Paa saadan Maade kom den lille Slup Pelikanen tilbage til Hjemlandet istedetfor til Marstrand, hvorhen den var bleven afsendt af en engelsk Chef. Pelikanen var kun paa 10 Læster, tilhørte Konsul Nils Moe i Christianssand, og havde i nogen Tid været udrustet som armeret Krydser under den dygtige Maanedsløitnant Wharendorffs Kommando, men havde vist sig mindre skikket til Krigsbrug og blev derfor tilbageleveret Eieren, som benyttede den til Fragtfart under Skipper Tønnes Steendahls Kommando. I December 1808 afsendtes den fra Christianssand med en Ladning bestaaende af 11 Sk£ Stokfisk, 1060 £ Puddersukker og 1o0 Tønder Salt. Angaaende dens Skjæbne paa denne Reise indgav Skipperen følaende Beretning:
«1808 den 19de December om Aftenen Kl. 7 seilte jeg fra Ny-Hellesund med Vinden NNO, og NO., frisk Kuling og klar Luft. Om Natten blev Vinden sydlig, variabel og omløbende, dels Storm, dels Stille, tyk Luft med Regn og Snefog. Den 20de om Morgenen, Kl. 8, ved Dagbrækningen fik vi en Kutter i Sigte til Luvart og en Fregat ret forud; den første var mig allerede paa Kanonskud nær og affyrede strax 2 skarpe Skud under engelsk Flag. Jeg gik da i Raad med mit Mandskab, om de vilde af alle Kræfter slaaes med ham eller ikke, men da vi alle saa den store Overmagt paa begge Sider, heiste jeg dansk Flag, opgav Topseil og Bredfok, halede Jageren ind og kastede til Vinden. Han afbrændte atter 2 skarpe Skud, der vandede under mit Bougspryd, og da lod jeg stryge det danske Flag og gav mig Pris. Klokken var 9 Fmd. Kutteren var engelsk, kaldet Paqvet, var paa 14 Stykker 6 £'s Kanoner og havde 48 Mands Besætning under Kommando af Kaptein Thomas Bredge. Jeg stod dengang omtrent midtveis mellem Flekkerø og Skagen, styrede for Holmen, Vinden østlig. Vi blev da hele Mandskabet bragt ombord i Kutteren, og alle blev fængslet 2 og 2 sammen i Jern om Haand og Fod, undtagen jeg, som fik Frihed at gaa løs i Kahytten under Vagt. Han fratog mig et Foustage Puddersukker, 6 Haandgeværer og 7 Pistoler, alt det øvrige lod han forblive ombord, hvorefter han tog «Pelikanen» paa Slæbetoug efterat have sat mig, en af mine Matroser, Konrad Johansen, samt en Prismester med 2 engelske Matroser ombord i den. Den 21 de blæste Storm af SV. med tyk Luft, da Kaptein Bredge expederede «Pelikanen» til Marstrand. Den 22de fremdeles Storm af SV. og tyk Luft med Regn og Snefog; Kl. 8 om Aftenen var vi omtrent 2 Mile af Marstrands Fyr; om Natten gik Vinden om til NO., Storm og hul Sø. Vi kunde neppe føre Seil, og de fleste var sønderslagne af Stormens gevaltige Overmagt; vi var ofte praiede af mange forskjellige engelske Krigsskibe og mangfoldige svenske Kapere, saa Søen vrimlede af Fiendtlige.
Den 23de vedblev NO-Stormen med samme tykke Luft med Sne og Regn saavelsom en usædvanlig Kulde, og da de Engelske om Morgenen intet Land kunde se, blev de alvorlig bange, især da ingen af dem forstod at navigere. De resolverte da at bære af for England om Formiddagen Kl. 10, da de tilspurgte mig, hvad Kurs de skulde styre. Jeg svarede da NNV. paa Kompasset til Kl. 6 Emd. og siden NV., idet jeg i Fortrolighed lod dem vide, at disse Kurser skulde bringe os fri saavel af Skagen som Norge. Dette troede de, og istedetfor at Fartøiet loggede 9 à 10 Mil, indbildte jeg dem, at hun gjorde kun 4, da ingen af dem forstod Loggen. Jeg, som vidste, hvor dette vilde bære hen, og som bestemt maatte faa Norge at se omtremt Kl. 10, holdt derfor ved mig selv et nøie og skarpt Udkig, thi for Frihed og Liv i et saadant Tilfælde maa bruges Hardiesse og Overlæg.
