Ja, har De kanske hørt Mage? Jeg har fundet mig et blaat Byggerhus, og der findes ikke det Sted i Norges Land, som er mere lyrisk opløftende end dette Bryggerhuset. --- Dengang da eg kom hid for at slaa mit store Slag, vilde Kathinko placere mig i sin Stadsstue med Plyds og Nøddetræ og Fortepiano. Nei, Kathinko, sagde jeg. Her er for fint til at digte. Men kanske det kunde træffe sig til, at han havde et Kot uden nogen særdeles Udstyrelse.
Vi var baade høit og lavt i Vaaningshuset, og jeg var ligeved at fortvivle, da Kathinko lidt generet viste mig over til et lidet svart Hus nedenfor Gaardspladsen. «Det er bare et Brøggerhus,» sagde Kathinko, «men det kunde jo træffe sig ligevel» --- , og saa førte han mig ind i et stort Rum med Bryggerkjedel og Vaskebænk. I den ene Ende af Kjøkkenet var der en lav Dør, og da Kathinko aabnede denne Dør, holdt jeg paa at falde ham om Halsen af Glæde; thi Solen skinnede som den var gal ind paa en Væg saa svimlende himmelblaa, at det ikke var til at tage feil af: her skulde der digtes!
Samme Dag fik jeg ind et lidet Bord og en stor Stol og en liden Vaskevandsservant, og i Forveien stod der en Kjæmpeseng --- den var fire Alen lang og to Alen bred, og den var fra Minneapolis, sagde Kathinko, og det kunde man se, for den var udstyret med Sølvringer og Guldsøiler og blanke Sløifer og Guirlander rundt Hovedgjærdet. Jeg har aldrig seet Mage til Seng, men Kathinko hadede den af ganske Hjerte og kaldte den et forbanka Pianoforte.
Han var blevet hængende ved den paa en Auktion efter en Mand, der kaldtes Søren Amerikaner, som havde levet mange Aar i Minneapolis, men var kommen tilbage for at Tilbringe den sidste Tid af sit Liv i sin Hjembygd. Da han kom drassende med denne Sengen, da lo hele Bygden, og Folk kom langveisfra for at se dette Synet. Men saa døde Søren, og saa skulde Spektakelet paa Auktion. Der var naturligvis ingen, som vilde eie eller have den fæle Sengen, --- uden Snedkeren paa den anden Side af Veien: --- han havde ogsaa været i Amerika og havde flere Gange offentlig udtalt, at Sengen var saamæn grei og mindst værd femti Daler.
Men nu kunde Kathinko ikke li' Snedkeren. Han havde været opsternasig mod Kathinko og skrydt svært af, hvor glub han havde været i Amerika.
Og desuden havde han ikke Naaden.
Saa før Snedkeren skulde faa Sengen, saa skulde forlade mig Kathinko sjel --- ---
Da Auktionen kom, begyndte Snedkeren at byde, men Kathinko bød over hver Gang. Da Snedkeren mærkede, at Kathinko var betænkt paa, at han skulde have Sengen for enhver Pris, bare for at Snedkeren ikke skulde faa den, da begyndte Snedkeren at byde vildt, og jo vildere Snedkeren bød, desto trofastere fulgte Kathinko, for nu skulde han ikke lade den Skammen sidde paa sig, at han var blevet overbudt af den fille Snedkeren.
Tilslut fik Kathinko Tilslaget for et Hundrede og otti Kroner plus Omkostninger.
To Dage efter kom Snedkeren tilbage fra Byen med akkurat Mage til Sengen fra Minneapolis, men den havde han givet fem og sytti Kroner for. Og dette fortalte han baade vidt og bredt.
Siden den Dag hadede Kathinko baade Snedkeren og Sengen, og derfor stod den nu gjemt bort i det blaa Bryggerhus. ---
Her har jeg nu levet i maanedsvis.
Manuskriptbunken paa Bordet er voxet langsomt. Naar jeg ser paa den, der den ligger, forekommer den mig at være lig en Vampyr, som daglig æder sig tykkere og tykkere paa min Hjernes Marv og mit Hjertes Blod.
Og dog har jeg levet Dage herinde, der var som en eneste salig Ørske, naar Ord og Rythmer fødtes af sig selv og sprang blanke og fuldbaarne ud i levende Vers næsten uden at jeg selv vidste hvordan.
Dog alle de andre tungsomme Dage! --- dem ønsker jeg helst ikke at mindes. Da er det hændt mere end en Gang, at jeg i Raseri har slængt hele den fortærende Papirbunken i Væggen, saa min Naboerske, den ældgamle Olea, har vaagnet op af sin Døs og mumlet noget underligt noget paa sit mørke Sprog.
Thi under al min Sorg og al min Lykke i Bryggerhuskottet, har gamle Olea været min Klokke og min Rettesnor.
Naar hun sang sin Ottesang aarle om Morgenen, da vidste jeg, at min Dag begyndte, og da sprang jeg udaf min Seng. Og naar hun kvad sin Vespersalme ved Kveld, da følte jeg, at Hvilen stundede til.
