrelsen
    paa hans Vegne i denne Landsdel.

[5] Det brede Sund mellem Orknøerne og Skotland.

[6] Ligger midt i Petlandsfjorden.

[7] Nu kaldet Freswik, lidt søndenfor Skotlands yderste Næs mot
    Nordøst, i Landskabet Katanæs (nu Caithness), som nævnes i næste
    Kapitel. 



86) Kamp med Skotterne

Siden for Jarlen sydover med Hæren. Kaare var i Følge med ham og
ligesaa Njaalssønnerne. De kom syd til Katanæs. Jarlen raadede over
disse Riger i Skotland: Ross, Myræve, Suderland og Dalene[1]. Der
mødte ham Mænd fra disse Riger og sagde, at Jarlerne var ikke langt
borte med en stor Hær. Da stevner Sigurd Jarl did med Hæren. De mødtes
ovenfor Dungalsnipa[2], og her kom det nu til et stort Slag mellem
dem. Skotterne havde sendt en Del av sin Hær fra sig; den kom i Siden
paa Jarlsmændene, og der blev stort Mandefald, indtil Njaalssønnerne
vendte sig imod dem og efter en hvas Strid drev dem paa
Flugten. Kmapen blev nu haard. Helge og Grim stevne frem forbi Jarlens
Mærke og kjæmpe mandigt. Kaare vendte sig mod Melsnate Jarl. Melsnate
skjød et Spyd mod Kaare; men Kaare greb det i Luften og sendte det
tilbage mot Jarlen og igjennem ham. Da flygtede Hunde Jarl. De
forfulgte de Flygtende, til de spurgte, at Melkolv Jarl drog en Hær
sammen i Dungalsbø. Sigurd Jarl holdt da Raad med sine Mænd, og Alle
fandt det raadeligst at vende tilbage og ikke slaaes med saa stor en
Hær. De gav sig da paa Hjemveien. Da Jarlen kom til Strømø, skiftede
de der Hærfanget. Siden for han nord til Rossø Njaalsønnerne og Kaare
fulgte ham. Jarlen gjorde nu et stort Gjæstebud, og ved dette gav han
Kaare et godt Sværd og et guldindlagt Spyd, Helge Guldring og Kappe,
Grim Skjold og Sværd. Derefter gjorde han Grim og Helge til sine
Hirdmænd og takkede dem for deres djærve Fremgang i Slaget. De var hos
Jarlen den Vinter og Sommeren udover, indtil Kaare for ud paa Hærtog;
da for de med ham. De herjede vidt om Sommeren og fik allesteds
Seier. De sloges med Kong Gudrød fra Man og seirede over ham. Derefter
for de hjem og havde vundet meget Gods. De var endnu en Vinter hos
Jarlen; men om Vaaren bad de sig Lov til at fare til Norge. Jarlen
sagde, at de skulde gjøre, som de lystede, og gave dem et godt Skib og
raske Mænd. Kaare sagde, at han samme Sommer vilde komme til Norge med
Skatten til Haakon Jarl[1], saa kunde de træffes. De aftalte
dette. Siden stevnede Njaalssønnerne til Havs og seilede til Norge og
kom ind nord ved Throndhjem.

[1] Nu Ross, Murrah, Sutherland og Argyle. 

[2] paa Katanæs. 

[3] Orknøjarlen var nemlig skatskyldig til Norges Konge, i hvis Sted
    dengang Haakon Jarl var som Landets Hersker.