Kl. 10¼ fik vi Land at se paa alle Sider, Brækninger baade til Luvart og Læ; da troede de, det var Norge, kastede derfor Skibet fra Land, og da Vinden var NO., kunde man ligge tværs af Landet, men jeg paastod og lod dem indbilde, at det var Jylland og bad dem bestandig kaste Loddet, da jeg haabede at faa Bund af en Fiskerbanke, som vi strax ogsaa fik paa 28 Favne Vand. Da fik jeg dem i Tanker, at det var Jylland, og da havde jeg Haab om at frelse Skib, Liv og Last; men uheldigvis ved Gibbingen til Land brækkede Storbommen og Gaffelen i 4 Stykker, og Seilet skjørede. Med det samme lod de Ankeret falde, og da dette hindrede Skibet i at styre, da ingen flere Seil var brugbare uden alene Stagfokken, bad jeg dem om at kappe Ankertouget forat have Skibet under Kommando. Da det blev kappet, var Skibet allerede saa nær Land, at hun tørnede med Bougen haardt mod et høit Fjeld, hvor vi fra Bougsprydet, saa nøgne som vi gik, dog alle med Livet, kom iland om Natten KI. 11. Vi blev da alle staaende paa Fjeldet, til Skibet strandede og blev staaende i en liden Bugt tæt ved første Sted, og da Søen og Stormen var saa gevaltig, at den nægtede os at komme til Vraget igjen, maatte vi gjøre Flid for om muligt at opsøge Hus, hvilket vi fandt Kl. 2½ om Morgenen. Vi kom da ind til Skipper Anon Omre, og var vi den Tid alle skadefrosne, og fik vide, at vi var strandede ved Homborgsund.
Vi fik da strax 2 Mand med os og ilede samtlige til Vraget igjen, som vi fandt staaende paa Udsiden af førbemeldte Homborgsund. Jeg lod til Vagt om Natten forblive ved Vraget den ene Mand af mine Folk og en Mand fra Land til Dagens Komme, fik da 17 Mand, som alle søgte Vraget for mulig at bjerge noget; men da Søen overskyllede Vraget, saa man ei kunde hytte sig ombord kuns nogle faa Timer, og Vraget var fuldt af Vand, blev der kuns bjerget endel af Inventarium, som alt blev bragt paa Land under Vagt og Opsynsmand.»
I Mai samme Aar indmelder Maanedsløitnant J. Schou, der laa med 2 Kanonjoller i Øster-Risør, at en Jagt, hjemmehørende i Christianssand, ført af Skipper Bernt Andreassen, som paa Veien til Nordstrand var taget af den engelske Orlogskutter «the Rose,» Kaptein Pipon, bjergede Fartøiet til Risør. Efterat have foregivet, at han var godt kjendt for at gaa til Gothenborg, blev han sat ombord paa sin Jagt tilligemed en Prismester og en engelsk Matros. Om Natten, medens Englænderne sov, benyttede Skipperen Leiligheden til at styre mod Norge, og da de fik Land i Sigte, indbildte han dem, at det var Sverige.