Hun bor derinde i et Kot, der skal være ganske ligt mit, og Kathinko siger, hun er ufattelig gammel. Naar jeg spørger, hvad dette saa omtrentlig vil sige i Tal, svarer Kathinko, at hun er da sikkert indpaa femte Sneiset.
Endnu har har jeg aldrig talt med Olea og faar vel neppe heller Leilighed til det. --- Men jeg ser hende hver Morgen. En Stund efterat hun har sunget sin Ottesang, passerer hun langsomt og gravitetisk forbi mit Vindu, bærende det unævneligste Husgeraad forsigtigt mellem begge sine Hænder. ---
Jeg var engang tilstede ved Præmieuddelingen efter en Regatta og husker en seirende Sportsmand, som kom bærende med første Ærespris --- en temmelig stor Sølvbolle. --- Han bar den forsigtigt mellem begge sine Hænder. Han løftede den fremfor sig med lidt affekteret Alvor som for rigtig at vise, hvor denne Ærespris var umaadelig lødig og værdifuld.
Gamle Olea har netop denne alvorsfulde, næsten tragiske Mine hver Morgen, naar hun bærer sin Ærespris forbi mit Vindu.
Men naar hun paa Udturen løfter den høit og triumferende mod Solen, forklar mig da, hvorfor hun altid skjuler Æresprisen forsigtig under sit Forklæde, naar hun vender tilbage fra sin Morgentur og ser sig ilfærdig om for ikke at blive opdaget af nogen. ---
--- --- Hør! Nu stemmer hun op sin Vespersalme. Det er bare en mødig Summen. Kunde Natuglerne synge, vilde det lyde akkurat slig. Har dette nogensinde været en Melodi, maa den være kommet bort i alle de mangfoldige Aar. Ja, ja! Hør, hvor alt er svundet hen! Hvor Livet er langt borte! Ja, ja!
Derfor --- hver Kveld, naar jeg hører denne mørke Mumlen, da er det, som jeg rigtig for Alvor forstaar, at nu er Natten inde. Den er det dystre Præludium til Mulmet og Søvnen.
Og naar den stanser, da er alting slut for den Dag.
Thi saaledes behersker Oleas Vespersalme mig, at naar Salmesangen tier, da stanser ogsaa min Hjerne. Da vil den ikke mere.
Saa tænder jeg min lange Pibe og ordner lidt paa Bordet eller syr fast en brøstfældig Knap, hvis det trænges. Over til Kathinko gaar jeg næsten aldrig. Det kan være mange Dage, da jeg bogstavelig talt ikke mæler et Ord; --- det vil da sige: undertiden griber jeg mig i, at jeg snakker høit med mig selv.
Første Gang skeede det rent uvilkaarlig, og da jeg hørte mig gaa og snakke høit ud i det tomme Værelse, sagde jeg strengt til mig selv --- Gubbevaredigvel! Du gaar i Barndommen! Du blir værre end Olea!
Men efterhaanden har jeg lagt Mærke til, at det igrunden er hyggeligt at snakke høit med sig selv. Især i dødsstille Aftener, da det ikke er til at holde ud at sidde og tænke paa alt det onde forgangne. Tænke, indtil det værker i Hovedet, saa man ikke faar sove om Natten, men fortsætter at tænke i det forfærdelige Mørke. Nei, da er det meget hyggeligere at sidde og smaaprate med sig selv om løst og fast --- gjerne om Ting, man ikke tør nævne til nogen anden. Aa, der er megen Lise og megen Underholdning i disse Samtaler, som ofte kan blive saa pudsige, at jeg kan sidde og le høit af mine egne løierlige Indfald.
Hvis nogen hørte mig sidde slig, vilde de jo tro, at jeg var blevet gal. Men der er ingen, som hører mig. Olea snorker urokkeligt. Og foruden Olea er der ingen i den vide Verden. ---
--- --- Se saa, nu er Theen færdig. Jeg skjænker den i Koppen og sætter Koppen i Vinduet; for det vilde være Synd at tænde Lys endnu, saa fin Kvelden er. --- Skyerne er atter trukket bort. Himlen er blank mod nord. --- Det bliver Klarveir imorgen. Hvis jeg bliver tidlig færdig med mit Dagværk, faar jeg kanske Tid til at gaa ned til Sjøen imorgen. Kanske de tjærer Baaden dernede, hvis der bliver fin Sol. --- Ak, at kjende Lugten af Tjære om Vaaren! --- Tjære og Tang og Sjø ---
Hys --- hvad var det?
Var det ikke Trin? Der var nogen, som gik paa Grønsværet udenfor. --- Der stansede de udenfor Oleas Vindu. Nei, der er de igjen, --- de gaar rundt Huset. Gud i Himlen, hvem kan det være?
Nei, der er ingen. Alting er stille, selv Olea er som død derinde. Der er ingen Trin; vær rolig, der kommer ingen. Der hænder intet idag.
Jeg sætter mig tilbage ved Vinduet og ser ud aa Vaarhimlen, som endnu har lidt af Glansen i nord. ---
--- Der er en Mængde Stjerner iaften. For en Stund siden var det bare Aftenstjernen, som stod blank og alene og glippede paa Guldhimlen.
Nu er der Myriader ---