Den engelske Kutter Algerine, ført af Kaptein Blew, gjorde i 18I1 den norske Skibsfart megen Skade. Den 22de Mai d. A. tog den saaledes 7 Fartøier, som indbragtes til Gøteborg, hvor den og andre engelske Krydsere lidt efter lidt havde samlet 35 kornladede Priser, hvilke den 1ste Juni under Bedækning af 3 Brigger, Kutteren Algerine og en af denne tagen norsk Kaperskonnert fra Christiania, afseilte fra Winga for at gaa til Yarmouth. Af disse reddede to sig til Norge, nemlig Sluppen Anne Marie af Christianssand, ført af Skipper Nikolai Smith, og Jagt Ebeneser, hjemmehørende i Rudkjøbing, ført af Skipper Jørgen Rasmussen. Paa Førstnævnt var der sat en Midshipman som Prismester og en engelsk Matros, og af Norske forblev ombord Skipper Smith med sin Broder og en Dreng samt en Madame Schønning fra Flekkefjord, der var med som Passager fra Danmark til Norge. Natten mellem den 2den og den 3die Juni fandt Skipperen Leilighed, omtrent 7 Mile af Land, SSO. for Ulvesund at bemægtige sig Fartøiet ved at indespærre de 2 Englændere, hvorpaa han i det stormende Veir styrede fra Konvoien og kom om Morgenen den 4de lykkelig til Hesnæs Havn ved Arendal. Den anden blev den 6te Juni paa Grund af Tykke skilt fra Konvoien, hvorpaa Skipper Rasmussen med sine 2 Mand bemægtigede sig Fartøiet fra de ombordværende Engelske, bestaaende af 1 Prismester med 2 Matroser, og naaede Svinøer ved Lindesnæs samme Dags Eftermiddag.
Paa lignende Maade reddede en anden af Kutteren Algerines Priser Jagten Maria, tilhørende Etatsraad Hans Knudsen i Trondhjem og ført af Skipper Hans Larsen, sig den 7de Januar 18I2 ind til Farsund.
Undertiden kostede det Blod, førend Skipperne kunde faa tilbage Kommandoen af sine Skibe. Sekondløitnant Havn indrapporterer saaledes fra Aalesund under 25de Juli 1811:
«Den 19de dennes berettede nogle Fiskere, at de havde seet en Nordlandsjægt, hvilken de sikkert formodede var en af de, som nyligt var opsnappede og besatte af de Engelske.
Med Kanonchalupperne «Patrioten George» og «Nidelven» roede jeg ud og fik bemeldte Jægt at se omtrent 2 Mile nord for Gidskø, styrende mod Landet. Jeg gjorde strax Jagt paa samme og traf den i Indløbet til Roaldsfjorden, hvor jeg da modtog følgende Beretning: Nærværende Jægt var rigtignok af de den 12te ved Stadt tagne Nordfarere og hjemmehørende 5 Mile nordenfor Tromsø. Den havde været besat af en engelsk Officier og 4 Matroser. Efterat de med bemeldte Jægt havde været nogle Dage i Søen, fik den en Storm af SV. En Nordlænding (den Eneste, som var ombord) fik Leilighed til ubemærket at forøge en liden Lækkage saa betydeligt, at de maatte holde Pumperne bestandig i Gang, uden at samme lændsede synderlig. Dette betog de Engelske Modet, og de besluttede for at redde Livet at holde under Norge. Da de kom imod Landet Syd for Stadt, opdagede de en Galeas omtrent 3 Mile af Land; til denne styrede de og praiede, at han skulde komme ombord med sit Fartøi. Da Galeasen ei vilde lystre, skjød de efter ham med deres Geværer og tvang ham saaledes til at opfylde deres Forlangende. Da Skipperen kom ombord i Jægten, tvang de ham til at modtage dem og seile med dem til Skotland. De Engelske medtog af Varer, hvad de i en Hast kunde samle, og gik derpaa Alle fra Jægten paa En nær, som var Nordmand og var presset ombord i den engelske Brig, og som bad om at maatte forblive ombord, hvilket den engelske Officier tillod ham. Ligeledes tvang de Galeasens Skipper at sætte sin Styrmand ombord i Jægten og seilede derpaa med Galeasen vester ud.
Da Jægten havde havt Samkvem med Fienden, beordrede jeg den at anløbe Aalesund og besatte den med Vagt fra Roflottillen, hvorpaa jeg underrettede Hr. Sorenskriver Kildahl om det Passerede, for at der af ham kunde blive optaget et lovformeligt Forhør.
Natten derpaa indkom bemeldte Galeas, navnlig «Anne Bruun» kommen fra Wavell med Kornvarer, hjemmehørende i Christianssund, ført af Skipper Hansen, hvilken berettede, at han paa foranførte Maade var tvunget til at modtage den fiendtlige Besætning og forklarede endvidere, at en engelsk Matros havde lovet hans Folk Penge, dersom de vilde forene sig med dem og slaa deres Skipper ihjel. For nu at redde sit Liv og sin Reders Eiendom overlagde han med sit Mandskab at dræbe den fieridtlige Besætning. Om Aftenen Kl. 11 var den engelske Officier alene agterud og de Øvrige tilligemed Galeasens Folk forud. Skipper Hansen passede sit Snit, tog den engelske Officier fast om Halsen og ihjelslog ham med et Stykke Jern. Da hans Folk saa, hvad der foregik, tog de ligeledes fat paa de fiendtlige Matroser og dræbte de tvende. Den tredie løb ned i Lasten for at redde sig, og da de saaledes intet af ham havde at befrygte, skaanede de hans Liv, kastede derpaa de Dræbte overbord og satte Kursen til Norge.
Galeasen lod jeg ligeledes besætte med Vagt forat underkastes Forhør. Den her ombordværende fiendtlige Matros forklarede at være Amerikaner og presset ombord i Briggen, hvis Navn er «Cherokez,» ført af Løitnant William Ramage, armeret med 10 Kanoner og 50 Mand. Han forklarede endvidere, at den dræbte Officier var Briggens Næstkommanderende. Jeg har ladet saavel Galeasen som Jægten under Vagt af Roflottillen seile til Christianssund til videre Behandling, og ligeledes afsendt de tvende af den engelske Brigs Besætning til Christianssund, og Løitnant Wilmann, som fulgte med, har jeg tillagt Ordre at overlevere dem, Galeasen og Jægten til den derværende høistkommanderende Officer, alt i Følge de i denne Anledning udstedte Anordninger.»
Og under 4de Oktober 1810 indmelder Chefen for Arendalske Roflottilleafdeling:
«Igaar Middag indkom her til Stationen Briggen Colbjørnsvigen, ført af Skipper Henrik Jensen af Dybvaags Sogn, som i August Maaned blev taget af de Engelske i finske Bugten og har siden været under engelsk Kommando til igaar Nat, da Skipperen, Tømmermanden Peder Hansen Ulevaag af Dybvaag Sogn og en liden 11 aarig Dreng, Thor Nielsen, som var blevne ombord af den norske Besætning, fattede den Resolution at overmande en engelsk Midshipman og 5 Matroser, som var sat ombord i Briggen fra en engelsk Fregat. Efter et blodigt Slag, hvorved 2 engelske Matroser blev kastede overbord og en Matros stærkt saaret, lykkedes det dem at tage Kommandoen fra de Engelske, og indbragte de derpaa Briggen fra 9 Mile i Søen til Havnen Hesnæs, hvorfra de siden under Kanonfartøiernes Bedækning indkom her paa Havnen.
Briggen var ladet med østersøiske Produkter af Hamp, Hør, Seildug, Talg, Tjære m. m. og tilhører Hr. Jakob Aall paa Næs Jernverk.
De trende friske Mænd af den engelske Besætning er overleveret til Kommandanten paa Sandvigs-Batteriet, Premierløitnant von Weisenbergs Bevogtning, og den Saarede er indlagt paa Flottillens Hospital i Arendal.»
Skipper og Dannebrogsmand Jens Thomsen indmeldte fra Staværn den 15de Marts 1811 følgende:
«Efter ved Værftet hersteds at have indtaget i Provideringskommissionens Skonnert No. 63 en Ladning Aarer bestemte til Holmen i Kjøbenhavn, afseilte jeg fra Fredriksværn Lørdag den 9de Marts om Formiddagen Kl. Vinden var NV., som stod til den følgende Morgen Kl. 3, da jeg var 2½ Mil af Lessø, hvor en Søndenstorm med Snefog borttog min Stagfok. Jeg styrede derefter igjen Kurs for Norge til om Eftermiddagen Kl. 4, da jeg fik se en fiendtlig Fregat omtrent 2 Mile udenfor Jomfruland staaende ud fra Land mod mig. Vinden var da VNV. med Storm. Jeg tilsatte strax alle Seil forat undgaa Fregatten, hvorved Skonnerten kantrede til midt op paa Dækket og vilde ikke reise sig igjen, hvorfor jeg var nødt til igjen at bjerge Seilene, og imidlertid var Fregatten tæt inde paa mig. Det var den engelske Fregat Venus, som i 1807 blev røvet fra Danmark, ført af Kaptein Hardy, armeret med 26 lange 18£'s, 12 Stk. 32£'s og 2 lange 12£'s Kanoner, bemandet med 150 Mand. Da jeg saa, at der blev udsat Baad fra Fregatten, kappede jeg Lønningen paa Skonnerten og fik min Baad udsat, hvori jeg og mit Mandskab gik for at redde Skonnerten fra at blive taget. Vi mødte Fregattens Baad og indbildte dens Besætning, at Skonnerten var synkefærdig, men fra Fregatten blev der fyret med Geværer paa mig, fordi jeg forlod Skonnerten, og det var med Nød og Neppe, at jeg naaede Fregatten, da Baaden fyldtes af den svære Søgang og sank under mig ved Siden af Fregatten, men alt mit Mandskab blev reddet, og jeg selv blev hængende i Fregattens Store-Hals, hvorfra man neppe fra Fregatten vilde bjerge mig. Jeg mistede ved denne Leilighed min Tegnebog , hvori 130 Rdl. tilligemed et Kreditiv og min Dannebrogsorden. De Skonnerten vedkommende Papirer kastede jeg i Søen, førend jeg forlod den. Fra den synkefærdiae Baad blev bjerget mit Tøi og en Kikkert, som tilhørte Skonnerten, hvilket Fienden beholdt. Paa den Tid var vi henved 1½ Mil fra Jomfruland. Kaptein Hardy vilde med en Pistol for Brystet af mig tvinge mig til at tilstaa, at jeg havde hugget Hul i Skonnerten, og da jeg ikke kunde eller vilde erklære dette, blev jeg i de vaade K1æder nedsat i Hellegattet til den følgende Dags Formiddag, Kl. 11, uden at faa Mad. Da fik jeg Tilladelse til at gaa op paa Dækket. Jeg og mit Mandskab forblev ombord i Fregatten, og om Tirsdagen tog den en Brig, tilhørende Kjøbmand Hans Falkenberg i Laurvig, ladet med Kornvarer i Aalborg for Provideringskommissionens Regning, 2 Mil af Koster i Sverige. Kort Tid efter blev ogsaa taget Provideringskommissionens Slup No. 99, ført af Maanedsløitnant F. C. Smith, som havde forladt Aalborg den 9de dennes med en Ladning af Korn, Medicin, Spillekort og Tobak. Denne Slup armerede de Engelske med en 24£'s Karonade og bemandede den med en Midshipman og 24 Mand. Dagen derefter bad jeg og Maanedsløitnant Smith Kapteinen om en gammel Baad, som Fregatten i Forveien havde taget fra et Koffardiskib, for dermed at komme iland i Norge, som vi da var 4½ Mil af, idet vi foregav, at vi begge havde Kone og Børn. Vi fik Baaden, roede afsted og ankom hertil igaar Eftermiddag.
Skonnerten No. 63 saaes fra Fregatten reise sig strax igjen, men da jeg indbildte Kapteinen, at den var læk og ladet med Jern, lod han den drive.»